‘West Side Story’-stjerner: Sådan spiller vi de store følelser

<strong>‘West Side Story’-stjerner:</strong> Sådan spiller vi de store følelser

West Side Story. Foto: Emilia Therese

Lene Grønborg Poulsen:

er kulturjournalist og bachelor i Dramaturgi samt Cand.Public i analytisk journalistik. Medlem af Reumert-Juryen.

West Side Story
Aarhus Teater fra 23. mar - 12. maj 2018
Aalborg Teater fra 29. aug - 13. okt 2018

West Side Story
Aarhus Teater fra 23. mar - 12. maj 2018
Aalborg Teater fra 29. aug - 13. okt 2018

West Side Story, som spiller på både Aarhus og Aalborg Teater i år, er en moderne klassiker, der sætter store følelser som kærlighed og had på scenen. Men hvordan spiller man overhovedet en forelskelse troværdigt? Hovedrolleindehaverne Isabel Schwartzbach og Mathias Flint røber hemmeligheden her.

Du kender sikkert historien om Romeo og Julie. West Side Story er en kærlighedshistorie og musical i samme dimensioner og over samme tema. Her møder de to unge mennesker, Tony og Maria, hinanden, og de forelsker sig på tværs af bandekonflikter og etnicitet i hjertet af New York.

West Side Story. Foto: Emilia Therese

Det er noget af en mundfuld at få den store historie til at leve på scenen, for hadet skal spilles med brutal troværdighed, og den spirende forelskelse skal formidles uden at ramme en banal kliché. Så hvordan gør man det? Det har vi spurgt de to hovedrolleindehavere Isabel Schwartzbach og Mathias Flint om.

Hjælp fra musikken og en flot fyr

West Side Story rummer nogle af de største musicalhits som ”Maria”, Tonight”, ”Something’s Coming” og ”I Feel Pretty” med musik af Leonard Bernstein og tekster af Stephen Sondheim. Og netop musikken er et godt sted at søge inspiration, når man skal finde det helt store følelsesregister frem, mener Mathias Flint:
”Når man skal spille for eksempel forelsket, så får du hjælp af manuskriptet og dramaturgien i historien. I det her tilfælde er vi sindssygt heldige og begavede med ekstremt velskrevet musik. I det første møde mellem Tony og Maria er der den lækreste lille vals, som jeg bruger rigtig meget til at lægge mig ind i finurlig og boblende glæde ved at have set noget, man ikke troede var sandt. Det bruger jeg som skuespiller,” forklarer han.

West Side Story. Foto: Emilia Therese

Isabel Schwartzbach supplerer: ”Det hjælper, at det er en flot fyr.” Hun griner og kigger i retningen af Mathias Flint, inden hun fortsætter:
”En rigtig god musical som West Side Story kan give svarene i musikken. Sangen og melodien understøtter hele tiden karakterernes følelsesmæssige ståsted. Som menneske har man selv oplevet følelser som forelskelse, frygt og alt det der… Jeg vil ikke sige, at jeg bruger min egen erfaring, men fordi man har stiftet bekendtskab med følelserne, ja så ved jeg, hvor de bor i min krop, og det kan jeg overføre til min karakter. Jeg ved, hvad der sker i min krop ved en forelskelse,” forklarer hun.

Må man grine af det svære?

Isabel Schwartzbach og Mathias Flint har stået på scenen sammen før, og de fungerer også godt sammen udenfor rampelyset. Men vil man kunne spillet forelsket i en person, man slet ikke kan lide?

Isabel Schwartzbach: ”Ja, det kan man. Og helt lavpraktisk synes jeg næsten altid, at man kan finde et eller andet smukt ved alle mennesker. Det hjælper mig, hvis jeg er i en situation, hvor jeg ikke kan finde ud af, hvad jeg skal gøre. Så fokuserer jeg på, at vedkommende har virkelig smukke øjne (som Mathias), for det er noget, der kan hive én ind i nuet. Jeg ser på, hvad der er smukt ved det menneske lige i det øjeblik, og det kan være en bestemt ansigtsmimik eller noget andet. Det handler om at finde noget charmerende ved den person, du står overfor,” forklarer hun.

West Side Story. Foto: Emilia Therese

Èn ting er de alvorlige følelser. Noget andet er, når ens egen humor bryder igennem, eller man kommer til at le eller lave en grinagtig fejl midt i en alvorlig og følelsesfuld scene? Det hverken kan eller skal undgås i prøveforløbet, understreger Mathias Flint:

”Det er en nødvendighed, at man får grinet sammen. Den der anspændte ballon skal piftes under prøverne, og det hjælper at grine sammen og trille rundt på gulvet. Jeg synes også, at det minder os om, at vi stadig leger. Og så er det bare fedt, når de store og voldsomme følelser bliver afbrudt, fordi der pludselig er én, der snubler eller glemmer et ‘cue’,’” forklarer han.

”Ja, for nogen gange er det også de små fejl på scenen, som pludselig får hele castet til at være 110 procent til stede, og så kan der faktisk opstå en særlig magi, ” understreger Isabel Schwartzbach.

West Side Story. Foto: Emilia Therese

Hun tilføjer, at det sværeste i West Side Story er, at hun skal igennem så mange følelser. Det skal ske på meget kort tid, men det skal være troværdigt så både publikum, og hun selv tror på karakteren:

”Maria går fra vrede til benægtelse og til sorg enormt hurtigt. Det kan sagtens lade sig gøre, men som skuespiller er det en udfordring at lave nogle realistiske broer imellem følelserne, så de kommer naturligt og ikke bliver forceret af mig. Jeg skal have nogle meget tydelige billeder og tankerækker for at kunne lave de skift så hurtigt,” forklarer hun.

Mathias Flint spiller karakteren Tony, som på mange måder ligger erfaringsmæssigt fjernt fra ham selv, og det kan også være en udfordring:

”Der er jo ingen af os, der har prøvet at slå ihjel eller miste en kæreste. Så det kan være vanskeligt at sætte sig ind i og spille noget, du ikke kender. Men for mig handler det om at skubbe sine egne grænser og turde fejle eller gøre det grimt, indtil man finder ind til det her punkt, som fungerer, og som man kan stå ved,” afslutter han.

MUSIK AF LEONARD BERNSTEIN / TEKST AF STEPHEN SONDHEIM / OVERSÆTTELSE KASPER HOFF OG MATHIAS FLINT / ISCENESÆTTELSE RUNE DAVID GRUE / SCENOGRAFI & KOSTUMEDESIGN KARIN GILLE / KOREOGRAFI RENE VINTHER / ARRANGEMENTER OG MUSIKALSK LEDELSE NIELS SØREN HANSEN / KAPELMESTER OG MUSIKALSK LEDELSE HENRIK SVENNING / LYSDESIGN JONAS BØGH / LYDDESIGN LARS GAARDE

MEDVIRKENDE ISABEL SCHWARTZBACH, MATHIAS FLINT, JACOB MADSEN KVOLS, LISE KOEFOED, SIMON MATHEW, MATHIAS SPROGØE FLETTING,  ASHOK PETER PRAMANIK, CHRISTIAN COLLENBURG, MIKKEL BECKER HILGART, SOFIE TORP, KASPER DALSGAARD, DAVID ELNEBO, KRISTINE MARIE BRENDSTRUP, MARIE MARSCHNER, ANDERS BAGGESEN, MICHAEL BROSTRUP, KIRSTINE EMILIE MOSES-JACOBSEN, STINE ANDERSEN, TROELS GRAAKJÆR, TONE REUMERT, SEBASTIAN SKOV ANDERSEN, NICCO OLAYBAL, MIRAN UGLJEN, OLIVER MELANDER, MARTIN GÆBE

Del artiklen

''West Side Story'-stjerner: Sådan spiller vi de store følelser'

Facebook