Her kan du læse talerne fra prisoverrækkelsen af Teaterpokalen, Teaterkatten og Initiativprisen 2018

<strong>Her kan du læse talerne fra prisoverrækkelsen</strong> af Teaterpokalen, Teaterkatten og Initiativprisen 2018

Den 3. december uddeltes Teaterpokalen, Teaterkatten og Initiativprisen 2018 på Folketeatret. Her kan du læse de tre prisoverrækkelsestaler til skuespiller Tammi Øst, instruktør Sargun Oshana og teaterdirektør på Aarhus Teater Trine Holm Thomsen.

Jakob Steen Olsens prisoverrækkelsestale til skuespiller Tammi Øst

Han er teaterhistoriens største skurk, Shakespeares Richard III. Uden formildende omstændigheder. Han siger det sådan set selv: Han ejer ikke medlidenhed. Hvorfor er han blevet sådan? Er det, fordi han er outsider og mobbeoffer, så deform, at hunde hyler, når han går forbi? Eller er han andet og mere? Er han simpelthen sindbilledet på gold ambition og både maskeret og umaskeret magtliderlighed – på det menneske, der er villigt til at gøre hvad som helst for at tilrane sig magten? Og gøre endnu mere for at beholde den?

Det er den sidste version, Tammi Øst spillede på Husets Teater her i efteråret. Som Monna Dithmer skrev i Politiken: ”Richard III bliver smækket direkte op i fjæset på os som en lektion i, hvordan et uhyre kommer til magten.” Tammi Øst nærmest vendte vrangen ud på sig selv og spillede dæmonien bag magtens vellystigt, ja nærmest demonstrativt ud. Helt til kanten, med imponerende, fræsende energi fra start til slut, når spillet endegyldigt var ovre og den berømte hest, Richard ville bytte sit rige for, aldrig dukkede op på slagmarken. Tammi Øst gjorde næsten forestillingen til et eksplosion af et oneman-show – eller skulle vi snarere sige et onewoman-show, selv om kønsskiftet ikke spillede den store rolle i forestillingen, hvor det var selve ondskabens og magtliderlighedens anatomi, vi var interesserede i. Hænderne ned langs siden det meste af tiden, hvid skjorte, fugtigt hår, bare fødder. En lille mand. En lille, uhyggelig mand. En lille, uhyggelig, ækel mand. Tammi Øst gav los i en præstation, der umiddelbart virkede hæmningsløs, næsten vrængende. Hendes attak var furiøst fra første færd – ordene faldt snart som beskidte øksehug, der måtte inficere de sår, de forvoldte. Snart føg de omtrent sanseligt nydelsesfuldt af munden som maskinpistolsalver. Ondskaben formeligt boblede hen over det ansigt, der nærmest trak sig sammen i forbløffede spasmer over egen mangel på samvittighed. Forstillelsen var total, når Richard det ene øjeblik angrede og græd over sine egne gerninger for at opnå, hvad han ville – for det næste iskoldt at konstatere, at omverdenen var alt for let at bedrage. Og det er det, han gjorde. Løj, bedrog, snød, forførte, manipulerede, truede og myrdede. Denne Richard greb sine kvindelige modstandere i deres pussy og udsprede fake news i lind strøm. Lignede det noget, vi kendte? Lignede forbryderens skrupelløse retorik på vej mod magten den type forførende demagogi, der kan kile sig ind, når vi i forvejen ikke aner, hvad der er op og ned – folket optrådte også som en flok idioter et eller andet sted derude i mørket? Ja, vi var selv med videre dernede på stolerækkerne. Vel at mærke uden at forestillingen forfaldt til platte samtidshints. Det behøvede den ikke. Og den havde skuespilleren, der havde flyvehøjden og kunne levere varen.

Var det ikke, som om dette var rollen, Tammi Øst havde ventet på? Opgaven, hun kunne løse med alle de vilde kræfter, det emotionelle overtryk, vi godt i forvejen vidste, boede i hende, og som hun slap fri, vel at mærke med fuld kontrol over sine virkemidler? Den strømførende præstation beviste i hvert fald til fulde, at Tammi Øst er dansk teaters modigste skuespiller. Hun er ikke hende, der fedter med udtryk og virkemidler ovre i siden. Hun ved det selv: ”Når jeg går på scenen, sker der noget,” sagde hun, da hun fik kastet en af sine mange Reumert-statuetter, glasmosaikker nok til en hel udestue, efter sig. Det er lige præcis det, der sker. Noget. En hel masse. Tammi Øst satser hele butikken, spiller højt spil – med risiko for at det hele bliver for meget. Men i bedste fald – og oftest – som den, der vinder stort. Tammi Øst er ikke bange for noget. Hun er i hvert fald ikke bange for publikum. Det skulle da lige være for at kede dem. Der er noget pågående, insisterende, nærmest aggressivt utålmodigt i Tammi Østs talent. En evne til at sætte fut i foretagendet, tage føringen, drive videre, presse på, manifestere sig, som er livgivende i de sammenhænge, hun indgår i.

Når Tammi Øst går på scenen, sker der noget. ”Jeg har været meget heldig,” har hun selv sagt i et interview. ”Men der har vel været noget i mig selv, hvor jeg har været meget målrettet og stædig. Jeg tror også, det hænger meget sammen med, at jeg jo har et meget stærkt overlever-gen, som blev udviklet gennem hele min barndom, og det har jo været godt at have med,” sagde hun og nævnte selv den ind imellem dårlig barndom, som måske er noget af forklaringen på, men næppe den eneste årsag til Tammi Østs sceniske fremdrift. ”Så jeg kommer nogle gange til at gøre for meget,” fortsatte hun. ”Men det har også sin skyggeside, fordi jeg nogle gange kan være næsten voldelig ved mig selv, fordi jeg har så megen vilje, at jeg kommer til at overtræde mine egen grænser.”

Hun har, med andre ord, altid syntes, hun skulle bevise sig. ”Så jeg har altid været til stede lidt med en åndenød. Jeg er nødt til at vise dem, at jeg skal være der – ellers smider de mig ud.” Hvis det er den, rastløse iver vi oplever på scenen, så kan vi som tilskuere kun prise os lykkelige for, at Tammi Øst føler, hun skal bevise sit værd hver eneste gang. Men der er ingen tvivl om, at hendes kunst med årene også koster noget. Hun slider på hovedstolen, trækker veksler på sit eget sind. Det kan næsten ikke være anderledes. Hun har sagt det selv. ”Hvis ikke man finder et personligt – ikke privat – et personligt nærvær, hvor man satser sin egen sorg, sit eget raseri, sin egen sindssyge, tror jeg ikke, det får den store vægt og kan få fat i publikum,” forklarede hun i førnævnte samtale og fortsatte:

”Jeg bryder mig jo ikke om at stå der, uden at det koster noget. Hvis jeg ikke føler, at det fylder menneskeligt.” Rummet uden om Tammi Øst er kun blevet større med årene. Talentet har der ganske vist aldrig været tvivl om: Hun var klassens dygtigste pige. UG med kryds og slange. Og det var næsten uundgåeligt: Efter endt skolegang, Statens Teaterskole årgang 1982, blev hun hentet ind af Det Kongelige Teater, hvor hun debuterede i Gustav Wieds Erotik på Gamle Scene før ombygningen i selskab med datidens koryfæer. Hun var lys, hun var yndig, stemmen var blid vellyd, hun var nærværende på scenen, selve ungdommen, der gik ind på den. Hun var teknisk usædvanlig sikker. På en og samme tid uskyldigt gammeldags og helt nutidig med en evne til ”bare at være”, som Berlingskes navnkundige teateranmelder Jens Kistrup skrev. Det gjorde hende anvendelig i hele repertoiret, ikke mindst det klassiske, hvor hun bl.a. var en lysende Gretchen i Faust og en skær Irina i Tre søstre.

Alligevel søgte hun også uden for murene i en slags pendulerende faderoprør mod nationalscenen. Og her fik hun nogle af de chancer, som Det Kongelige Teater ikke rigtigt gav hende.

Det var uden for barndomshjemmet, den flinke pige for alvor skulle tage syvmileskridt og smide den pænhed, man ikke har set skyggen af siden, overbords. Allerede i en gæsteoptræden på Betty Nansen Teatret havde hun demonstreret uanede kræfter af trods og passion som rockidolet i Suzanne Brøggers Dark. Og nu var hun på Husets Teater både rørende og rystende som karrierekvinden, der bliver forladt i Nikoline Werdelins komiske sædeskildring fra 1990erne, Liebhaverne. Den lille, vibrerende og blufærdige smerte, hun altid havde med sig i de tidlige år, omsatte hun til kontant tragikomik for fuld udblæsning. Og kort tid efter spillede hun samme sted stort og skræmmende ud som jalouisifortæret mordbrænder i i Astrid Saalbachs moderne tragedie, Aske til akse – støv til støv.

En dobbelttriumf i dur og mol, som udløste Teaterpokalen 1998.

Nu får hun den igen.

Kære Tammi Øst. Af alle de scenens fyrster og fyrstinder, som udgør den imponerende kongerække af modtagere af prisen, er du den første, der får den for anden gang. Første gang var altså for nøjagtig tyve år siden. Du modtager naturligvis det fineste, vi teaterjournalister kan give dig, for den Richard, som også selv satte kronen på sit eget hoved. Anderledes kunne det ikke være. Men i baghovedet og i hukommelsen ligger tillige alt det, der er sket i de mellemliggende år. På enestående og uforfængelig vis har du stillet dig selv og dit formidable følelsesapparat, din sceniske fantasi og dit dristige og undertiden drastiske vovemod til rådighed i alt, hvad du er indgået i – og det er ikke så lidt. Fra Cirkusrevyen til Frank Castorff, fra teaterkoncerter til græsk tragedie. Ind i mellem tilmed med dig selv i rollen som komponist og musiker på alle tangenter. Er der overhovedet noget, Tammi Øst ikke kan, ikke gør, ikke tør? Du er noget så usædvanligt som en skuespiller, der ikke bare er vokset med opgaverne, men tilsyneladende også med livet. Du har konstant udviddet dine muligheder, brugt din nysgerrighed, grebet chancerne, taget resten selv. Vi siger det lige igen: Når Tammi Øst går på scenen, sker der noget. Med risiko for udtørre alle kilder og udløse en kunstnerisk deroute herfra: Vi håber, at vi
med denne pris kan være med til at fortælle dig, at du har lov til at være her. Du bliver ikke smidt ud. Hjerteligt til lykke.

Trine Wøldiches prisoverrækkelsestale til instruktør Sargun Oshana

Han er en mester ud i teatereksperimenter, han skaber scenekunst, der trækker ungdommen ind i teatersalene og han er – som han selv sagde, da vores formand Jakob Steen Olsen ringede til ham – “den første araber, der modtager prisen”.

Foreningen af Danske Teaterjournalisters pris Teaterkatten tildeles en instruktør, der har gjort sig bemærket i løbet af det seneste år. Og det er så afgjort tilfældet med Sargun Oshana, der i år modtager prisen for forestillingen Momentet på Aarhus Teater.

Sargun Oshana har siden sæson 2017/18 været ansat som husinstruktør på Aarhus Teater, hvor han, i samarbejdet med scenograf David Gehrt, har sat sit tydelige præg på Studio Scenen helt nede i teatrets kælder. Der er kommet en umiskendelig ung vibe over Studio. Hvilket tydeligt afspejles i klientellet. Sargun Oshana tør gå i nye retninger, afprøve nye formater og vende op og ned på de gængse forventninger til, hvad en teaterforestilling er og hvor den foregår.

I løbet af det seneste års tid har vi som publikum kunnet opleve den ene nytænkende iscenesættelse efter den anden. De fleste i Aarhus, men også København har fået en forsmag på, hvad der venter, hvis Sargun Oshana rykker østover, når aftalen med Aarhus Teater udløber. Selvom vi jo er nogen, der håber, han bliver i Aarhus.

Vi har været publikum til intime forestillinger som netop Momentet, der gav helt nyt og anderledes farvestrålende liv til LOC’s tekstunivers. Højenergisk, på mange måder grænseoverskridende og særdeles underholdende fra start til slut. Vi blev budt inden for til gys-og-gru-teater med en klar psykologisk vinkel i hans iscenesættelse af Stephen Kings Misery på Rebublique. Og senest har vi oplevet en ekstremt fysisk fortolkning af Sarah Kanes 4:48 Psychosis. En brug af kroppens fysik, som på mange måder er kendetegnende for hans måde at instruere skuespillerne på.

Sargun Oshana er en klar indikator på, at der er større diversitet på vej i den danske scenekunst. Ikke så meget i forhold til hans arabiske baggrund, som han selv nævnte, men i langt højere grad i form af hans evner til at tænke ud af boksen, ud af teatersalen.

Sargun Oshana er en instruktør, der ikke er bange for at afprøve nye veje, eksperimentere og overskride grænser. Både når det handler om publikums intimsfære, som han gang på gang lader skuespillerne overskride, og også når det kommer til det rent lokalitetsmæssige, hvor han rokker ved den almene opfattelse af, hvor teater foregår. Alene i år har vi som publikum været med på bar i hans instruktion af Simon Matthew i forestillingen Techno eller Frådseri. Vi har besøgt kaffestuen på lokalcenter Møllestien med Anekdoter og senest har vi været på vandring i Tivolis tiltagende tusmørke i forestillingen Friheden.

I et interview, som Aarhus Teater lavede i forbindelse med sæsonlanceringen 2017/18, beskriver Sargun Oshana selv sin opfattelse af publikums rolle således: “Du køber dig ind på en rejse, du ikke ved hvor går hen, og du er ligesom forandret, fra du kommer ind, til du går ud. Du træder ind i værket, du er værket, og du tager værket med dig hjem”.

Og har du oplevet blot én af Sargun Oshanas intime og meget kropslige iscenesættelser, kan der ikke herske tvivl om, at værkerne bliver siddende i kroppen, også efter sidste klapsalve for længst er forstummet.

Så kære Sargun Oshana, stort tillykke med Teaterkatten 2018.

Rie Hammers prisoverrækkelsestale til teaterdirektør Trine Holm Thomsen

Kære Trine Holm Thomsen,

Da du trådte til som teaterdirektør for Aarhus Teater i 2015 spurgte Jakob Steen Olsen dig i et interview i Berlingske, hvad du gerne vil have, man kender den østjyske landsdelsscene for, når din periode udløber, hvortil du svarede: “Man skal gerne til den tid kunne sige om Aarhus Teater, at det står stærkt i danskernes bevidsthed. Og står stærkt kunstnerisk på hver enkelt forestillings præmisser. Blandt publikum, anmeldere og i teaterbranchen.”

Og kære Trine, det er jo næsten beskedne mål i forhold til, hvad du rent faktisk har præsteret med dit hold inden for de sidste tre år.
For Aarhus Teater har undergået en markant forvandling siden du er tiltrådt som direktør. Du har med en omsiggribende initiativrigdom og et unikt blik for den levende scenekunst fået rusket op i teatret med former og formater, som i den grad gør scenekunsten vedkommende for den brede befolkning, byens borgere og ikke mindst branchen selv.

Du har taget så mange scenekunstneriske og samfundsrelevante initiativer, at det er umuligt at nævne dem alle, så jeg vil prøve at ridse tendensen op med et par udvalgte markører – og jeg vil starte i fortiden. For historien og dens kulturelle fortællinger er ofte en del af nutiden, når I med kunstnerisk spidsfindighed og politisk kant, lader fortidens stemme være med til at pege på de samfundsværdier og kulturelle byggesten, som det moderne samfund hviler på og skal bygge videre fra – hvad enten det er som scenekunst eller kulturhistorie.

Da Aarhus Teater i samarbejde med Sort/Hvid fik årets Reumert for Holbergs mere end 200 år gamle Erasmus Montanus, lød juryens begrundelse derfor også: “Dette er Holberg som højpolitisk kommentar. En klassikeropsætning, vi vil huske længe”. Og forestillingen var en kæmpe publikumssucces, som fik selv de unge til at stå i kø med håb om at få en uafhentet billet.

Da I året efter modtog en Reumert for teaterkoncerten Lyden af de skuldre vi står på, som var en forestilling der tog livtag med de gamle salmer i nye kompositioner, var det igen med blik for nutiden, som juryen pointerede: “Hvor er det dog befriende, at Aarhus Teater turde sætte den danske sangskat på scenen i en tid, hvor fædrelandsfølelsen er til voldsom debat.”

Aarhus Teater har meget på hjertet, og er blevet en levende del af byen med såvel scenekunst som samtidsdebat.

Teatret huser fx stadig det 116 år gamle teaterhistoriske arkiv, der rummer over 300 hyldemeter analoge arkivalier, der er blevet digitaliseret, så det fx er muligt at se, hvad teatret satte på scenen, mens 2. Verdenskrig raserede. Eller få et indblik i, hvordan kvindernes frigørelsesudvikling har været, som fx var realiteten, da arkivet blev inddraget som del af en kulturhistorisk kontekst i et udstillingsarbejde med Kvindemuseet i Aarhus for et par år siden.

Og Aarhus Teater har slået rod i byrummet. Flere forestillinger er flyttet ud af de vante sale, som det skete i konceptet Udflugten, hvor publikum fik mulighed for at komme på rundtur i fx Aarhus havn med råbekor og industrien som koreografisk baggrund i forestillingen Fragt, de kunne opleve to mænds fortærende kærlighed på en bøssebar i forestillingen Techno eller høre anekdoter fra fortiden, i forestillingen af samme navn, på et aktivitetscenter for ældre.

Og Aarhus Teater bliver ved med at finde nye projekter og udvikle sig. Udover det forestående samarbejde med Den Jyske Opera om opsætning af Dracula, så skabes der nye afdeling. Her er “Aarhus Teater Læring”, der knytter bånd mellem teater og skoler. “Teater med alle” som laver sommerskoler for børn og unge og “Gentænk Teateranmeldelsen” der lod en gruppe unge talenter kaste sig ud i kritik af teatrets egne forestillinger og afprøve nye anmelderformater.

Jeg fik vist heller ikke nævnt, at teatret sælger hver tredje billet til publikum under 25 år. At I har det største antal gæster i sæderne indenfor de sidste 14 år. Lægger scener til unge huskunstnere, der får lov at afprøve og udfolde deres visioner – og har fået renoveret jeres Store Scene, så vi andre kan få lov at opleve teatret når det er allerbedst.

Så for at vende tilbage til begyndelsen, og dine drømme for fremtiden – JA: “Aarhus Teater står stærkt i danskernes bevidsthed. Og Aarhus Teater står stærkt kunstnerisk på hver enkelt forestillings præmisser. Blandt publikum, anmeldere og i teaterbranchen.”

Og for alt dette vil Foreningen af Danske Teaterjournalister gerne give dig Årets Initiativpris. Hjerteligt tillykke.

Tammi Øst modtog Teaterpokalen 2018 for sin præstation som Richard III på Husets Teater.

Sargun Oshana modtog Teaterkatten 2018 for forestillingen 'Momentet' på Aarhus Teater.

Trine Holm Thomsen modtog Initiativprisen 2018 for sit arbejde som teaterdirektør på Aarhus Teater.

Del artiklen

'Her kan du læse talerne fra prisoverrækkelsen af Teaterpokalen, Teaterkatten og Initiativprisen 2018'

Facebook