★★★★☆☆ En Skærsommernatsdrøm er kaotisk, for meget og alligevel seværdig

Den Ny Opera i Esbjerg har taget Shakespeare på ordet og iscenesat En Skærsommernatsdrøm som en syret drøm. Forrygende musikere, sangere og skuespillere hvirvler omkring i en kaotisk iscenesættelse, som helt sikkert kunne have været markant kortere, men også har mange vellykkede elementer at byde på.

Den ene ende af Koncertsalen i Musikhuset Esbjerg er omdannet til en smuk scenografisk trækonstruktion, der sender tankerne i retning af en gammel forelæsningssal på et universitet som Oxford. Signe Kroghs scenografi er opbygget som en stor sekskant med publikum siddende i sektioner på de fem sider og med en decideret sceneopbygning på den sjette. Også gulvet i midten er af træ, og centralt er der en forhøjning, som de medvirkende kan træde op på.

De mange medvirkende musikere, skuespillere og sangere går omkring og småsnakker, mens publikum indfinder sig på deres pladser. Der hersker en løssluppen, munter stemning, som viser sig at være kendetegnende for hele Erlend Samnøens iscenesættelse, hvor rigtigt meget fungerer, mens andet burde have været skåret mere ind til benet – eller måske helt droppet.

Virkelig forrygende musik

Lad os starte med det, der fungerer allerbedst i forestillingen: De fuldstændigt forrygende musikere under ledelse af violinist Bjarte Eike. De bevæger sig naturligt omkring, mens de spiller alt fra barokmusik over folkemusik til alternative versioner af moderne pophits. 

Med Eike i spidsen som orkesterlederen Philostratos, agerer musikerne slotsorkester hos hertug Theseus iført Åsa Gjerstads smukke, lyse klædedragter med markerede, mørke syninger. Siden forvandles de – ligesom lyssætningen i scenografien – til dronning Titanias usynlige alfer. Med Eike som den listige Puk bevæger de sig i tætsiddende, grønne heldragter omkring i skoven.

Musikerne lever sig ind i de forskellige roller med stor overbevisning. De nejer og bukker som hoforkester, men bevæger sig snigende og krybende – næsten som dyr – når de agerer som alfer. Musikken er levende og fængende fra start til slut. Især deres vuggevise for Titania i slutningen af første akt er fuldstændig vidunderlig.

Kompliceret fortælling 

Historien i Shakespeares En Skærsommernatsdrøm er i sig selv fuld af skøre påfund. Først er der historien om hertug Theseus, som har vundet krigen over Amazonerne og nu skal giftes med deres dronning. Ane Skumsvoll leverer en vulgær, brovten og kaudervælsk-storskrydende Theseus, som desværre kammer over og bliver for meget og for frastødende. Behøver han virkelig slikke lidenskabeligt på alt fra den kunstige grillkylling til amazonedronningens røde plastikvifte?

I audiens hos Theseus kommer Egeus, der ønsker sin datter Hermia, spillet af en velsyngende Cecilie Bogø Bach, gift med Demetrius, spillet af Sebastian Duran. Men Hermia nægter, for hun elsker Morten Brovns poetiske Lysander. Derfor ønsker hendes far – som grundet sygdom spilles af Tobias Staugaard – at hertugen skal dømme i sagen. Samtidig lider Fanny Bornedals smukke Helena alverdens kvaler, fordi hun har kastet sin ugengældte kærlighed på Demetrius. Det er Shakespeares forviklinger, når de er bedst og mest komplicerede.

De unge elskende, Hermia og Lysander, vil stikke af gennem skoven. Men her hersker alfekongen Oberon, der også spilles af Ane Skumsvoll, og som i denne rolle udelukkende taler norsk. Oberon har sin egen konflikt med den utro alfedronning Titania. Magi, forvandlinger og forvekslinger tager fart, før alt igen ender på hertugens slot. Det er med at holde tungen lige i munden, hvis man vil følge med. Selv for mig, der både har læst og set utallige opsætninger af værket.

For mange ideer stjæler fokus

Det er svært at sætte fingeren på en enkelt problemstilling i Samnøens iscenesættelse af En skærsommernatsdrøm. Rigtigt mange ideer har fundet vej helt til den endelige forestilling. Her er dans, her er musik, her er skuespil og sang. Her er en uventet fortolkning af Nik og Jays Boing Boing og forskellige former for publikumshenvendelser.

Vi får også Theseus’ bryllup med, hvor en skuespillertrup, ledet af Steven Player som den engelsktalende operakomponist, Preben Purcell, fremfører en hel lille forestilling om en fårehyrde. Hver især er de mange ideer sjove, men det bliver simpelthen både for kaotisk og for langt at se på i tre timer.

De mange anker til trods, så er En skærsommernatsdrøm alligevel så vellykket i visse sekvenser, at den er seværdig. Alene musikken og de fint koreograferede optrin opvejer iscenesættelsens mange svagheder. Dertil kommer, at Bjarte Eike er en skøn Puk, og at kemien mellem de fire unge elskende rammer plet.