BaggårdTeatret fortæller historien om den danske forfatter Tom Kristensen. Men de formidler den ikke. For at gøre det må de tænde et begær i mig. De må lade Tom attrå en forførende kvinde frem for en komisk starut med puder på bagdelen. Ellers viderebringes erfaringen ikke. Og hans indre kamp bliver mig aldrig rigtig bekendt.
Jeg er Tom
Hver gang jeg læser forfatteren Tom Kristensen, bliver jeg mindet om, at det private ikke er spor personligt. Jeg er Tom, og du er Tom. Tom er vi alle. Og fordi hans bøger vedrører sådan nogen som os, er de vedkommende. Så enkelt er det. Hvis du går med forfatterdrømme, er det bare at lukke op for sjælelivet. Det personlige er det, vi deler. Mellemmenneskelige forskelle er overfladiske. På bunden er vi alle ens, drevet af de samme barnagtige stormandsdrømme: Vi vil anerkendes af mor og far og hele den vide verden, gå over i historien og gå i hundene, leve både trygt og kærligt og farligt og lidenskabeligt. Den, der siger andet, lyver enten om sig selv eller for sig selv, og det er Toms held, at han aldrig var uærlig på skrift. Som alter egoet Ole Jastrau rigtig nok ’knurrer’ i romanen Hærværk (1930), er det ”til at blive gal over, alt det, Goethe ikke har sagt”.
På BaggårdTeatret i Svendborg vækkes fortællingen om Tom til live i en musikalsk forestilling. Bag det hele står Petra-Leonie Pichler, der også var instruktør på den Reumert-nominerede forestilling Bertolt Brechts Svendborgdigte, og i hovedrollen som Tom pruster Ulle Bjørn Bengtsson (aka ULYD), der sammen med makkeren Hans Sydow også er ophavsmand til musikken. Meget skal de to have ros for. Engagementet og velviljen er stor, og de gør deres for, at store forfattere ikke går i glemmebogen. Det er kun prisværdigt, og jeg kan heller ikke sige mig helt fri for bagefter at gå og nynne deres version af Fribytter – en messende sømandsvise tilsat et hårdtslående 90’er-beat, der både indeholder skærende hiphopper-scratch, angstprovokerende fabrikslyde og en sær indføjet tv-show-jingle.
Mere fortalt end følt
I teaterdirektørens tale før forestillingen beder han publikum om at gå ind til forestillingen med åbent sind. Vær generøs, siger han, og forsøger at vinde vores sympati. Skuespillerne har knoklet som gale. Og jeg forstår ham godt. Det her er ikke teater for alle, nærmere kunst for kendere. Tempoet er hæsblæsende, og der sker kaotisk meget. Vi starter med barndommen og slutter i alderdommen. Og Tom går fra at være søn til også at være far – og fra at bo i byen til at bo på landet. Grundkonflikten er vistnok den samme hele vejen igennem. Tom vil gerne være mægtig stor. Han lever for sit efterliv. Og så selvfølgelig også for damer og pibetobak og alkohol. Om den slags cirkler han hele tiden, mens han langsomt bliver ældre. Der er så meget Tom-hed i os alle. Splittelsen mellem fornuft og drift er til at genkende, og særligt den ublu passion er personificeret i vennen Emil Bønnelycke spillet af Cecilie Gerberg. Ved siden af Bønnelycke ligner Tom en småborger. Drømmen om ”pæne kvadratmeter hjem og hygge” er altødelæggende. Børn forplumrer idealismen, agiterer han. Og påklædningen understøtter her delingen i en fin og folkelig symbolik: Mens Bønnelycke er i lidenskabelig rød frakke, er Tom i borgerlig blå, det er den varme og den kolde hane, djævlen og englen.
På et tidspunkt spænder Toms storhedsvanvid helt ben for hans produktion. Han vil ikke anmelde for avisen mere, ikke risikere sit eftermæle og beslutter sig for at gå i hundene. Den del har jeg vanskeligt ved. Tom vræler for meget til min smag. Forestillingen mangler alvor og ægte angst og begær. Heller ikke scenografien gør noget godt på den konto. I starten er de medvirkende miniature-mennesker. Interiørets størrelse gør dem til ynkelige småbørn, og det gør beklagelserne komiske. Jeg savner tragisk faldhøjde og seriøs kamp. Tom er mest sådan én, man griner af. En ynkelig og latterlig mandsling, der ikke er med på, at når en kvinde siger, hun har ”læst ham”, så mener hun bøgerne. Så naive folk er svære at tage alvorlige. Og det er ærgerligt, for forlægget kan mere end at aftvinge dumme grin og pinlige replikker som ”Vil du ride lidt på mig?”. Jeg gyser, når jeg læser, at angsten er ”asiatisk i Vælde”, og jeg føler også en angstblandet fryd ved tanken om ”Skibskatastrofer”, ”Jordskælv” og ”brændende Byer”, men det jeg ser, yder følelsen modstand. I forestillingen vrimler det med kloge ord om og fra forfatterskabet (løst erindret: ”Hvorfor kan mennesket tænke?”, ”Al gestik er ødelagt af dårlig kunst”, ”Forfin din smerte. Brug dit liv som oplæg”, ”Det kræver mange kræfter at undslippe sin skæbne, men flere ikke at gøre det” osv.).
Folkene bag har gjort et kæmpe arbejde. De får fortalt rigtig meget om Tom, og jeg føler mig godt oplyst – klogere på både dadaisme og Bønnelycke, Toms drivkraft, skønhedsbegreb (”blomstrende Slagsmaal” og ”sønderskudte Banegaarde”) og sene skamfølelse over for megen egomani og for lidt socialt engagement (”Jeg fornemmede kun min egen krig”). Men jeg blev desværre hverken grebet af begær eller angst.
BaggårdTeatret fortæller historien om Tom. Men de formidler den ikke. For at gøre det må de tænde et begær i mig. De må lade ham attrå en forførende kvinde frem for en komisk starut med puder på bagdelen. Ellers viderebringes erfaringen ikke. Og hans indre konflikt bliver mig aldrig rigtig bekendt.
Desuden må de klæde ham på til anledningen (ingen guld-heldragt!), give de ’svigtede’ mere taletid og gemme garderobe og lydpult bedre væk – eller evt. integrere den, så den ikke kejtet og klodset bryder illusionen og minder os om, at det bare er teater. Der skal mere angst i øjnene, mindre cool namedropping (Poe, Homer, Jensen, Jæger) og mindre velklang på vokalerne. Og så savner jeg også den megen eksotisme, der er så bestemmende for forfatterskabet, guldgruben af fortællinger om Rio Janeiro, Adén og alle de andre steder, der er befolket med sanselig erotik og ”Herskerinder”.
Et lyspunkt i forestillingen er til gengæld den næsten nyuddannede Cecilie Gerberg. Sjældent har jeg oplevet nogen have en så let adgang til sproget. Hun taler fandmer, reciterer ikke, og så vader hun ubesværet ind og ud af roller som et andet lykkebarn. Talent og naturlig charme er bare ikke til at konkurrere med. Her er faldet en appelsin ned i turbanen.
Læs mere om forestillingen her
