Anders Matthesens ikoniske animationsfilm Terkel i knibe er blevet til musical. Det skader ingen. Men forestillingen mangler den kunstneriske vilje og nødvendighed, der karakteriserer alt, hvad Anders Matthesen laver.
Man tager: 1 stk. populær og banebrydende animationsfilm skabt af Danmarks måske bedste komiker. Tilsætter en rapper og tekstforfatter med teatererfaring og topper med et mix af garvede og unge komikere.
Så er Terkel – the motherfårking musical færdig og klar til servering for publikum.
”Mon Anders er her?” lød et spørgsmål på vej ind i Tivolis Koncertsal. For den snart 15 år gamle, men stadig legendariske film Terkel i knibe er så uløseligt forbundet med sin bagmand Anders Matthesen, at hans ånd svævede over scenen hele aftenen. På godt og ondt.
Det er ikke en decideret dårlig idé at lave succesfilmen i en sceneversion. Herregud, det gør alle jo også i disse år!
Men Terkel – the motherfårking musical lider synligt under én mangel, som kan synes urimelig at anføre, men ikke desto mindre sætter tydelige spor: Anders er her ikke.
Radioudgaven og siden filmen er i så høj grad båret af Anders Matthesens evne til at lave karakterfulde stemmer. Det er så skørt sjovt, at det er én mand, der er (næsten) alle personerne.
Alle er ikke lige gode
Nu skal historien stå sin prøve i en mere klassisk udgave, og ikke alle figurerne klarer at komme i kroppen på andre end Anders Matthesen.
Thomas Bo Larsen har for eksempel seriøst besvær med at få Matthesens vel nok mest ikoniske figur, Stewart Stardust, til at virke. Man forstår godt tanken med at tage en Thomas Bo Larsen til rollen som Terkels Fernet Branca marinerede, autonome onkel. Måske er Stewart Stardust bare for tæt bundet til sin ophavsmand og skaber. Replikkerne især får aldrig den afgørende råhed og uforudsigelighed fra Thomas Bo Larsen. Ligesom de timede, mimiske slagsmålsscener får en let og fatal langsomhed over sig.
Martin Brygmann er bedårende i fortællerrollen som Terkels flippede, hjemmehæklede musiklærer Arne Nougatgren. Han er også en type Martin Brygmann har ramt så helt præcist så mange gange, at man fuldstændig glemmer, Arne ikke er en af hans egne opfindelser fra Lex & Klatten.
Tegnefilmen trukket ind
Nikolaj Cederholms instruktion skruer max op for en karikeret overdreven tegnefilmsstil, hvor alle går med gyngende knæ og løse lemmer. Stærkt understøttet af især Line Bechs tjubang kulørte kostumedesign. Men den meget fysiske og legende stil rammer samtidig ind, at vi har at gøre med en historie om skolebørn. Som når klassen skal køre bus og det illustreres ved at spillerne sidder på skødet af hinanden – helt som man legede den slags i børnehaven.
Det overdrevne både mildner og understøtter den brutalitet og direkte voldsomhed, som Terkel i knibe er så kendt for, og som musicalen ikke nedtoner. Første del sluttes makabert med Fede Dorits (en poetisk og smukt syngende Lea Thiim Harder) effektfulde selvmord. Efter pausen bydes vi velkommen med en ørehængende, dansemelodi om hvor godt det var, at den fede ko ikke ramte nogen, da hun kastede sig ud fra tredje sal.
Barsk men på så humoristisk og overdrevet en måde, at det moralske kompas aldrig ryger i bund. De mobbende bøller og venner Sten og Saki – sødt spillet af komikerparret Adam og Noah, med de borgerlige navne Joel Hyrland og Hadi Ka-Koush – afsløres for eksempel også som to små og ikke særligt modige drenge.
Søltoft er et fund
Rapperen Clemens har skrevet musicalens manuskript og tilføjet nye sange. Han har også valgt selv at spille rollen som Terkels ven Jason, hvilket lige er en tand for meget at gabe over.
Til gengæld tager komikeren Ruben Søltoft vejen fra standup og sitcom ind i musicalens verden med selvfølgelig sikkerhed. Han er helt perfekt som den usikre, daskende, søde hverdagsdreng Terkel. Synge kan han sørme også!
Terkel – the motherfårking musical får næppe lige så lang levetid eller ligeså høj status som sit filmforlæg. Den kommer ikke i samme grad af en kreativ, vildtvoksende hjerne som Anders Matthesens. Den er ikke lavet af den nødvendighed og lyst, som man altid føler bag Anders Matthesens værker, men har karakter af at være lavet som koncept. En opskrift rettet mod succes. Fair nok. Ingen tager skade af den øvelse eller af oplevelsen.
Måske med undtagelse af Fede Dorit..?
