Skatteøen byder op med alle Sebastians kendte sange – og de er gode. Men der er løbet meget moderne fortælleteknik i musical-genren siden Skatteøen havde premiere for årtier siden, og det kan desværre mærkes.
Lad mig være ærlig – jeg er kæmpe fan af Sebastians musik til Skatteøen, og har ikke tal på, hvor mange meter nedslidt kassettebånd, der er gået til i min barndoms kassettebåndoptager. Og sikke en fornøjelse det var at få lyd på igen. For de gode numre, kan mere end blot vække genhørets glæde og på Folketeatret er sangene frisket op med fyldig el-guitar, tunge rock-beats og gode vokalkræfter, som får selv de mindste kroppe til at gynge med i sædet. Så for musikkens skyld er musicalen en sand fornøjelse at lytte med på.
Hvad der er mindre fornøjeligt, er selve fortællingen.
For nok er sangene gode, men tiden er en anden, end da Skatteøen blev sat i søen første gang, og hvad der for årtier siden syntes fængende fungerer knap så godt i dag – ikke mindst for de mindste poder.
Historien er længe om at komme fra kaj, og før sørøverne når Skatteøen skal de omkring en masse svinkeærinder.
Det begynder eller så fint med lidt koreograferet sang på kroen Admiral Benbov, hvor drengen Jim Hawkins hjælper sin fattige mor med at drive beværtningen. Her finder Jim et sørøverkort, der fører ham ud på skattejagt, som skibsdreng for doktor Livesay, godsejer Trelawney og en flok farlige pirater, som besætning og deres et-benede pirat-leder John Silver, forklædt som skibskok.
Men før vi når Skatteøen er der gået halvanden time – og det er dælme lang tid, når nu det er dét som hele fortællingen peger frem mod. Selvfølgelig skal vi forstå, hvem de forskellige figurer er, men det kan måske gøres mere dynamisk. For ordene driver ganske enkelt ikke fortællingen, som stagnerer af de mange dramatik-forladte fyld-sætninger, og sangene (som i sig selv er gode) har svær ved at sparke fortællingen videre og fungerer lidt som showstopper.
Der er ellers skruet vældig fint op for energien med de seje sørøvere, vilde kampscener og massevis af myrdede skurke, mens scenografiens idérige skonnerter er en sand fornøjelse at se med på. Og holdet gør det også ganske fint med gode sangstemmer, tilpas farlighed og dynamiske rullefald, så pokkers ærgerligt, at der ikke lige er kommet lidt strammere kant på fortællingen.
