Del

Pejseshowet
6. sep - 16. nov 2019
Hotel Pejsegården, Brædstrup

Årets Pejseshow er sin egen modsætning. Skøn, men også vulgær. Musisk besnærende, men også ude af trit med sin samtid. En revy, der midt i sin egen charme, bør nytænkes.

Årets Pejseshow Pejsen skyder på det hele er ikke et egentligt show – trods navnet – men en musikalsk revy, hvad forestillingens ankermand og producent, Mikkel Schrøder, også slog fast fra scenen til premieren forleden. Omvendt er dette ikke en revy i gængs forstand, for den er ubetinget årets mest musikalske af slagsen, spækket med masser af musik og sang og ingen af delene skuffer.

Det gør til gengæld enkelte af indslagene, der simpelthen enten er for malplacerede og platte for ikke at sige direkte racistisk pinlige. F.eks. i filmindslaget, hvor en kvindelig rengøringsassistent (spillet af Sara Gadborg) på Pejsegården går rundt på stedets værelser og samler brugte kondomer op under sengene. For der hvor stuepigen kommer fra (et østeuropæisk land) plejer de at genbruge kondomerne, som hun siger. I film-indslaget tager stuepigen så en smagsprøve på de fundne varer.

Hvis vi vender den situation om, tror jeg ikke at opsætningens instruktør, Donald Andersen, der også står for tekstudvælgelsen – ville have fundet samme indslag lige så passende og morsomt, hvis det havde været tale om en mandlig ansat på Pejsegården, der gik rundt og prøve-slikkede på de tabte pessarer, der lå under sengene. Jeg gætter på, at han ville synes det var ulækkert. Men hvorfor tror han så, at det er morsomt for kvinder i salen at opleve denne lidt primitive form? På den led er Donald Andersen rent ud sagt old school i revy-sammenhæng og helt ude at trit med sin samtid, i en tid,  hvor det, som skal være morsomt for mænd, måske også bør være morsomt for kvinder, frem for nu, hvor indslaget gør sig morsom på kvindernes bekostning. Jeg er ret sikker på, at Donald Andersen ikke ville havde film-udsat sit mandlige publikum for en mand, der slikkede præventionsmidler rene for at reklamere for genbrug. På den konto koster alene dette vamle indslag en stjerne. Det er for pubertært, for primitivt og rent ud sagt dumt.

På den led er dette en revy, der totalt mandehørmsagtigt går ud fra, at det som “rigtige” mænd finder morsomt, det gør kvinder også. I det hele taget er der en stereotyp over kønsrollerne i denne revy, der rent ud sagt er utrolig gammeldags, selvom #metoo-bevægelsen også stikker hovedet op i enkelte numre. 

Denne drengerøvsplathed om genbrugskondomer med smagsprøver, overgåes kun af det væmmelige filmindslag om, hvordan gæster plejer at drukne i Pejsegårdens indendørs svømmebassin, her med flydende lig filmvist i bassinet. Virkelig en dårlig og ulækker reklame for Pejsegården.
Mit personlige bud er, at det måske er på tide, at der i nogen grad luftes ud i revy-rækkerne på højt plan på Pejsegården. Ingen nævnt, ingen glemt. For en revy, der i indhold og ånd taler imod tiden, er i længden ikke gangbar mønt.

De mange korte filmindslag  – flere end de her fremhævede – fungerer som tids-adskillere, så de medvirkende (Sara Gadborg, Christine Astrid, Gordon Kennedy og Mikkel Schrøder) kan nå at skifte mellem Lasse Spangenbergs mange og ofte overdådige kostumer.

Fraset de få direkte pinlige filmindslag, er der heldigvis mange revynumre, som er helt i top. Lige fra Gordon Kennedys prisnominerede Krads lanceret i Kerteminderevyen tidligere i år. Et indslag, hvor han giver den som visesanger, der synger om de mest hårrejsende oplevelser, her med et galgenhumoristisk og kulsort tilsnit.

Læg dertil et forrygende Alberte Winding-tegnsprogsopførelse af hendes hit Nu kommer fuglene igen. Et indslag som i den grad får taget til at lette, her herre-morsomt fremført af Christine Astrid og Sara Gadborg i rollerne som den ondskabsfulde backing group,  med Mikkel Schrøder i front, som den stakkels forsanger.

Der er enkelte virkelig skelsættende og godt skrevne numre, men en stor del af teksterne er kort og godt for tynde. Men stort kompliment for, at alt der hedder gammeldags parodier af kendte og kongelige er droppet. Ind er kommet indslag om krænkerkulturen, både for og imod, tilsat – igen i år – en hurtig gennemgang af året, der er gået, set med både danske og internationale øjne.

Denne revy er uden sammenligning årets mest musikalske af slagsen, hvor ikke mindst Sara Gadborg lægger salen ned med sin super flotte fremførelse af Anita Franklins You make me feel like a natural woman. Fremhæves skal også Christina Astrid i rollen som den dominerende tryllekunstner-assistent, der sortsnakkende lægger salen ned, selvom indslaget er alt for langt.

Det her er en sort/hvid revy, hvor enkelte numre i den grad funkler, mens andre er de ubetinget mest pinlige på landsplan. Men omvendt er det også spændende og interessant at opleve en revy, der midt i det hele, er sin egen modsætning.

På vægtskålen i positiv retning tæller stedets live-orkester, der under ledelse af kapelmester Rasmus Friis Tvørfoss, er et rent overflødighedshorn at lytte til, både i forhold til fremførelse, musikalske arrangementer og nykomponeret musik.

Det her er på en og samme tid både stort og top underholdende, men også ualmindeligt gammeldags og pubertært. Men frem for alt er det underholdende på godt og ondt. En revy man enten vil elske eller hade. Eller begge dele.