Del

Den prisbelønnede musicalsanger Diluckshan Jeyaratnam, er netop nu aktuel som hovedrollen Bobby Strong i Fredericia Teaters Urinetown The Musical. Her fortæller han åbent og ærligt om sit syn på og arbejde med musicals.

Før musical-sanger Diluckshan Jeyaratnam fandt ud af, at han skulle være professionel scenekunstner, blev han uddannet multimediedesigner. Men da han en morgen spurgte sig selv om ”han ville stå op til dette resten af livet” og mødte et ”nej”- holdt han op. I stedet søgte han ind på Det Danske Musicalakademi, blev optaget og var færdig i 2017. Siden er det gået stærkt. Der fulgte store roller på Fredericia Teater og sidste år modtog Diluckshan både en Reumert-talentpris og Lauritzen Fondens Believe in You-pris.

Nu er han aktuel som rebellen og rengøringsmanden Bobby Strong i musical-satiren Urinetown The Musical (Fredericia Teater, 2019), og fortæller her om sit første møde med musical, hvorfor det er fedt, og hvad man gør, hvis melodien ikke matcher ens personlige smag.

Musicalen Urinetown har danmarkspremiere 12. april 2019. Foto: Søren Malmose

”Mit første møde med en musical, der tog pusten fra mig, var en semiprofessionel opsætning af Skønheden og Udyret i Herning Kongrescenter (2008). Jeg blev fuldstændig overvældet af, hvordan fortælling og musik smeltede sammen og løftede forestillingen op på et helt andet niveau. Og det er netop dén oplevelse – altså dér hvor musikken er med til at åbne fortællingen på ny, at jeg oplever, musical bliver magisk,” fortæller Diluckshan.

Vi taler i telefon, da Diluckshan er travlt optaget af prøver. Men der er ingen stress i samtalen med Diluckshan, der nærværende fortæller om sit syn på musicals i et interview som hurtigt foldes ud som en levende samtale, der finder sin egen behagelige form. Diluckshan fortsætter: ”Der, hvor musical bliver godt, er, når jeg ikke bider mærke i en bestemt ting. Som når jeg ser en god film og lader mig rive med uden at registrere de greb, som er gjort. Når det hele smelter sammen, men aldrig på bekostning af historien.”

Og historien er i centrum når Diluckshan taler om de gode musicals, ”…der skal have en historie, som publikum kan spejle sig i, være relevante og handle om medmenneskelighed.”

Derfor kan fortællingen selvfølgelig godt udspille sig i en helt anden tidsalder eller univers, som fx Prinsen af Egypten (Fredericia Teater, 2018), der var et kæmpe episk drama, hvor Diluckshan spillede Moses, som levede ca. 1400 år f.Kr.

”Her var det vigtigt at finde de små historier i den store fortælling, som publikum kunne genkende. Jeg byggede bl.a. min karakters personlighed og udvikling op omkring kærligheden mellem Moses og broderen Ramses, og forholdet til søsteren. Og jeg fandt fortællingen relevant i forhold til historien om, hvordan større kræfter i vores liv, som vi ikke selv er herre over, kan tvinge vores tilværelse i en bestemt retning.”

Det særlige ved musicals er dog musikken, og det er langt fra entydigt, hvornår musikken smelter sammen med fortællingen og styrker historien, alt efter om det ses fra tilskuerrækkerne eller opleves på scenen: Så hvornår er det, at musik og historie smelter sammen for kunstneren?

Diluckshan er stille lidt, før han svarer; ”Altså hvis sangeren i mig taler, så er det når melodien og den dramatiske situation forenes. Det er jo ikke alle melodier, der har det i sig, men mange sange, og alle de gode musicalsange, har dette særlige magiske moment i sig, som løfter fortællingen og karakteren videre. Fx i sangen For the rest of my life i Prinsen af Egypten som Moses synger lige efter de førstefødte drenge-børn er blevet dræbt. Hans nevø er blandt de myrdede og i den sang indser han, den skyld han må leve med resten af livet. Det er en kæmpe sorg-følelse at skulle formidle, og i begyndelsen var jeg nervøs for, om jeg kunne komme ind i stemningen hver aften. Men så snart tonerne gik i gang følte jeg den tyngde, som skulle til for, at jeg kunne løfte karakteren og fortællingen ind i den tilstand og nå ud til publikum med følelsen.”

Musicalen Urinetown, Fredericia Teater, 2019. Foto: Søren Malmose

Vi snakker videre om, at det ikke er alle klange og melodier, man personligt er lige begejstrede for, så jeg spørger: Hvad gør man så som musicalsanger, hvis man aften efter aften står med en sang, hvis grundmelodi man ikke bryder sig om?

Diluckshan er ikke i tvivl: ”Du må finde ind til dét, du kan lide. Finde en måde at gøre den til din egen på. Arbejde med melodien og undersøge, hvad din karakters historie er i netop denne sang – det en vigtig del af arbejdet. Det skal jo lykkes, og heldigvis har jeg endnu ikke prøvet at stå med en sang, jeg ikke fandt glæde ved at arbejde med.”

Der er meget glæde ved faget når Diluckshan fortæller og særligt, når han kommer ind omkring det sammenhold, som der er ved at være et hold på scenen og stå i mødet med tilskuerne hver aften, som han siger: ”Det er et nyt publikum hver aften. De har betalt en billet, og glæder sig til forestillingen. Det skal se ud som om, det er første gang, jeg spiller – hver aften. Og den energi kan vi løfte, når vi står sammen på scenen.”

Læs også: Anmeldelsen af Prinsen af Egypten

Diluckshan Jeyaratnam egne ord om Urinetown The Musical
Urinetown er en musical-satire, hvor jeg spiller Bobby Strong, der udvikler sig fra rengøringsmand til revolutionær. Han er en typisk musicalhelt, der tager de undertryktes parti, og kæmper for en bedre verden. Det er en satirisk musical, hvor alt er sat på spidsen, men alligevel er det let at drage paralleller til i dag. Der er en række rige mennesker, som udnytter de fattige og maser sig til top i samfundet gennem korruption. Det absurde aspekt giver fortællingen en lethed, så det ikke bliver ren propaganda, men i stedet en sjov satire med lidt politisk kant.

Diluckshan Jeyaratnam f. 1991
Uddannet ved Det Danske Musicalakademi i 2017.
Modtog i 2018 Årets Reumert Talentpris, hvor juryens motivation lød:
”Han er en musicalperformer, der råflirter med publikum, mens hans store stemme gløder af gylden varme. I rollen som Moses havde han både et flabet glimt i sine brune øjne og samtidig en tung samvittighed og en imponerende tvivl i kroppen. Diluckshan Jeyaratnam kan muligvis ikke gå på vandet, men han skal nok krydse musicalhavet, så alle får øje på ham.”