Publikumsinddragelse er blevet populært og på Aalborg Teater bliver et par publikummer blandt andet budt op til dans. Det fungerer godt i samspil med en kompleks og yderst velspillet fortolkning af Goethes Den unge Werthers lidelser.
Gustav Dyekjær Giese er gal og genial som Goethes Werther i Jennifer V. Christiansens iscenesættelse på Aalborg Teater. Med pandehår som en skoledreng og grækerkrop står han, kort efter vores første møde med ham, totalt afklædt i en sort balje og hælder vand nedover sig. Han er som hugget i marmor, mejslet i granit. En skulptur.
Vi er på landet. Werther er flygtet fra byen, ud i det fri. De fleste mennesker ved slet ikke, hvad det vil sige at leve. De gør ting bare for at forlænge livet, arbejder tiden bort, og det er ikke nok for unge Werther. Han vil mere end bare at overleve.Første gang vi møder ham, står vi på den anden side af hans rum og kigger ind. Opsætningen minder mig om et forhørslokale eller en detention, sådan som vi kender dem fra kriminalfilm. Her, hvor vi står, er der en smule mørkt: Werther kan formentlig ikke se os, men vi kan se ham, og han er spændt fast som en farlig forbryder eller gal patient. Efter lidt tid lukker han os ind i sin verden med et skævt smil, fordi én er ved at få døren i hovedet. Gulvet er hvidt og væggene plastret til med spejle. I loftet hænger længere lysstofrør, og på gulvet står tre buketter af strå, græs og grene. Her er også hvid elektrisk guitar og en mikrofon på et stativ.
Vi bænkes rundt om Werther i midten, og efter sit bad iklæder han sig en løs skjortebluse med kinakrave og vide ærmer. Han ligner en omstrejfende maler fra 1800-tallet, sådan én, der kunne bo på et loftkammer ovenpå landevejskroen.
Werther fortæller os om en bondedreng, han stødte på. Bondedrengen tjener hos en enke og er hende hengiven. Til trods for at enken har en krop, som er “uden ungdommelig charme”, er han tiltrukket af hende, og denne besættelse får Werther til at tørste efter lidenskab. Han vil føle som bondedrengen, brænde af begær, og det kommer han til, da han træffer Charlotte (Maria Henriksen). I Werthers øjne er Charlotte det hele på én gang: “Så meget enfoldighed og så meget forstand”. Charlotte er både naiv og klog, alting på én gang, et abstrakt i Werthers drømmeriske hoved og ikke en konkret person.
Straks efter mødet klæder han hende på. Lilla paryk og rød rokokokjole med swung. Som en anden gud skaber han hende i sit billede. Han er manisk indtil det kriminelle, gal. Og da han senere til en balaften ser hende danse, siger han, at hun virker “så ubekymret. Som om hun ikke tænkte eller følte noget andet”. Charlotte er tilstede i øjeblikke, præcis som han selv ønsker at være. Jeg kommer her til at tænke på delingen mellem den naive og den sentimentale: Mens den naive reelt føler noget, foregiver den sentimentale, til sin egen store fortvivlelse, det kun, og Lotte er ifølge Werther naiv: Hun viser ham “det sandeste udtryk for glæde og fornøjelse”, går uforstilt i ét med sin natur og har ikke refleksionen på sig selv. Hun er uspaltet, ægte, ligefrem.
Albert som pragmatist
På et øjeblik ødelægges stemningen. Et lyn slår ned: Charlotte er gift med Albert. Et hårdt slag på mikrofonen markerer overgangen, faldet fra de himmelske højder, mødet med den barske realitet. Regn og torden fylder lydbilledet, helt i tråd med den romantiske stil, hvor vejrforhold kan afspejle sindsstemninger. “Hvornår må jeg se dig?”, spørger Werther utålmodigt og måber sørgmodigt over Charlottes svar: “Først i morgen?”. Senere folder de sig ud i en sød duet med ordene: “Jeg hænger ved din arm og øjne og danser mig til døde”.
Publikumsinddragelse er blevet en ting på mange teatre. I denne forestilling bydes et par stykker op til dans, mens andre bliver bedt om at aflevere Werthers breve til Charlotte. Det er sjovt at se andre i pinagtige situationer, et billigt grin kalder man det gerne, fordi det er så let at iscenesætte, men her er det ok integreret og nogenlunde harmløst. Hvad brevene viser, er igen Werthers illusionistiske sind, bl.a. taler han om den “himmelske ånd fra hendes læber”. Og det er ikke helt ufarligt sådan at guddommeliggøre mennesker. Mens realisten, som Schiller, en anden fra Goethes tid, skrev, “viser sig som menneskeven uden at have nogen særlig høj forestilling om menneskene og det menneskelige”, da tænker idealisten “så stort om det menneskelige, at han står i fare for at foragte menneskene.”
Albert (Martin Ringmose), Charlottes mand, er helt anderledes pragmatisk end Werther. Egentlig vil han ham “det godt”, men Werther vidste det jo godt: “Du vidste, hvad du ved nu”, altså at Charlotte allerede er gift. Modsat Werthers kender Albert faren ved passionen. Han tæmmer ‘naturen’ (symbolsk repræsenteret ved, at han klipper en bukets grene af med en stor havesaks), fordi han ved, at “lidenskaber ikke ligger fjernt fra galskab”. Men Werther vil ikke høre efter. For ham er Albert “klog og tyk og fornuftig” og absolut ikke et forbillede. Werther vil føle noget, udfolde sig. Trække himlen ned på jorden. Men han ser ikke, at han i verden omkring sig kun ser sine egne projektioner. Det er det, spejlene skal vise os. Werther er fanget i et spejlkabinet. Han ser kun sig sine egne behov og fantasier. Og det gør ham farlig for sig selv og sine omgivelser. Som Schiller skrev, tænker idealisten så stort om det menneskelige, at han er i fare for at foragte menneskene. De må matche hans fantasi for at få hans accept. Men idealisten er også farlig for sig selv, fordi guddommeliggørelsen af enkelte personer, gør ham sårbar over for afvisninger. Werthers deroute er frygtelig at overvære. Gieses øjne viser en stålfast vilje. Hvis ikke han kan få Charlotte, vil han ikke leve. Og til tider bliver han forbryderisk, gal. Som en sindssyg mand efter en uønsket skilsmisse.
