Intet er så opbyggeligt mytologiserende for en kunstner som at begå selvmord, gerne som ung. At dø for egen hånd, giver evigt liv. For alle andre (om jeg så må sige: dødelige), er selvmordet udelukkende en social tragedie.

Se nu bare den unge britiske dramatiker Alice Birchs Selvmordets anatomi. Det er en absolut ikke-mytologiserende og uheroiserende skildring af selvmordet som en nedarvet risiko i en tilsyneladende helt almindelig familie. Når først selvmordet er indstiftet i slægtslinien, kan det ikke viskes ud. Selvmordets gentagelseshandling findes som en forøget risiko, måske ligefrem som et faktum, der venter tålmodigt på at blive forløst.

Selvmordets anatomi på Teater Republique, 2019. Pressefoto.

Vi følger en familie gennem tre parallelt spillede forløb med tredive års mellemrum. Vi er på én gang i 1973, 2003 og 2033. Når først man har gennemskuet denne overblænding, fungerer den som en flot fortalt simultanfortælling, sikkert og rørende spillet af Helle Fagralid, Ida Cæcilie Rasmussen, Christine Albeck Børge som tre generationer af kvinder i en hårdt ramt familie. Som ægtemand og far viser Nicolaj Kopernikus fintfølende den desperate mangel på redningskraft, som må kendes af enhver pårørende til en suicidal.

Så længe selvmordet har været i verden, har det været i kunsten (hvis det da ikke fandtes i menneskets liv før kunsten opstod, ja hvornår begik et tænkende menneske selvmord for første gang?), og i verdenslitteraturen har selvmordet sat sig spor overalt: Homers Odysseen, Dantes Den guddommelige komedie, skuespil af Shakespeare og Henrik Ibsen, J.W. Goethes Den unge Werthers lidelser (der afstedkom en selvmordsepidemi), Gustave Flauberts Madame Bovary, Lev Tolstojs Anna Karenina, Woolfs Mrs. Dalloway osv. osv. Dertil kommer alle de berømte forfatterselvmord: Virginia Woolf gik i floden med sten i lommerne. Ernest Hemingway blæste knoppen af med et jagtgevær. Karin Boye slugte sovemedicin og satte sig halvnøgen ud i kulden. Sylvia Plath stak hovedet i en gasovn. Stefan Zweig tog gift sammen med sin kone. Tove Ditlevsen slugte en overdosis sovepiller. Yukio Mishima sprættede sig selv op. For bare at nævne nogle.

Selvmordets anatomi kommer hertil på et tidspunkt, hvor en veritabel bølge af litterære selvmordsskildringer skyller ind over nordisk litteratur. Senest har vi læst om selvmordet i Lotte Kirkebys De nærmeste, Caroline Albertine Minors Velsignelser, Hanne Richardt Becks For enden af perronen, Jonas Hassen Khemiris Alt det jeg ikke husker, Audur Ava Olafsdottirs Ar, Roskva Koritzinskys Jeg har endnu ikke set verden, Carl Frode Tillers Begyndelser og Tomas Espedals Elsken. I alle disse bøger – og flere til – står mennesker overfor det, som Albert Camus i Sisyfosmyten kaldte det eneste eksisterende filosofiske problem: selvmord eller ej?

Selvmordets anatomi på Teater Republique, 2019. Pressefoto.

Alice Birch skriver altså ind i et enormt resonansrum af litteratur og dramatik. Og statistik. Omkring 6.500 gange forsøger en dansker hvert år at tage sit eget liv (ca. 4.000 personer i alt, nogle prøver flere gange). Seneste statistik (2013) viste 605 selvmord, svarende til 1,1% af alle dødsfald. Men da et selvmord samtidig berører seks nære personer, bliver ca. 30.000 danskere hvert år ramt.

Selvmordets anatomi er ikke debatteater og ikke brugsteater, slet ikke terapiteater. Sandsynligvis havde det været bedre, hvis Alice Birch havde givet sit skuespil en mere subtil og mindre påtrængende titel, for eksempel Det brændende hus. I en afgørende sekvens siger lægen til den selvmordstruede Carol (Helle Fagralid), at hendes mand er meget bekymret for hende, hvortil hun vrænger, at han ikke har nogen ret til at være bekymret, for hun vidste tidligt, at hun en dag måtte tage sit eget liv: ”Jeg har levet i et brændende hus i 16 år!”

Selvmordets anatomi på Teater Republique, 2019. Pressefoto.

De tre kvinder bærer stykket i tre tragiske variationer. Helle Fagralid har en hæmmet og tæmmet desperation lige under overfladen. Som hendes datter er Ida Cæcilie Rasmussen gennemført godtspillende i en svær rolle som stofmisbruger, og som tredjegeneration i 2033 står Christine Albeck Børges Bonnie som en umiddelbar succes med karriere som skadestuelæge. Hun skal nu sælge familiens hus, tragediernes hjemsted, men ikke nok med det, hun vil steriliseres: ”Den biologiske mulighed er katastrofal. Jeg har brug for at det stopper ved mig. At linen bliver kappet. At det ikke går videre, længere, dybere.”

Også udmærket birollebesat er Selvmordets anatomi en veludført opsætning af et velskrevet skuespil om det nedarvede selvmords risiko. Som tværgående tid består Ida Grarups mørkt stemningsfulde scenografi af husets dybt skrånende omrids omkranset af sten, der ligger som tilfældige terninger kastet af kæmpehånd.

Selvmordets anatomi på Teater Republique, 2019. Pressefoto.

Simon Bobergs oversættelse genskaber i mangt og meget den litterære og dramatiske styrke i Alice Birchs flotte tekst. Men jeg bliver så fucking træt af at ‘fucking’ konsekvent bliver oversat til fucking, for dels lyder det fucking grimt, dels er det fucking forkert, for på dansk placerer vi vores fucking kraftudtryk andre steder i sproget, end man gør på fucking engelsk, og vores variationsrigdom er stor, for fucking helvede, satan, fanden, kraftedme.

Alice Birch: Selvmordets anatomi. Oversætter: Simon Boberg. Instruktør: Anja Behrens. Scenograf: Ida Grarup. Republique til den 6. april 2019.

Medvirkende: Helle Fagralid, Ida Cæcilie Rasmussen, Christine Albeck Børge, Karin Bang Heinemeier, Nicolaj Kopernikus, Troels Thorsen, Thue Ersted Rasmussen, Ellaha Lack (studerende fra Den Danske Scenekunstskole, Skuespiluddannelsen Odense), Isabella Kjær-Westermann, Rose-Maria Kjær-Westermann, Thora Marie Lind Wilhardt, Martha Fogh Duelund & Sara Fusager.

Læs mere om forestillingen her