Populært lige nu

Vi skal være et væksthus for det folkelige teater – Mette Wolf er ny teaterchef på Folketeatret

Efteråret byder på mange nye tiltag fra flere nytiltrådte teaterchefer over hele landet. Under temaet Nye chefer – nye visioner tager ISCENE pulsen på,...

To sceneinstruktører tiltræder legatudvalget for scenekunst

Statens Kunstfonds Repræsentantskab har netop udpeget 15 medlemmer af de nye legatudvalg, der tiltræder i starten af det nye år. Herunder to sceneinstruktører udvalgt...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★☆☆ Skatteøen – skønne sange i en gammeldags fortælleramme

Skatteøen byder op med alle Sebastians kendte sange – og de er gode. Men der er løbet meget moderne fortælleteknik i musical-genren siden Skatteøen havde premiere for årtier siden, og det kan desværre mærkes.

Lad mig være ærlig – jeg er kæmpe fan af Sebastians musik til Skatteøen, og har ikke tal på, hvor mange meter nedslidt kassettebånd, der er gået til i min barndoms kassettebåndoptager. Og sikke en fornøjelse det var at få lyd på igen. For de gode numre, kan mere end blot vække genhørets glæde og på Folketeatret er sangene frisket op med fyldig el-guitar, tunge rock-beats og gode vokalkræfter, som får selv de mindste kroppe til at gynge med i sædet. Så for musikkens skyld er musicalen en sand fornøjelse at lytte med på.

Skatteøen
Skatteøen på Folketeatret, 2019. Foto: Gudmund Thai

Hvad der er mindre fornøjeligt, er selve fortællingen.

For nok er sangene gode, men tiden er en anden, end da Skatteøen blev sat i søen første gang, og hvad der for årtier siden syntes fængende fungerer knap så godt i dag – ikke mindst for de mindste poder.

Historien er længe om at komme fra kaj, og før sørøverne når Skatteøen skal de omkring en masse svinkeærinder.

Det begynder eller så fint med lidt koreograferet sang på kroen Admiral Benbov, hvor drengen Jim Hawkins hjælper sin fattige mor med at drive beværtningen. Her finder Jim et sørøverkort, der fører ham ud på skattejagt, som skibsdreng for doktor Livesay, godsejer Trelawney og en flok farlige pirater, som besætning og deres et-benede pirat-leder John Silver, forklædt som skibskok.  

Skatteøen
Skatteøen på Folketeatret, 2019. Foto: Gudmund Thai

Men før vi når Skatteøen er der gået halvanden time – og det er dælme lang tid, når nu det er dét som hele fortællingen peger frem mod. Selvfølgelig skal vi forstå, hvem de forskellige figurer er, men det kan måske gøres mere dynamisk. For ordene driver ganske enkelt ikke fortællingen, som stagnerer af de mange dramatik-forladte fyld-sætninger, og sangene (som i sig selv er gode) har svær ved at sparke fortællingen videre og fungerer lidt som showstopper.  

Der er ellers skruet vældig fint op for energien med de seje sørøvere, vilde kampscener og massevis af myrdede skurke, mens scenografiens idérige skonnerter er en sand fornøjelse at se med på. Og holdet gør det også ganske fint med gode sangstemmer, tilpas farlighed og dynamiske rullefald, så pokkers ærgerligt, at der ikke lige er kommet lidt strammere kant på fortællingen.

Seneste

Nyhedsbrev

Annoncespot_img

Udforsk videre

Annonce
Rie Hammer
Rie Hammer
Rie Hammer er chefredaktør af ISCENE.dk og tidligere ansvarshavende redaktør på teatermagasinet Teater1. Fra 2001-2006 anmelder og skribent på gratisavisen Urban og har sideløbende skrevet stykker for børn og unge. Rie Hammer er formand for Foreningen Danske Teaterjournalister, formand for Forenede Kritikere samt juryformand for Årets Reumert.
Annonce