Pelle Hvenegaard spillede drengen Pelle i filmen Pelle Erobreren tilbage i 1987. Nu får historien premiere på Østre Gasværk Teater, og her fortæller den nu voksne skuespiller om, hvem Pelle var dengang, om de bedste og værste oplevelser fra filmen, og hvad han glæder sig til at se på scenen i dag.
Da Pelle Hvenegaard var 12 år fik han rollen som hovedpersonen Pelle i filmatiseringen af Martin Andersen Nexøs roman Pelle Erobreren. Det var i 1987, og siden har Hvenegaard foldet karrieren ud i nye retninger bl.a. som studievært og forfatter. Men erindringen om Pelle står stadig lysende klar og i forbindelse med Østre Gasværks premiere på musikforestillingen Pelle Erobreren, spurgte vi Hvenegaard, hvordan han husker sin fortolkning, og hvilke forventninger han har til at se fortællingen omsat til teater.
Hvem er Pelle?
Hvem var Pelle i din fortolkning?
”I den gamle Pelle Erobreren er der et stort fokus på kærligheden fra Lassefar til Pelle. I filmudgaven ser jeg Pelle som en sund dreng, der, løftet af kærlighed, formåede at blive en fighter, der brød sin sociale arv. Forleden da jeg talte med skuespiller Thomas Bo Larsen (som spiller Lassefar i teaterversionen red.) fik jeg dog indtrykket af, at det var en hårdere version, vi kommer til at se af Lassefar. Hvis kærligheden ikke er til stede på samme måde i teaterversionen, bliver det helt bestemt mere råt. Men det bliver spændende at se.”
Hvad var Pelles største udfordringer?
”At han voksede op i en ubarmhjertig og rå verden. Det ser vi jo også i dag fx hos nogle af de unge uledsagede flygtningebørn, jeg har mødt. De sendes jo egentlig afsted af kærlighed, men man ser også hvor ualmindeligt mange kræfter, det kræver at kæmpe sig ud af sin skæbne. Pelle lykkes på sin egen måde, men jeg tror mange i dag knækker nakken undervejs. Man ser også mange fightere i dag, hvor de når rigtig langt og formår at rejse sig fra en svær fortid, men derefter ikke er verdens bedste mennesker, fordi de ikke har fået kærligheden med sig fra start men kun har kæmpet på trods, og derfor ikke kender til kærlighed. Det er kun de få og de virkelig stærke, der klarer den. Lassefar lykkes jo heller ikke med det i fortællingen, men udlever det så gennem sin søn.”
Hvilken Pelle håber du at opleve på scenen?
”Det er meget svært for mig at distancere mig fra filmversionen. Dengang handlede det jo om klassekamp, i dag handler det måske mere om social arv, og om hvordan vi behandler folk, der kommer udefra. Da Lasse og Pelle kommer til Danmark er det jo som immigranter og hvad er det for en skæbne, man så får?
Jeg brugte rigtig mange år på at distancere mig fra filmen, men nu glæder jeg mig meget til at opleve den i teatret og så glæder jeg mig rigtig meget over, at det ikke var en musical dengang, for så havde jeg aldrig spillet rollen.”
Hvad tænker du om, at det er musikteater?
”Jeg har det egentlig enormt svært ved musicals, da det for mig godt kan gå hen og blive et show, hvor det ikke rigtigt rør mig. Jeg håber, at vi alligevel kan føle den smerte, der opstår når en far, river sig selv midt over for at blive ved med at give kærlighed til sin søn. Der er selvfølgelig altid en fare for at forestillingen bliver for distanceret, for politisk, for intellektuelt eller for show-agtig. Hvis fortællingen ikke får dybden eller grund-menneskeligheden med sig, så bliver det svært. Men egentlig er jeg nok mest spændt på, hvordan sangene kommer til at virke i fortællingen, hvilken indvirkning de kommer til at have på de virkelig følelsesladede scener.”
Det bedste og det værste
Hvilken scene var den bedste at spille i filmen?
”Den bedste scene var Pelles fødselsdag, hvor han får en kniv af Lassefar – den scene skærer virkelig helt ind til benet – det her med en fars lyst til at give sin søn det bedste. Jeg er spændt på, hvordan Thomas Bo Larsen fortolker den scene. Han har en råhed i sin karakter, og hvis der midt i hårdheden og alkoholismen kan øjnes en ømhed, så kan det gå hen at blive en rigtig smuk scene.”
Hvilken scene var den værste at spille i filmen?
”Den værste scene var, da Pelle får revet bukserne ned og piskes rundt på gårdspladsen. Det var ekstremt voldsomt og ubehageligt at spille, også fordi jeg kun var 12 år dengang. Men Pelle Erobreren er en historie, hvor der er rigtigt mange barske scener. Det bliver spændende at se, hvordan de scener bliver forløst og om de kan fange dybderne i dem på teatret.
Se også Østre Gasværks Teaters video, hvor Pelle Hvenegaard møder Thomas Bo Larsen:
