Canadiske Darren O’Donnell er stifter af kunstnerkollektivet Mammalian Diving Reflex. Han har rejst verden rundt med performative værker, hvor børn klipper voksne, anmelder fine restauranter eller uddeler priser på festivaler. Grundlæggende tror han på, at vi bør skabe en ny social kontrakt med børn samt et samfund, hvor unge opfattes som ligeværdige borgere.

Når festivalen Live Art for Børn løber af stablen på Teater Nordkraft i Aalborg 9. – 16. oktober, så er det med stor inspiration fra én bestemt kunstner: Canadiske Darren O’Donnell har arbejdet med børn og performance i kunstnerkollektivet Mammalian Diving Reflex siden 2005, og han arbejder for et ligestillet samarbejde mellem børn og voksne. Efter mange års arbejde i Toronto i Canada med en gruppe børn og unge er han nu i gang med projekter i London. Det fremtidige mål er at have en gruppe af unge mennesker, der kan undervise nye deltagere, så projektet på den måde bliver selvkørende.

Selv er han oprindeligt inspireret af mexicanske Gustavo Artigas og værket ”The Rules Of The Game” fra 2000, hvor børn fra henholdsvis USA og Mexico spillede bold med hinanden. Helt konkret var det ”blot” en gruppe unge mennesker, der spillede og havde det sjovt, men set oppefra fortalte det også en historie om grænsen mellem de to lande, en mur og relationsæstetik, påpeger han.

Darren O’Donnell understreger, at det for ham var utroligt inspirerende at se, hvordan unge mennesker kan bruges som et materiale, der ved hjælp af en bestemt rammesætning skaber nye konnotationer hos publikum og stiller en masse spørgsmål til verdenen og den måde, vi indretter os på.

Børn klipper voksne

Et af Darren O’Donnells første og mest berømte performative projekter, er det såkaldte ”Haircuts by Children”. I det projekt arbejder han med magtstrukturer og børns rolle samt rettigheder i samfundet. På sin vis er det et enkelt projekt, understreger han. På den første dag ankommer teamet og møder den unge gruppe af mennesker, som skal deltage i projektet. Her laver teatret en præsentation af deres tidligere arbejde, men de beder også de unge lave en liste med kunstformer, som de kender, mens de sammen taler om, hvilke materialer, der skal bruges. Endelig introducerer Darren O’Donnell den ide, at sociale relationer også kan være et materiale, som man kan arbejde med kunstnerisk.

Videre i processen taler teamet med børnene om, hvilke ting man som barn må eller ikke må i samfundet. Børnene vil typisk understrege, at de for eksempel ikke må køre bil eller stemme. I forhold til om børn må stemme, så påpeger børnene ofte selv, at de jo ikke ved nok om emnerne. Her spørger Darren O’Donnell, så børnene om, hvorvidt de tror, at alle voksne ved ALT om ALLE emner? … Det spørgsmål lader vi stå ubesvaret hen.

På den måde bliver det til en snak, diskussion og refleksion over børns roller i samfundet, om hvad der er gode regler, og hvad der blot er normativt bestemt. Resten af ugen bliver børnene trænet i at klippe og sætte hår, i at give en god velkomst og i at tale med kunderne.

Om projektet siger Darren O’Donnell: ”Stemningen i salonen er usædvanlig. Det føles som en familieferie eller en familiemiddag, hvor der opstår en intimitet mellem børn og voksne, der ikke kender hinanden i forvejen. De skal række hen over det pinlige hav af stilhed mellem dem,” forklarer han og understreger, at netop dette sociale aspekt i den kunstneriske proces er det mest interessante for ham.

I projektet ”Eat the Street” arbejder en gruppe børn som madkritikere og tager ud på forskellige restauranter, evaluerer oplevelsen og giver priser til restauranterne. På samme måde skaber det også nye sociale situationer, hvor både børn og voksne kommer til at reflektere over, hvordan de behandler og ser på hinanden i hverdagens liv. På den måde håber Darren O’Donnell på, at han gennem projekterne kan dekonstruere vores opfattelse af børns rolle i samfundet bare en lille smule.

Som at være inde i kunsten

Bertram på 13 år er et af de børn, som tidligere har deltaget i projekt ”Eat the Street”. Han betegner oplevelsen som noget helt særligt. Normalt ser han mange film, men i projektet følte han nærmest, at det var ham, ”der var med i filmen”. Han fik en oplevelse af at være en del af et kunstværk, forklarer han.

Kajsa på 13 år, der også har deltaget, supplerer: ”Hvis man går på museum, så kan det godt blive lidt kedeligt, hvis man bare står og kigger på et billede. Her var det ligesom én selv, der var kunsten, som andre kiggede på. Det var meget sjovt at opleve.”

Efter besøg på restauranten skulle de unge mennesker selv være med til at uddele priser til restauranterne, og det gav dem en ny forståelse for magtstrukturer i samfundet.

Bertram beskriver, at han pludselig følte, at han havde meget magt, fordi han kunne uddele noget til andre voksne. Men samtidig skete det også med en vis nervøsitet og akavethed, for han skulle også forholde sig til, at det netop var ham, der skulle uddele prisen for det mærkeligste mad.

På den måde fik børnene en stemme i debatten om mad, samtidig med at både børn og voksne fik et nyt blik på hinanden og strukturer i samfundet.

Har børn fået mindre frihed?

Børns rolle i samfundet ændrer sig hele tiden, og det er vigtigt at huske på, påpeger Darren O’Donnell. Han mener desuden, at mange måske glemmer, at en progression ikke nødvendigvis altid er positiv. Når det handler om børns liv i dag, så oplever han, at de faktisk har fået væsentlig mindre frihed.

”Da jeg var barn, kunne vi selv tage bussen hen til parken og lege for derefter at tage den tilbage igen. Busturen tog 20 minutter. Det kunne man slet ikke forestille sig i dag,” vurderer han.

I forhold til samarbejdet med børnene i organisationen, så tænker Darren O’Donnell på de unge mennesker som både kollegaer og venner, og han sørger for, at der konstant er en god dialog i de grupper, han arbejder med. Rent kunstnerisk ser han det som sin rolle at ”reframe” de emner, børnene har på hjerte.

Og der er også positive bevægelser i gang. Darren O’Donnell peger på klimaet som et af tidens vigtige temaer, hvor voksne er begyndt at lytte til børn og unges mening med Greta Thunberg i spidsen. Herhjemme oplever vi også et øget fokus på børns opfattelser og holdninger i den kunstneriske branche. Hos Horsens Børneteaterfestival, som netop er afviklet, bliver forestillingerne typisk udvalgt af et dramaturgiat. Men i år havde projektkoordinator Maria Suh også oprettet et ungedramaturgiat, som fik lov til at pege på en forestilling, der skulle med i programmet. Også andre steder arbejder man med de tanker. Hos Teatret Møllen havde man sidste år en lille gruppe unge fra teatrets talenthold med til DT-seminar, hvor de fik mulighed for reelt at købe et stykke til Teatret Møllens sæsonprogram.

Og det er vigtigt, at børn deltager på alle niveauer i samfundet, forklarer Darren O’Donnell:

”Jeg går op i børns ret til at deltage i alle de områder, der påvirker dem (…) Vi har brug for en ny social kontrakt med børn og et fokus på, hvordan vi kommunikerer med dem. Jeg er derfor overbevist om, at hvis vi giver mere plads til børn, så vil det faktisk skabe et bedre samfund for alle,” understreger han.

Live Art Danmarks online seminar er knyttet til Live Art for Børn 2019, og ligesom festivalen har seminaret børn som ligestillede samarbejdspartnere. Seminaret kan vedblivende opleves på nettet. Følg med her.

Artiklen er udgivet i et samarbejde med Live Art Danmark