Der lægges op til, at publikum selv skal drage konklusionerne og tage konsekvenserne af deres tanker og handlinger i den seværdige og reflekterede Odense Sommerrevy. En revy som i den grad har rejst sig fra støvet.
Årets udgave af Odense Sommerrevy er den hidtil bedste, mest helstøbte og flottest fremførte. Den unge og stort anlagte revy, med 700 siddepladser i revyteltet, har kort og godt efter nogle sparkedragts-år, fundet sig selv og sit publikum og stort kompliment for det glimrende slutresultat.
Revyen formår til gengæld ikke at score 6 stjerner, for den har nogle luksus-skavanker. I al for høj grad låner den nemlig figurer og figurtegninger, der stammer fra andre revyer og det er lidt usmart. Ikke mindst Tam Tam revyen i form af Bodil Jørgensen og Niels Olsen leverer her genganger-input og selvom teksterne er nye og morsomme, er dialekt indslag og folkesange med små sjofle undertoner set og hørt før, dette som vandværker for andre revyer.
Dertil kommer at selvom stort set alle teksterne er gode og velskrevne, er der ikke et enkelt eller to af indslagene der virkelig brænder igennem som en landeplage. Man bliver kort og godt glimrende underholdt, men revyen slår ikke benene væk under publikum.
Omvendt er dette et luksusproblem, for revyen er super godt skruet sammen, kun få af teksterne burde strammes og kun et enkelt indslag af de ialt 28, burde ryge ud. Timingen sidder hele vejen igennem, som den skal i Joy-Maria Frederiksens velsmurte og velfungerende iscenesættelse, så heller ikke her er der noget at komme efter.
Revyens underliggende hovedtema i mange er teksterne – skrevet af 17 forskellige tekstforfattere- er vores allesammens dobbeltmoral. Bedste bud på det tema leveres af Bodil Jørgensen og Thomas Mørk, der sammen brillere i Vase og Fuglsang teksten om maskeringsforbudet. At netop den tekst løber med opmærksomheden er ikke så underligt, for Vase og Fuglsang er kort og godt et af de dygtigste og mest prisvindende makkerpar, hvad angår levering af fængende revytekster på landsplan, hvor deres spidskompetence er brugen af ords dobbelttydighed kombineret med top-aktuelle begivenheder.
I revynummeret om maskeringsforbud leges der ikke bare med ordene, der leges elegant også med moralbegreberne og vores etik. For hvornår må man bære det ene eller andet for ansigtet? Med eksemplets magt mere end antydes det, at hvis du er hvid, kristen og dansk i gammel slægtsforstand kan du slippe af med hvad som helst, men minder du bare det mindste om noget mørkfarvet eller muslimsk, vanker der bål og brand.
Niels Olsen brillere i sin egen tekst Misforstået, hvor han her giver den som Donald Trump, der i selskab med Nordkoreanske Kim Jong-un martres af, at alverden ikke tænker som han. Her vægtes der igen på moralbegreberne, for hvem er mest demagogisk? Trump eller King-un? En syrlig spidsfindighed der fremføres i selskab med Vicki Berlin, der efterfølgende endnu engang giver den i rollen som den tåbelige unge pige, Camilla. En møg-irriterende men også meget komisk figur, der i sin naivitet får fyret den ene socialt revsende bredsider af efter den anden.
Sidst men ikke mindst skal fremhæves revyens direktør, Lars Arvad, som i den grad sceneforfører i Leif Maibom-teksten om den unge mand, der i teknologiens hellige navn må se sig letbaneoverhalet af realiteterne. Igen en fin reflektion, hvor det dobbelttydige så blot vendes ind mod figuren selv. Twistet er, at denne revy helt bevidst kører på, at publikum skal tænke sig om. Den hænger ikke bare letkøbt en flok kendte eller politikere ud. I stedet vendes skytset ud mod publikum selv, med beskeden om: tænk jer om og drag selv jeres konklusioner I forhold til det, der sker omkring jer.
På den led er denne revy ikke en såkaldt og gammeldags lagkage-revy, hvor tingene skæres ud i pap, og hvor den lagdelte komik blot er en udhængning af politiske situationer eller personer. Det reflekterede – hvor det er publikum selv, der skal gøre den sidste indsats – går derimod som en rød tråd gennem hele denne revy. Læg dertil Morten Wedendahls understøttende og fint afstemte musik, der fremhæver uden at dominere.
Tillykke til Odense Sommerrevy, som i den grad leverer varen. Ikke luksusvaren, men tæt på.