Populært lige nu

★★★★★☆ Grand Danois – poetisk cirkus til tiden

Cirkus Grand Danois første forestilling lander som et poetisk brag, der kommer til at henrykke og røre mangt et cirkuselskende hjerte rundt i landet...

Så er revyernes sommersæson i gang – få overblikket her

I sidste uge havde Amager Revyen premiere i nye, større rammer, og i aften slår Aarhus Revyen dørene op til deres tredje sæson. I...
Annonce

Aktuel danseforestilling mixer hiphop, sci-fi og videnskab i råt univers

Super Human er en rå og aktuel danseforestilling, der har hentet inspirationen fra science fiction-film, superhelte og nye videnskabelige forsøg med splejsning mellem hård teknologi og blød biologi. Danserne er blandt de bedste i verden, og stilen er hiphop, capoeira og nycirkusartisteri.

Annonce

Det er den prisbelønnede koreograf og leder af dansekompagniet Next Zone, Lene Boel, som står bag. Vi spurgte, hvad forestillingen kan, og hvad det giver af udfordringer at arbejde med dans som konstant skal skubbe grænser for den fysiske krops form og være på forkant med nutiden.

Super Human er en rå og tankevækkende danseforestilling, som stiller skarpt på at redefinere mennesket i nye optimerede udgaver”.

Sådan præsenterer pressematerialet Next Zones premiereaktuelle danseforestilling, som den flere gange Reumertnominerede koreograf og leder af dansekompagni Next Zone, Lene Boel er i gang med at instruere. Forestillingen fusionerer urban dans, cirkus, ny-komponeret musik og scenografisk lys til et samlet univers, og på spørgsmålet om, hvad dansen særligt kan og publikum skal have med sig fra hendes forestillinger, fortæller Lene Boel:

”Alle mennesker har kroppen til fælles og kan forstå kroppens sprog intuitivt. Jeg vil gerne give publikum et nyt og alternativt bud på virkeligheden og give dem en stærk, sanselig oplevelse, der får dem til at mærke deres krop og sjæl. I Super Human ønsker jeg, at publikum får en kropslig oplevelse, som giver dem nye bud på fremtidens mennesker og dets optimerede evner og kapacitet.”

Annonce

Hvilken rolle spiller dansen for fortællingen?

”Det er dansen og kroppens rolle i forestilling at kunne udtrykke de stærke følelser, super-kræfter og skærpede relationer mellem mennesker og nye teknologiske metoder til at optimere menneskets biologi og evner i fremtiden.”

Annonce

Next Zone dansekompagni arbejder med at mixe forskellige stilarter indenfor dans, og afholder auditions 1-2 gange årligt i Danmark og flere byer i udlandet, hvorfra de mest markante og teknisk stærke performere indenfor urban dans, ny-dans & cirkus håndplukkes.
På spørgsmålet om hvorfor det er interessant at sammensætte forskellige dansegenrer og hvilke udfordringer hendes koreografiske univers kan give, svarer Lene Boel:

”I Super Human har jeg valgt dansere med baggrund i bl.a. popping, break dans, capoeira og akrobatik, fordi jeg mener, at fremtidens dans mixer elementer fra alle stilarter og genrer for at kunne skabe nye koreografiske udtryk. Jeg ønsker at skabe dans, som er ekstremt fysisk og detaljeret i sit udtryk, og få det til at fremstå med en tidløs og rå kant. For at kunne nå det udtryk arbejder jeg kun med dansere, der i forvejen har en stor erfaring. Men det er en udfordring at finde dansere, der er i stand til at udtrykke det, jeg ønsker at fortælle igennem dans, både hvad angår højt fysisk niveau og evne til mentalt at kunne sætte sig ind i de temaer, der ligger bag forestillingens forskellige scener.”

Du arbejder meget med at lys og lyd spiller sammen med dansen. Hvordan har du arbejdet med de forskellige elementer i Super Human?

”Siden 2001 har jeg samarbejdet med komponisten Rex Casswell og lysdesigneren Jesper Kongshaug. Under forløbet arbejder vi parallelt med koreografi, lys og lyd i forhold til forestillingens tema, energi og udtryk. En del af musikken til forestillingerne er skabt under improvisationer i den første måned af prøverne til Super Human og er senere blevet færdigt komponeret.”

På et afsluttende spørgsmål om, hvad danseteatrets største udfordring er i dag, svarer Lene Boel:

”Det er at blive ved med at udvikle nye stærke koreografiske udtryk, som taler direkte til publikum igennem kroppens sprog forenet med følelser og mentale tilstande og aktuelle temaer. Det er også meget vigtigt at koreografer får vilkår så de kan producere de bedste forestillinger i fremtidens Danmark”

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Rie Hammer
Rie Hammer
Rie Hammer, chefredaktør for udvikling og ISCENE Live. Tidligere ansvarshavende redaktør på teatermagasinet Teater1. Fra 2001-2006 anmelder og skribent på gratisavisen Urban og har sideløbende skrevet stykker for børn og unge. Rie Hammer er juryformand for Årets Reumert.