Cantabile 2 kan i år fejre 30-års jubilæum som egnsteater i Vordingborg Kommune. ISCENE spurgte teatrets kunstneriske leder Nullo Facchini om et tilbageblik på, hvordan Cantabile 2 har udviklet sig, hvordan han ser på egnsteater-situationen i Danmark og hvor de selv kunstnerisk er på vej hen.
30 år som egnsteater i Vordingborg – hvordan begyndte det?
”Det udviklede sig på den måde, at da vi kom til Vordingborg, skulle vi gøre opmærksom på os selv. Vi kunne ikke bare sidde inde i teatersalen og forvente, at der dukkede nogen op. Der var ikke nogen, der kendte os. Så i det første års tid arbejdede vi med interventioner, små performances, alle mulige situationer forskellige steder i byen. Jeg kan huske en meget drabelig, halvimproviseret westernforestilling, hvor vi alle blev skudt af hinanden midt i gågaden – og allesammen døde – og den tjente bare det formål at gøre byen opmærksom på, at der nu var et egnsteater, som viste en masse forestillinger. Det er også på den måde Waves Festival er blevet født i Vordingborg. Cantabile 2 havde lavet Waves Festival som et engangsarrangement i 1987 i København – før vi blev egnsteater i Vordingborg – men vi kunne se at ved at bringe festivalen ud i det offentlige rum i byen, kunne vi erobre et publikum. Og det har været formlen sådan set. Det har også betydet, at Waves Festival lever og udvikler sig videre den dag i dag som biennale, og som det primære instrument til at gå ud og finde nye publikumsgrupper blandt de nye tilflyttere og de nye unge i byen, der kommer og ser vores teater.
LÆS OGSÅ: Nullo Facchini: Om at etablere en performance-festival i en dansk provinsby
Hvad vi betyder for byen, skal man måske ikke spørge mig om. Men vi kan se, at vi er blevet lidt af en institution uden vægge. Vi er blevet en institution mere som et koncept. Vi har jo ikke haft vores eget teaterhus som et sted, man kom hen for at se, hvad der skete, men vi håber det bliver muligt på sigt. Så vi har altid været en lille smule på turné, også når vi spillede i Vordingborg. Til gengæld har Cantabile 2 mere været et koncept med forskellige projekter, der kunne ske på uventede steder, på uventede tidspunkter – et teater, som kunne bruge hele byen indendørs og udendørs på forskellige måder som sit spillested.”
I har arbejdet med human-specifik forestillinger. Det går I væk fra nu – hvorfor det?
”Nu har vi jo levet og skabt forestillinger indenfor en formel, i nogle år, så nu er det tid til at åbne mod andre horisonter. Der er noget meget interessant for mig i human specific, som handler om, hvordan man kan arbejde dramaturgisk og følelsesmæssigt med sit materiale, uden at gå over til den klassiske karakter og fiktiv konstruktion. Og samtidig er vi blevet udfordret, vi bliver konstant udfordret, når vi skal turnere. Når vi bliver inviteret til at spille andre steder, bliver vi spurgt: Jamen, kan man ikke skabe noget, der har de kvaliteter fra Human Specific, som samtidig giver mulighed for at et større publikum kan deltage.
Også det arbejde, som vores nyeste forestilling, Guds Lam er et eksempel på, er den her konstruktion, der bibeholder den ikke-fiktive, human specific-karakteristik. Alt er sandt i den forestilling, der er ikke nogen, der siger eller gør noget, der ikke er reelt. Der er ikke karakterer, der er ikke fiktion. Den måde vi bruger video på, den måde vi inddrager mange mennesker, som ikke er professionelle performere eller skuespillere, og den måde de møder hinanden på scenen, gør det muligt at skabe en struktur, som stadig er meget nær. Jeg synes, man oplever meget nærhed i denne her forestilling. Men den ligger udenfor vores gamle parameter fra human specific-performances om fysisk og personlig interaktion med publikum. Publikum bliver siddende i de bløde sæder og følger derfra begivenhederne på scenen. Der er andre, der har arbejdet på den måde før med at inddrage almindelige borgere på scenen, men jeg tror, at vi kan vinkle det anderledes med afsæt i vores human specific-erfaring. Det er meget mere end en borgerscene, det er meget mere end folk, der kommer udefra og fortæller deres historie, det er skabelsen af et emotionelt – og også politisk – fællesskab, mellem deltagerne og tilskuerne.”
Hvordan mener du, det står til med egnsteatrene i Danmark?
”Jeg synes, at egnsteatrene i Danmark er truede i øjeblikket. I Danmark oplever vi et stigende krav om økonomisk vækst og man taler hele tiden om antal opførelser og antal tilskuere. Vi kan allerede se resultatet af stramningerne, fx i kraft af Sara Topsøe, der som kunstnerisk leder på Viborgs Egnsteater/ Carte Blanche, har valgt at sige stop, efter at Kommunen har afkrævet så stramme og kvælende arbejdsbetingelser, at hun ikke længere kunne stå inde for kvaliteten, og derfor har meldt ud: ”Vi kan ikke lave teater på de betingelser”.
Der skete noget lignende i Næstved Kommune for fire år siden, hvor det daværende egnsteater blev afkrævet så stort et antal årlige opførelser, at det ikke længere var forsvarligt og muligt at fortsætte som egnsteater. Vi er heldige på Cantabile 2, hvor Vordingborg Kommune har en række kulturpolitikere, der stadigvæk har øje for kvaliteten af det kunstneriske indhold, og ikke kun antallet af opførelser og publikum. De ser også styrken i arbejdet på tværs af samfundsgrupperinger i vores publikum og i det hele taget at bibeholde teater ikke kun som en forbrugsvare eller underholdningsprogram, der bare skal afløses af det næste, men også som et anderledes møde for byens borgere med udfordrende kunst.”
Læs mere om Cantabile 2 og deres nyeste forestilling Guds Lam her
