Cabaretdirektør Jacob Morild, lader sig ikke begrænse af tidens identitetspolitiske bølge og krænkelseskultur. Han mener, medierne har for meget magt, og han holder stædigt fast i, at cabaret skal ny-skrives. Nu runder han sit 20-års jubilæum med en hyldest til genren og en tro på fremtidens cabaret-stjerner.
Jeg fanger en travl, men som altid spidsformuleret Jacob Morild midt i opløbet med forestillingen Hurra, der markerer hans 20 år i spidsen for Danmarks eneste, faste cabaret-scene på båden Café Liva. Båden ligger i Nyhavn, men Morilds forestillinger turnerer også Danmark tyndt og har et dedikeret publikum fra Vendsyssel til Esbjerg. Så spørger man Jacob Morild har cabaret-genren det ikke bare godt, men forrygende.
”Jeg kan selvfølgelig kun tale ud fra mit eget og Livas perspektiv, men set herfra går det godt, og det smitter af i resten af landet, hvor der hist og pist eksperimenteres med cabareter. Så genren har det fint – også fordi den bliver inspireret af Livas måde at gøre det på”, fortæller Jacob Morild med smil på stemmen. Den særlige livaske måde udspringer af det dogme, han lavede for sig selv, da han i 1999 overtog den kunstneriske og administrative ledelse af Café Liva.
”Cabareten i traditionel forstand, der er centreret om en kunstners sange, kan sagtens være godt håndværk, men kæft hvor jeg keder mig – og derfor besluttede jeg, at alle mine cabareter skulle være nyskrevne i den forstand, at de skulle forholde sig til en nutidig kontekst, både når det gælder de politiske og livsstils-cabareterne”, fortæller Jacob Morild. ”Når vi fx laver en cabaret med Sebastians musik handler det om musikkens samtid, velfærdsstaten fra 1972 og 40 år frem, mens jeg i Sting-cabareten brugte hans tekster til at fortælle om kærlighed og skilsmisse. På den måde opstår der ny mening, nye fortællinger for selv hardcore-fans af Sting og Sebastian – og det er jo ikke et udtryk for, at jeg forstår kunstnernes tekster bedre end deres fans gør, men at jeg kan skabe en ny og aktuel fortælling med dem – og det er dét, cabaret-genren kan”, slår Jacob Morild fast og understreger sin pointe ved at sammenligne med teaterkoncerten, der i hans optik ikke skaber nye fortællinger, men blot tilfører de oprindelige tekster visuel staffage.
Mere slægtsskab ser han med revyen, om end en cabaret har en samlet dramaturgi, mens det er revyens enkelte numre, der har hver sin pointe. Revyen og cabareten har dog, ifølge Jacob Morild, det til fælles, at ”de er de to eneste ægte former for politisk teater med et stort publikum”. Standup kan noget af det samme i de tilfælde, ”hvor satiren med Holbergs eksempel bruges til at sparke mod dårskaben – og det er altid opad. Holbergs satire ramte ikke Jeppe, men de strukturer og magthavere, der skabte omstændighederne for Jeppe”, siger Jacob Morild. Han morer sig med Radio 24syvs Den korte radioavis som eksempel derfor også over sin egen generation af ironikere, der ofte bruger satiren til at sparke nedad, men er ”for selvfede til at tage kritik”, når de skal stå på mål for deres position som magtfaktor.
LÆS OGSÅ: Grin, Gran & Guirlander – Jesus elsker folk med nosser (anmeldelse af Café Livas juleforestilling)
Medierne har, ifølge Jacob Morild, fået for meget magt. ”Hvorfor skal vi bruge tid på emner som foie gras og Rasmus Paludan? Det skal vi, fordi medierne bruger uforholdsmæssigt meget tid på den slags emner og dermed bringer dem højt på agendaen. Det er jo absurd, brug dog tiden fornuftigt”, fortsætter Jacob Morild, der med det velkendte citat ”Humor er tragedie plus tid” også fastholder, at man altid kan lave sjov med alt – om end timingen skal være på plads. Han lader sig således heller ikke begrænse af tidens identitetspolitiske bølge og deraf afledte krænkelseskultur. ”Folk bliver krænkede på andres vegne og det er jo humor i sig selv og kan give nogle absurd morsomme krænkelsesspiraler”, siger han, men pointerer atter, at satire handler om at tage stilling. ”Jeg tager altid udgangspunkt i politik, i mig selv og min egen vrede, så folk griner med mig, og kan forholde sig til mig og det, jeg siger”. Jacob Morild inkluderer derfor heller ikke politiske teaterformer, som fx Teater S/H repræsenterer, i kategorien ægte politisk teater, fordi de ikke har en klar holdning. ”Hvad mener du selv?”, spørger han retorisk for at banke pointen på plads.
Jacob Morild er efter 20 år i front for cabareten ikke løbet tør for tydelige holdninger eller lysten til at sætte ord på dem. Om få dage har hans jubilæumsforestilling premiere, men hans ambition er også fortsat at kunne stille Café Liva til rådighed for nye kræfter, der vil forsøge sig med cabaret-genren. Han er nemlig sikker på, at der også i fremtiden vil være publikum til cabareten, ”hvis historierne er der, og hvis vi dropper de historier, der kun har resonans i os selv”. Cabareten er attraktiv for både skuespillere, tekstforfattere og musikere pga. den tætte kontakt med publikum, og fordi ”den kan fortælle stærke historier uden det store udtræk. Cabareten er en hurtig genre, det er brugskunst”, afrunder Jacob Morild med karakteristisk præcision.
Læs Café Livas historie her.
