Populært lige nu

Mungo Park ekspanderer: Ny scenekunst til forstæderne omkring København 

Teater Mungo Park i Allerød er i vækst. Teaterdirektør Anna Malzer og administrativ chef Maja Ries fortæller her om at mødes som ligeværdige partnere,...

Ny uddannelse i Anvendt scenekunst skal sikre flere kompetente undervisere

VIA University College og Aarhus Teater skaber ny teaterpædagogisk efteruddannelse i Anvendt scenekunst. Efteruddannelsen er for lærere, pædagoger, formidlere og andre, der ønsker at...
Annonce

Reumertsalon: Hvordan gør dokumentaren os klogere på hinanden

Hvordan kan dokumentarteatret åbne virkeligheden på scenen? Tre aktuelle aktører gav et bud på deres forskellige dokumentariske greb i kunsten.

Annonce

Teater Momentum i Odense skifter hvert år kunstnerisk hold og i teatrets 12. udgave i sæson 2018/19 tegnes den scenekunstneriske profil af den næsten nyuddannede instruktør Anna Malzer, der i genren doku-fiktion arbejder under overskriften NEO-EUROPA. Første skud er forestillingen Selvtægt, en sort krimi-komedie baseret på research i en af de svenske småbyer, hvor bygninger tænkt som flygtningeasyl er blevet nedbrændt.

Momentum er derfor en oplagt ramme for sæsonens første Reumertsalon, der netop afsøger dokumentar-strategier i scenekunsten – forstået relativt bredt, da også filminstruktør Emil Næsby Hansen, uddannet fra filmskolen Super16, er en del af panelet. Tyske Hans-Werner Kroesinger, der har arbejdet med doku-teater i en årrække er tredje mand i panelet, der moderes diskret og nysgerrigt af filmkritiker og dokumentarfilmekspert Louise Kidde Sauntved.

reumertsalon
Reumertsalon om dokumentaren.

Hun lader først de tre paneldeltagere sætte ord på deres metode på skift. Anna Malzer, der bygger sine forestillinger op efter omfattende research på de steder i Europa, der har dannet skueplads for dramaet i virkeligheden, fx aktuelle Selvtægt om asylbrande i Sverige og En nytårsnat (2017) om overgrebene i Köln. Malzer er optaget af de mange sammenstød, hun ser rundt omkring i Europa og hun forsøger gennem teatret at gøre op med politikeres og mediers talen i overskrifter, som hun formulerer det. Hun vil ”stille spørgsmål i stedet for at forstå” og det handler ikke bare om at spørge, men også om, hvordan man spørger; ”Jeg spørger aldrig om, hvordan det er at være flygtning, fordi et menneske ikke er en flygtning. Et menneske er et menneske”, pointerer hun flere gange.

Instruktøren Emil Næsby Hansen faldt over de to virkelige mennesker Skjold & Isabel, der også blev titlen på hans debutfilm på Instagram. ”Jeg ville lave noget poetisk, rent, råt og det fandt jeg hos dem”, siger han og kultursitet Heartbeats skriver da også, at Næsby Hansen med dokumentaren ”formår at nedbryde filmens fjerde væg forstået på den måde, at seeren bliver en del af intimiteten hos det unge par”. På næsten magisk vis mødte han parret IRL efter at have stalket dem digitalt og efter en lang, beruset nat indledte de otte måneders optagelser. Næsby Hansen forestillede sig først at lave en rekonstruktion, men han fik aldrig lavet et script, og hang bare ud med dem. ”Det var svært at være i, for det var jo rigtige konflikter”, siger han.

Annonce

Nestoren i panelet, Hans-Werner Kroesinger, blev oprindeligt inspireret til at arbejde med doku-teatret, da han opholdt sig i Berlin i 1989. DDR forsvandt nærmest på et døgn og det flyttede hans fokus fra litterært teater til stedet, gadens stemmer. Han researcher typisk i et år og har derfor også alt for meget stof. Han opfatter derfor også forestillinger ”mere som et momentum end et færdigt produkt”. Han lægger stor vægt på live-aspektet og interaktionen mellem scene og sal. Kroesinger oplever nemlig ofte vrede reaktioner, fx tilråb fra tilskuerne, fordi det er virkelige emner og hændelser, han arbejder med, og tilskuerne kan have en anden opfattelse af, hvad der skete.

Er dokumentar mere sand?

Da moderator Kidde Sauntved spørger, om det er sværere at arbejde med dokumentar for bl.a. skuespillere, drejer samtalen hurtigt hen på begrebet ’sandhed’. Malzers ambition er at fange den følelsesmæssige sandhed nærmere end den dokumentariske og hun arbejder derfor også meget bevidst med fiktionslaget i sine forestillinger ved at stille spørgsmål til fremtiden – hvad nu hvis? Næsby Hansen er heller ikke så optaget af den dokumentariske sandhed, han bruger fiktionens virkemidler på de dokumentaroptagelser, han får med hjem. Kroesinger peger på, at ’sandhed’ er svær at definere, men at ”det er et ubehageligt rum at være i, når opfattelser støder sammen”. Han har fx fulgt høringer i Sandhedskommissionen i Sydafrika, hvor apartheidstyrets soldater oplevede sig selv som historiens ofre, mens vi andre nok nærmere opfatter dem som mordere.

Malzer og Kroesinger er enige om, at doku-strategierne er gode til at ”tale med de andre”, at repræsentere dem, der ikke oplever at blive hørt. Malzer bruger gerne mange stemmer eller lader en stemme repræsentere manges synspunkt og nærmer sig ’sandheder’ af den vej, mens Kroesinger på mere traditionel agitprop-vis forsøger at iscenesætte neo-nazistens stemme, så tilskuerne hører den og forstår, at ”de køber hele pakken, hvis de stemmer på de højreekstremistiske kræfter”.

Malzer adresserer dokumentaristens receptionssituation, dvs. hvem er de selv og hvilken vinkel lægger de på stoffet. Et af hendes kommende stykker handler om et livestreamet selvmord og før hun drog på research i den parisiske forstad, hvor det hændte, kunne hun kun læse om det i et essay af en midaldrende, britisk skribent, der fremmanede et dystert ghetto-scenarie. Malzer opfattede området helt anderledes og fik ”med min hættetrøje” hurtigt kontakt med de unge, som briten beskrev som gangstere, men Malzer oplevede som punk-aktivister med en politisk agenda.

Næsby Hansen pointerer, at det handler om tid. Kort tid kræver vinkling før research, mens megen tid, som han selv brugte på sin film, giver mulighed for at vente med vinklingen og måske give stoffet mere plads til at tale selv. Han regner dog ikke med at gentage ”den nyuddannede underdogs karatespark ind i branchen” med samme langvarige proces, og de to andre nikker samstemmende til hans udsagn ”doku-genren er bad business”. ”Sådan er det. Du arbejder bare”, fastslår Kroesinger.

I den afsluttende dialog med salen ligger vægten atter på spørgsmålet om ’sandhed’. Malzer holder fast i, ”at teatrets DNA er at skabe et univers for tilskuerne”, og ”at flere perspektiver er ’sandheden’ for mig”. Kroesinger skelner imellem sandhed, der altid er til forhandling, og fakta, der ikke er til forhandling. Han har fx brugt fakta om, hvad der sker med en krop, når den drukner, i en forestilling om migranterne i Middelhavet. ”Vi er immune over for volden der, men vi har alle en krop og kan relatere til beskrivelsen af dens nedbrydning”.

Kroesinger opsummerer temaet og sin egen tro på dokumentar-strategier i scenekunsten ved at beskrive teatret ikke bare som et refleksionsrum, men som et beslutningsrum, fordi ”teatret kan vise kompleksiteten, men du må beslutte, hvordan du reagerer”.

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Anne Liisberg
Anne Liisberg
Kritik- og debatredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.
Annonce