Det er ikke musikken, der er det mest fængende ved The Rocky Horror Show på Aarhus Teater, men derimod musicalens status som kultfænomen samt det stadig relevante tema om seksualitet og identitet.
Hvornår har du sidst skudt med vandpistol, kastet konfetti eller råbt ”buuh” – fra dit teatersæde? Jeg kan begynde med at afsløre, at det har jeg aldrig gjort. I hvert fald ikke før premieren på The Rocky Horror Show på Aarhus Teater.
Netop den grænsesøgende opførsel er generelt kendetegnende for musicalen, der siden sin urpremiere i 1973 er blevet lige så meget et kult- koncept som en musikalsk oplevelse, uanset om du ser den på teater eller i filmversionen The Rocky Horror Picture Show (fra 1975). Ganske kort handler forestillingen om det ualmindeligt almindelige par Brad og Janet, der farer vild i en skov og finder vej til et mystisk slot, befolket af en gruppe seksuelt frigjorte, anført af transvestitten Frank-N-Furter (jep, det er en reference til Frankenstein), som arbejder på at skabe et kunstigt menneske, Rocky, i sit laboratorium.
Det handler om seksualitet, køn og identitet – det vender jeg tilbage til – men mest af alt er forestillingen en leg med genrer og forventninger. Den inddrager elementer fra klichéfyldte science fiction- og horrorfilm, som for eksempel det mørke slot i en stormfuld skov, den pukkelryggede, underlige butler eller scenen, hvor Frank-N-Furter sprætter sin tidligere skabning og elsker Eddie op med en motorsav. Det lyder alt sammen uhyggeligt, men det er det faktisk ikke, for referencerne bliver fremstillet som en tydelig parodi: Eksempelvis fyger det ud med rød konfetti, da Eddie får skåret maven op, mens Frank-N-Furter vifter gyserfilm-agtigt med motorsaven og afslutter med et ”Nå, men det er, hvad der kan ske” – og høster højlydt latter fra publikum.
Derudover finder legen sted i samspillet mellem publikum og scene. På Aarhus Teater kan du enten købe eller medbringe en række rekvisitter – for eksempel konfetti, en vandpistol og spillekort – som skal bruges bestemte steder i forestillingen. Det er ikke noget, Aarhus Teater har fundet på, for publikumsinddragelsen går tilbage til sidste halvdel af 1970’erne, hvor særligt The Rocky Horror Picture Show udviklede sig fra flop til kollektivt fænomen, som krævede publikums tilråb og medvirken. Siden har det været obligatorisk for The Rocky Horror Show-fans at rokke ved den ellers fastlagte kontrakt mellem publikum og scene. Som tilskuer bliver du en del af showet, og det er i høj grad dét, der gør forestillingen på Aarhus Teater til en særlig oplevelse. Det føles forkert, ja nærmest lidt forbudt, at skyde med vand på smukke Store Scene eller råbe så højt efter forestillingens fortæller, at hans ord drukner i ”buh” og ”boring!”. Men det er også befriende anderledes for en musical, og det betyder, at The Rocky Horror Show trods sine fremskredne alder læner sig op ad nyere dramatik, som ofte også leger med grænsen mellem fiktion og virkelighed. Det greb ses ligeledes i fortællerens direkte henvendelse til publikum samt efter den første række klapsalver ved forestillingen afslutning, hvor skuespillerne opfordrer publikum til at være med til endnu en dans – ”The Time Warp” – og kaster deres premiereroser ud på tilskuerrækkerne med ordene ”Vi kunne ikke have gjort det uden jer.”
Før forestillingens begyndelse ser jeg teatergængere med et look, som normalt ikke er at finde på en premiereaften: Bemærkelsesværdigt kraftig makeup, små hatte, ekstremt korte skørter, pumpede kavalergange eller deciderede dragshow-outfits, der får min ”festlige” sorte kjole til at virke både tilknappet og kedelig. En væsentlig pointe ved The Rocky Horror Show er nemlig opfordringen til at sige farvel til det konventionelle, facaden og fornuften og i stedet give plads til dit indre (sande) jeg, dine lyster og drømme. Forestillingen er et overflødighedshorn af både seksuelle referencer og eksplicit sex, som da Frank-N-Furter forfører både Janet og Brad med oralsex og et opsigtsvækkende erigeret lem. Udført som humoristisk skyggespil, bevares, men stadig erotisk nok til, at jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg og de andre publikummer griner af sjov eller forlegenhed. Men det handler ikke bare om sex. For selvom Richard O’Briens forestilling er knapt 50 år gammel og pakket ind i referencer, humor og kultstatus, er diskussionen om seksualitet, køn og identitet stadig lige relevant i dag. ”Don’t dream it – be it,” synger Frank-N-Furter, for i en ideel verden kan du være lige præcis det køn og den seksualitet, du nu engang er eller drømmer om at være uden andres fordømmelse. Sådan ser virkeligheden bare ikke ud, hverken i The Rocky Horror Show eller i verden anno 2019.
Det for mig opsigtsvækkende ved The Rocky Horror Show er, at selvom det er en musical, er det ikke musikken – eller for den sags skyld den ret sære handling – der er det vigtigste. Jo, alle i ensemblet synger dejligt, sangene er iørefaldende, men det, der for alvor gør musicalen værd at se, er helt andre elementer. For det første samspillet mellem publikum og scene, for det andet diskussionen om køn og identitet, og for det tredje, og ikke mindst, skuespiller Jacob Madsen Kvols fremragende præstation som Frank-N-Furter, som formår at drage, frastøde og forføre på samme tid. Når han er på scenen, kan jeg ganske enkelt ikke få øjnene fra ham. I den forbindelse også en stor cadeau til kostumedesigner Ida Marie Ellekilde, der med elementer som pailletter, lak, læder og gule plastikforklæder holder dit blik fastlåst på scenen og får ikke bare Frank-N-Furter, men hele holdet og universet til at ose af ekstravagance, sex og friheden til at være det, du allerhelst vil.
