★★★★★☆ Misantropen som mesterlig underholdning i Grønnegårds Teatret

Sommervarmen er som skabt til udendørsteater, og det er en sand fornøjelse at gæste Grønnegårds Teatret med deres elegante fortolkning af Moliéres komedie Misantropen.

Grønnegårds Teatret sprudler af liv, og snakken går lystigt ved de mange picnickurve, som publikum sidder samlet om i små grupper på plænen, før forestillingen begynder – og sikken en fryd det er, når den danske sommer lukker varmen ind i teatret med så stor generøsitet.

Og varmen breder sig i helt ind i hjertet, når de veloplagte skuespillere entreer langs bænkerækkerne og med oprigtig overbevisning byder os velkommen, hilser os med hjertelighed og et ”Tak fordi du kom”, og ”Hvor ser I skønne ud.”

Men er det nu sandt, det de siger? For når de står på scenen, bliver klangen hul, når karaktereren kort efter den venlige velkomst kæmper for at finde sandheden i den meget smiger og sladder, de uddeler til hinanden.

Det handler om hykleri og dobbeltspil, for hvem mener egentligt hvad og med hvilket formål? Den menneskefjendske Alceste er i Nicolas Bros muntre fortolkning en temperamentsfuld bulderbasse, som hader hykleri, hvilket matcher skidt i forhold til hans udkårne Célimènes. For den unge Célimènes er i Sonja Richters livsnydende og skrøbeligt fine fortolkning en kvinde, der dyrker det lette liv og nyder de mange mandlige bekendtskabers opmærksomhed.

Så Alceste begiver sig ud på et martyrridt, hvor sandheden må frem – men er det altid godt at fortælle præcis, hvad man mener, eller kan lidt smiger være på sin plads for at bringe situationen videre? Alceste er ikke i tvivl – hans mening må frem, også selvom det fører til retssag og skaber fjender.

På sidelinjen frister en trio af selvfede markiser Célimènes med søde ord, sladder og sleske sonater, mens de kæmper om hendes hånd, og hun tryllebinder dem med sit attraktive ydre og hede brevskriverier.

Men hvem skal man sige hvad til? Er man nødvendigvis mere ærlig, fordi man fortæller folk sin sande mening? Alceste er ikke i tvivl og kæmper for at fremme det sande ord, men viser sig hverken værre eller bedre end markiserne eller veninden, der som moralens vogter valser omkring med store ord om ret og rimeligt, men dobbeltmoralsk pisker sine folk.

Det er sjovt og elegant sat i scene af Madeleine Røn Juul, der får fanget dobbeltheden og sat både komedien og tragedien i spil med stof til eftertanke. For kan vi sige os selv fri for at falde i med lidt smiger i ny og næ for at vinde egne positioner? Er det ikke netop indbegrebet af livet på de sociale medier? Og hvad med sandheden? Er det på sin plads at ytre sin mening om andre til andre eller dem selv?

På scenen fænger hele holdet med deres velspillede karakterer. Her er Alceste, og ja han er et fjols, ikke kun til grin, men også et menneske i indre konflikt, drevet af kærlighed, magtbegær og menneskehad – mere kompliceret kan det vel næppe blive, men Nicolas Bro får vist os det hele i sin fortolkning.

Célimènes er sød, charmerende, slesk, spydig og noget af en sladdertante med overraskelser i ærmet – men i Sonja Richters skrøbeligt stærke portræt også en kvinde, der bare vil nyde sin ungdom. Mads Wille brænder overbevisende morsomt og følsomt rammende igennem som Alcestes ven, ikke mindst i flot samspil med Laura Bro som Célimènes charmerende kusine.

Her er et hold skuespillere, som i den grad synes at bakke hinanden og historien op – og det fungerer fortrinligt nede på bænkerækkerne.