Del

Pladderhumanister, nu igen

til 9. nov 2019

Café Liva

Standup-revyen 2019 på café Liva i København er landets mest banebrydende revy. Nye veje bliver gået på godt og ondt.

Mange revyer landet over har de senere år adopteret stand-up genren og stilen og nogle enkelte revyer har tilmed også haft enkelte stand-up navne på plakaten.

Men på Café Liva i København tager man konsekvensen og tænker helt ud af boksen i et vellykket forsøg på at skabe en ny og radikalt anderledes revy med Standup-revyen 2019 – Pladderhumanister, nu igen.

Tre ud af forestillingens fire medvirkende er på den konto stand-up komikere, mens fjerdepladsen er besat med en erfaren Grand old mand, revy-veteran, skuespiller Flemming Jensen, der i lighed med de yngre kræfter, heller ikke er bange for at gå nye veje.

For at udløse spændingen med det samme: Fornyelsen lykkes stort set. Men dette er mere en stand-up cabaret, frem for en egentlig revy, selvom den har skrevet sig ind under fanerne, ved at være tilsluttet sammenslutningen Revydanmark. 

Der er kort og godt kommet nye boller på revy-suppen og for at holde os til bollerne – som der også spilles på i revyen – er dette lidt af en mandehørmer-revy. Drengerøvsbegavet på højt niveau, tages publikum nemlig med på en tour de force ind i det både indenrigs- og udenrigspolitiske landskab – vel at mærke uden at der lidt gammeldags forfaldes til parodier – alt imens der skydes med skarpt. Men stort set hele revyen ses og spilles udelukkende ud fra et mandligt synspunkt, hvor bæltestedet nogen gange ligger lidt lavt.

Svagheden er også, at vægtningen er lidt for ensidig. Stort set alt, hvad der ligger til højre for midten i Folketinget får kort og godt tørt på, mens Mette Frederiksen og Co. nærmest er fredet. Det er lidt ærgerligt, for den til enhver tid siddende regering bør få både læst og påskrevet. Men i denne sammenhæng fremstår regeringen næsten som en Hellig Ko og for pokker hvor er det ærgerligt. Den slags stillingtagen på publikums vegne koster kort og godt en stjerne. Hverken instruktør eller tekstforfattere skal tage stilling til noget som helst, for selvfølgelig skal en regering revy-revses og selvfølgelig skal den stå for skud, ligegyldig om den er rød eller blå. 

Men når det er sagt, skal det understreges, at den lettere ensidighed til gengæld er yderst raffineret og man kan ikke andet end at falde pladask for hele forstillingen, selvom hele revyen lige ville have hævet sig op på et metaplan, hvis den også mere modent havde set og beskrevet tingene mere perspektiveret, hvad der ville have signaleret, at intet er for helligt til ikke at få sig en tur i den revy-tekniske vridemaskine.

Noget af det karakteristiske for denne revy er de spidsfindige og elegante ordspil, hvor f.eks. gammelkendte tekster eller sange ændrer karakter fuldstændig, blot ved at enkelte ord tages ud eller andre føjes til. F.eks i revyens måske mest raffinerede nummer De små, fremmedfjendske synger, hvor Rasmus Paludan – påstås det – har omskrevet børnesangbogen “De små synger”, så hele sangbogen passer med den realitet, som Paludan operere med. Så til Rapanden Rasmus og Ole sad på en knold og sang får vi her præsenteret det ene grovkornede og racistiske verbaloverfald efter det andet, og kors hvor er det overraskende og kors, hvor er det morsomt. Læg dertil en spidsfindig kølhaling af den statslige embedsmandsstand og en elegant, gennemtænkt og meget morsom nedgørelse af dele af dansk erhvervsliv, og du står med det samlede resultat. Det her er en revy, der ved, hvad den gør og hvilke virkemidler, der skal til. 

Forestillingens hæmsko er, at to af forestillingens stand-up komikere, Sebastian Dorset og Michael Schøt, ikke formår at løfte opgaven fra at være stand-up performere til også at være revy-skuespillere, der forstår at spille med liv og sjæl. Og faktum at D’herre heller ikke har andet end middelmådige juletræstemmer at byde på, gør ikke sagen bedre. Hvis jeg skal være flink, kan jeg med et 1970’er udtryk sige, at de to gutter synger socialt rent på en tilgivelig måde, men ikke mere end det. 

Omvendt står det til med Omar Marzouk, der leverer et lammede frækt og totalt charmerende spil og engagement, som får publikum til at fald bagover, tilsat en sangstemme, der vil noget… Nederdrægtigt, fint og manipulerende får han tilmed twistet sine tekster og tanker, så man ikke kan andet end at give ham ret, og den vikling sidder lige i øjet, hvor postuleret og manipulerende den end er.

Revyens guldrandede vært og korsridder, i Lars Knutzons iscenesættelse, er Flemming Jensen, der selvironisk igen igen tager fusen på publikum, ved hele tiden at underspille de karakterer han spiller. På den led bliver Flemming Jensen bedre og bedre med årene, og det får hans  figurer og fremstillinger til at vokse- også i denne sammenhæng. 

Det her er ikke hverdagskost på en dansk revyscene. Det her er i det hele taget ikke noget, man plejer at se eller opleve overhovedet. Men er man til en Fugl Fønix-revy, der brænder sig selv ned til grunden for så at genopstå som noget nyt, så er “Pladderhumanister, nu igen” et rigtig godt bud, spillemæssige knaster eller ej.

Medvirkende:

Omar Marzouk
Sebastian Dorset 
Flemming Jensen
Michael Schøt

Læs mere her