Musicalen Leonora Christina er et fængende stykke Danmarkshistorie og et imponerende samarbejdsprojekt mellem kunstarter. Her er et helt symfoniorkester, dans, musik, dygtige skuespillere og skønne sangere på scenen – men forestillingen savner fokus og er alt for lang.
Gad vide om det er angsten for at kede eller bare en manglende tro på, at historien kan bære, som har bidraget til iscenesættelsens hektiske og lettere febrilske format – for sikke et rod.
Det er nu ellers et fedt oplæg, de har fundet frem, for her er den virkelige fortælling om Danmarkshistoriens mest magtsyge, hævngerrige og korrupte ægtepar, der indgik en pagt og brugte alle kneb i forsøget på at tilrane sig kongemagten, mens de ofrede alle (selv en søn) på deres vej. Der er tale om Christian d. IVs kongedatter Leonora Christina (Xenia Lach-Nielsen) og hendes magtliderlige (adels)mand Corfitz Ulfeldt (Troels Lyby), som er tæt på magtens tinde, før de fældes. Han dør og hun dømmes for landsforræderi og til 22 års fængsling i Blåtårn.
Da vi møder Leonora, sidder hun fuld af had og hævnlyst i Blåtårn og fortæller sin ”sande” version af historien, til den mutte ’mand i hvidt’ (Lars Simonsen).
Hun fortæller om fester hos solkongens mor på Versailles, mødet med den svenske dronning Kristina af Sverige (Christina Mørkøre) som vil abdicere, halvbroren Frederik III, der kæmper for magten og vi hører om konspirationer, korruption og krige, der udkæmpes i et nedslidt Europa. Jo tak, der er rigeligt at holde styr på og dramatiker Andreas Garfield får faktisk historien til at flyde fint i sin mundrette og fakta-overskuelige gendigtning.
Så hvorfor al det postyr? Hvorfor skal statister, sangere og skuespillere hele tiden løbe hektisk omkring den klodstunge scenografi-væg på drejescenen, som man bliver helt udmattet af at se på, mens de handlingsløse vaden ud og ind af døre, som ikke fører fortællingen nogen vegne hen. Hvad skal de alenlange og upræcise danseoptrin gøre godt for? Og hvad skal de mange fjollede optrin som forstyrrer de seriøse dialoger og sangduetter – fx et hold lakajer, der vader ind midt i kamp-duetten mellem damerne. Hvorfor har man ikke løst de larmende og lange sceneskift, som trækker energi ud af fortællingen? Og hvorfor skal den vare mere end tre timer?
Her er en kæmpe kunstnerisk satsning, et unikt arbejde på tværs af scenekunstarter og et stykke Danmarkshistorie, smækfyldt med politiske rævekager, kærlighedskvaler, moralske skavanker, som i den grad er relevant i dag – så pokkers at det lykkes så skidt.