I sidste uge blev vinderen af Teaterflisen kåret for 21. gang og det blev den 41-årige skuespiller og komiker Rasmus Bjerg, der får sin helt egen flise på Frederiksberg Allé.Med sin genskabelse af sangeren John Mogensen i Ole Bornedals film ”Så længe jeg lever”, har Rasmus Bjerg bogstavelig talt lagt Danmark ned. En rolle, der netop fremhæver Rasmus Bjergs særlige evne: At balancere det folkelige med det farlige. Han er lige fremragende i roller som den rare, lidt naive mand, som i dem, hvor han fletter fingre med djævlen på vej mod selvdestruktionen. En vekselvirkning han også leger med i sine succesfulde soloshows, senest showet Vel-bjerget.
Kåringen sker på baggrund af det forudgående års skuespilpræstationer og vinderen modtager sin egen flise på Danmarks ’Walk of Fame’ på Frederiksberg Allé. Teaterflisen kaldes ‘folkets pris’, fordi publikum selv har stemt på deres favorit på hjemmesiden teaterflisen.dk.
Nogle af de øvrige nominerede var skuespillerne Birgitte Hjort Sørensen, Thure Lindhardt, Nikolaj Coster-Waldau og Lene Maria Christensen.
Læs også om vinderne af ISCENEs PUBLIKUMSPRIS
Kilde: Pressemeddelelse