I den tyske teaterverden skeler man ængsteligt til nabolandet Polen, hvor scenekunsten og den kunstneriske ytringsfrihed er under pres fra den højrenationalistiske regering. Her bliver Teatre, som ”undergraver den nationale, polske kultur” ofte angrebet af højreekstreme og katolske bevægelser, og succesfulde teaterinstruktører får ikke forlænget deres kontrakter.

Kan det – igen – gå lige så galt i Tyskland? spørger instruktører, dramatikere og skuespillere på Münchner Kammerspiele festivalen “Warszawa-Munich”.

“Som aktive i Tysklands kulturlandskab står vi på samme gulv som det, hvor de største statsforbrydelser i menneskehedens historie er blevet begået. I dette land er kunsten allerede én gang blev stemplet som degenereret og kulturen blevet misbrugt til propagandaformål. Det må ikke ske igen”.

Sådan lyder de første sætninger i en ny erklæring, som over 500 tyske kulturinstitutioner har underskrevet og forpligtet sig på at gøre til en del af deres program. “Die Vielen” – De mange – kalder foreningen sig, og formålet er klart: At modvirke indflydelsen på kunsten fra landets yderste højrefløj, som helst så repræsentanter for det multikulturelle samfund med syrere, somaliere og folk med “afvigende” seksuelle præferencer skiftet ud med landsmænd og nationallakajer.

”Alternative für Deutschland bekender sig til en kulturpolitik, der baserer sig på kristne og antikke værdier, det tyske sprog og traditioner. Multikulturel ideologi er en trussel mod tyskheden og en ”ikke-kultur”, der fremmer parallelsamfund”, hedder det i kulturprogrammet hos det ”Nye Højres” repræsentanter i Forbundsdagen. Gennem længere tid har AfD og højreekstremistiske grupper med politisk tryk, symbolsk kulturkamp og sågar angreb på teatre udøvet pres på den tyske scenekunst.

Nu har Tysklands mange liberale teatre, museer, koncert- og litteraturhuse fået nok: ”Kunstnere og kulturinstitutioner skal ikke være neutrale, når de mærker, at menneskerettigheder, og grundloven bliver undergravet”, udtalte lederen af Hebbel am Ufer-teatret i Berlin, da ”Die Vielen” blev præsenteret i november sidste år: ”Det er intet mindre end den kunstneriske frihed, der står på spil – for længe har vi betragtet den som selvfølgelig”. Medlemmerne af ”Die Vielen” tæller prominente teatre som Theater Volksbühne, Deutsches Theater og Schaubühne, men også en lang række mindre scener landet over har tilsluttet sig den kulturelle bevægelse med sloganet kunsten forbliver fri.

“Die Vielen” demonstration. Pressefoto

AfD har med 12,6 procent af stemmerne til sidste forbundsvalg endnu ikke magt til at gennemtrumfe deres traditionelle kulturpolitik, og den ophedede tyske kulturkamp må derfor endnu siges at være af symbolsk karakter. Men kan den gå hen og blive reel? Kan man risikere, at – gys – kritiske, mangfoldige og eksperimenterende forestillinger bliver bandlyst fra teaterscenerne, og et nationalistisk kulturprogram a la i 1930’erne igen bliver en realitet?

Polen som skrækeksempel

Det spørgsmål er baggrunden for “Warszawa-Munich”-festivalen på Münchens største teater, Münchner Kammerspiele, som den 2. weekend i februar dykker ned i den unge, polske teatergeneration og dens livtag med betingelserne under det højrepopulistiske regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS). Siden det kom til magten i 2015 har forholdene for kunsten i Polen ændret sig drastisk. Teatre, som ”undergraver den nationale, polske kultur” bliver ofte angrebet af højreekstreme og katolske bevægelser, og i berømte teaterbyer som Krakow og Poznan er betydningsfulde scenekunstfestivaler blevet skåret i budgettet, og succesfulde og berømte teaterinstruktører får ikke deres kontrakter forlænget.

Et af de kendeste eksempler på regeringens indgriben i kunsten var, da teaterfestivalen ”Dialog – Wroclaw” i 2017 – bare 18 dage før åbningen – blev frataget al statslig støtte på grund af den ”anstødelige” forestilling ”Der Fluch” af instuktøren Oliver Frljic. Stykket portrætterede livet under en nationalistisk regering i Polen og blev siden opført i Tyskland, hvor man i store dele af scenekunstmiljøet ser med rædsel på udviklingen i nabolandet.

”Der er tale om en indirekte form for censur, hvor teatrene bliver frataget det finansielle grundlag for deres arbejde”, fortæller dramaturg ved Münchner Kammerspiele, Valerie Döhring, som står bag “Warszawa-Munich”-festivalen.

”PiS-partiet er mere radikalt end AfD i deres kulturpolitik, fordi de har mere magt. Heldigvis sidder AfD ikke på nogle kulturposter i Forbundsdagen, og de er endnu ikke lykkes med at trække støtte til visse teatre, selvom de hele tiden forsøger. Men hvis vi er uheldige ved næste valg, vil det se helt anderledes ud”.

Stærk generation af unge kvinder

Valerie Döhring fandt det derfor vigtigt med en tysk festival, der lader det kritiske, polske teatermiljø få det talerum, det har hårdt brug for. ”Warszawa-Munich” har undertitlen ”Next generation of polish theater” og vil vise, hvad der lige nu foregår i Polen, og hvad man i Tyskland kan lære af den unge generation af polske teatermagere, der er koncentreret i Warszawa, hvor man har en liberal borgmester og (endnu) ikke skal stå til ansvar over for PiS-partiet.

Fire aktuelle, polske forestillinger af yngre artister er blevet udvalgt til at spille på ”Warszawa-Munich” og understøttes af et debatprogram med overskrifter som ”how to deal with populism”, ”What future for democrasy” og ”New experiments in polish theater”. Temaer og problemstillinger, der også er relevante i en tysk kontekst, mener Valerie Döhring, som var overrasket over, hvor mangfoldigt og vitalt polsk teater er. Især var dramaturgen imponeret af den ”vanvittigt stærke generation af unge kvinder i teatret”.

“Die Vielen” demonstration. Pressefoto

En af disse kvinder er den fremadstormende instruktør Anna Karasinska, hvis forestilling Fantasia – et improviseret værk med seks skuespillere på en tom teaterscene – lader handlingen opstå live med publikum som vidner i en leg med virkelighed og fiktion. Karansínska er af kritikere blevet kaldt en af Polens mest originale teaterstemmer, og Fantasia blev ved premieren hyldet som både ”morsom, strålende og uortodokst”.

En anden kvindelig instruktør, der fangede Valerie Döhrings opmærksomhed, er Marta Górnicka. Med forestillingen Jedem das seine (Enhver får, hvad han fortjener) er hun hovedattraktionen på festivalen. I et sammensurium af tekster fra politik og reklamer tager den manifestlignende Bach-inspirerede teaterkoncert livtag med intet mindre end alle hidtidige feministiske kampskrifter, reaktionær højrepopulisme og patriarkatets udformninger, når den spørger: ”I hvor høj grad er det lykkes os at skabe en ny og mere retfærdig verdensorden efter 2. verdenskrig?”

”I Polen har debatten om fri abort (som PiS vil forbyde) ført til heftige protester og vakt feminismen til live. Også indskrænkningen af Gender Studies-studiet på universitetet i Warszawa er en indskrænkning af friheden, som har fået mange kvinder – og mænd – på mærkerne. Og det afspejles i den unge, polske teatergeneration”, siger Valerie Döhring.

I Polen har man i teaterverdenen haft følelsen af at være lidt glemt i de senere år, vurderer dramaturgen. Men nu, hvor Polen med det radikale regeringsparti er i verdensoffentlighedens søgelys, stiger interessen for teatret også – især i Tyskland.
”Det såkaldte postdramatiske teater og den ændring af teaterforståelsen, det førte med sig i Tyskland for et par årtier side, indfinder sig i Polen nu: ”Post-teater”, kalder de det. Man eksperimenterer med nye temaer og former, og man har mere udsyn og interesserer sig fx meget mere for Europa, end man gjorde tidligere”, siger Valerie Döhring.

”Der er alt for få, der taler om den generation af polakker, som står med alle de problemer, Polen har. I Tyskland kan man lære af denne generation af teaterfolk, fordi forholdene for kulturen kan gå hen blive lige så slemme her”.

Overlader ikke scenen

I løbet af bare det sidste år har Alternative für Deutchland meldt flere teateropsætninger fra hele landet til politiet. I december forsøgte partiet fx at få stykket Andorra af Max Frisch om jødeforfølgelser taget af programmet, fordi man følte sig forulempet af en grafik i forestillingens program, der sammenlignede AfD’s valgresultater med Hitlers part i opgørelser fra 1928 og 1932. I den tyske delstat Sachsen, hvor Tysklands højrenationalistiske netværk er stærkest, forventer man ved næste forbundsvalg i 2021, at AfD kan gå betydeligt frem. Og hvis det sker, frygter ”Die Vielen”, som også Münchner Kammerspiele er en del af, er der ikke langt til censurlignende forhold i kunsten også i Tyskland.

”Højre-populismen stiller sig fjendtligt over for kunsten. Deres foragtelige omgang med mennesker på flugt, med engagerede kunstnere, med alle anderledestænkende røber, hvordan de vil omgås samfundet, hvis de får magten”, hedder det i ”Die Vielen”-manifestet. Foreningens taktik er, at hvis et teater eller en kulturinstitution ser sig under angreb fra højre, har det straks ”500 andre institutioner i ryggen”. Konkret mobiliserer den sig til en stor demonstration i Berlin d. 19. maj 2019 forud for Europa-Parlament-valget d. 26. maj 2019, hvor de frygter at medlemmer af AfD vil blive valgt ind.

Om et par år vil spørgsmålet om, hvorvidt ”polske tilstande” bliver en realitet i visse dele af Tysklands kulturområder, stå klarere. Men ét er sikkert: De mange teatre og kulturinstitutioner, der er imod den højrenationalistiske politik, vil uden tvivl følge den unge, polske teatergenerations eksempel og ikke overgive scenen uden kamp.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Goethe-institut Dänemark.

I et helt år dækker ISCENE den mest aktuelle, radikale, provokerende, kunstnerisk nyskabende og vedkommende scenekunst fra Tyskland. Læs mere om initiativet her