Tænk, hvis man havde en rejsegrammofon er teater, som med få virkemidler og stort overskud, får publikum til at spidse ører og danne indre billeder. Og så tør forestillingen – midt i en fortravlet, swipende, zappende, on-demand kultur – lave teater, hvor pausen og enkeltheden har en helt central placering.
Lyden af vand er det første, vi hører. På scenen sidder de tre skuespillere Bodil Alling (Gruppe 38), Peter Seligmann (Teater2tusind) og Connie Tronbjerg (Teatret Møllen). De vil fortælle os en historie. Den handler om en lille by, langt mod nord, hvor menneskene mest passer sig selv og synger ganske lavt i kirken. De kigger ned på deres fødder, når de går. Men der er også en pige, som drømmer. Hun hedder Viola, og hun længes efter noget andet.
Tænk, hvis man havde en rejsegrammofon er skabt med Babettes Gæstebud som inspirationskilde, selvom historien i denne version er blevet til sin egen originale fortælling. Bag forestillingen er Teatret Møllen, Teater2tusind, Carte Blanche og Teatret Gruppe 38.
Nærvær og plads til pauser
Det vil være en underdrivelse at sige, at de tre skuespillere klæder hinanden. Siddende ved bordet det meste af forestillingen, formår de med deres stemme, hænder, arme og øjne at drive os med ind i fortællingen om pigen Viola. De har en stærk fornemmelse for hinanden, timing i udførelsen og et skønt sammenspil, når de læner hovedet frem mod bordplanen, hælder overkroppen til den ene side eller synkront tager for sig af retterne på en imaginær tallerken.
Man mærker tydeligt Hans Rønnes erfarne og dygtige instruktørhånd bag den stramme og virkningsfulde iscenesættelse, hvor der er givet god plads til at nyde Bodil Allings finurlige og poetiske tekst. Og de må da også betegnes som intet mindre end et jysk Dream Team – Rønne og Alling – når det gælder det livsbekræftende teater med lun og underfundig humor.
Teksten er poetisk og stærkt billedskabende, så den lille by mod nord og dens indbyggere vækkes til live for det indre øje, opfindelserne flyver om ørerne på os, mens duften af spidskommen og koriander sprogligt spredes i rummet. Scenografien, skabt af Sara Topsøe-Jensen fra Carte Blanche, er helt enkel med et bord og tre stole, som skuespillerne befinder sig ved det meste af forestillingen, mens en bunke klodser skaber omridset af byen.
Men bliver det alligevel for udfordrende for de børn ned til 8 år (og deres voksne), som forestillingens aldersgruppe er sat til? Vil de kunne holde koncentrationen hele vejen igennem forestillingen, kan jeg ikke lade være med at tænke? På den anden side er det yderst befriende at opleve teater, der lader fortællingen udvikle sig i sit eget rolige tempo, mens den med sit insisterende nærvær kræver stor opmærksomhed fra publikum langt væk fra Netflixs hurtige klipperytme.
Billederne – dem har du selv ansvaret for at skabe!
Aktuelt tema om livet og det fremmede
I starten er landsbyens beboerne skeptiske, da de bliver inviteret på middag. De aftaler, at de ikke vil smage på maden, for den er eksotisk og anderledes – og langt væk fra den klipfisk og øllebrød de nyder til hverdag. Men da de først tager en bid, kan de ikke stoppe igen, og beboerne opdager, at livet smager bedre, hvis man tør smage på alle retterne.
Forestillingen er sprudlende fyldt af denne livsfilosofi. Livet er skønnest, når det opleves i fællesskab, og når vi bliver set på med nysgerrige og kærlige øjne. Violas møde med opfinderen Henry og Madam Lüth klinger desuden også af at tage imod det fremmede i alle livets afskygninger. Det er aldrig til at vide, hvor du møder en ven. Måske kigger han eller hun ud af det næste vindue. Hvis du altså tør at kigge ind!
Læs mere her
