Faktisk er det forfriskende at opleve en performance, der er holdt ganske kort og med en så stram fortælling, som det er tilfældet med Champions.
Derfor er det også lidt ærgerligt, at kompagniet Himherandit har valgt at lade den indgå som en del af en dobbeltforestilling med den noget mindre stringente Mass Effect. Det virker som et umage tvangsægteskab, hvor eneste fællestræk ved de to forestillinger er nøgenhed.
Nøgen i bogstavelig og overført betydning
Andreas Constantinou, der står bag iscenesættelserne af begge aftenens performances, er eneste mand på scenen i Champions. Og det med god grund. For Champions er en særdeles personlig performanceinstallation om Constantinous homoseksualitet, hans forældres manglende anerkendelse, hans indre kampe og ikke mindst følelsen af ensomhed.
LÆS OGSÅ: Er vor tids krise en ”mandlighedens” krise?
Som det allerførste træder Constantinou ind foran publikum og forklarer, at der i det følgende vil forekomme lydklip fra samtaler mellem ham, hans mor, hans far og hans terapeut. Derefter klæder han sig af og sætter sig i en lænestol midt i den hjemligt udseende scenografi. Tre hvide vægge, nogle enkelte mørke møbler, en standerlampe og et stort, rundt gulvtæppe skaber de fysiske omgivelser, der også inkluderer en grammofon, en radio og et tv, der ligner noget fra midten af sidste århundrede.
»I failed to change your sexuality«. En aldrende mandestemme lyder fra den flimrende tv-skærm ved siden af Constantinou. Farens stemme. Den ene absurde udtalelse efter den anden, der understreges af ordenes gengivelse på skærmen, mens de siges. »I wanted you to be a man.«
Hurtige skift og fuldkommen ro
Champions er bygget op omkring en række hurtige skift mellem radioens skratten, brudstykker af musik, små lydbidder fra terapisessionerne, stilhed, lyden af et ur, der tikker og støjende videoklip, som projiceres op på væggene bag Constantinou. Skiftende tager til i fart, og varigheden af samt støjniveauet i videosekvenserne tager mod slut næsten pusten fra publikum.
Videoprojektionerne fortæller historien visuelt. Her er to mandlige brydere. Først kæmper de deres indædte kamp i en traditionel arena, hvor publikum i rækkevis bag dem ser på. Men deres omgivelser skifter. Først til en blomstrende rapsmark, så til havet og til sidst i en sandklit.
Klip for klip udvikles og ændres deres kamp. Deres bryderdrager forsvinder, de kæmper videre nøgne og langsomt, næsten umærkeligt forandres deres bevægelser, så de til sidst minder mere om kærtegn.
De to brydere er visualiseringen af Constantinous indre kamp for at forliges med sin seksualitet. En kamp, der ellers ikke er at spore i hans ansigt, som han sidder der udtryksløs i sin stol hele vejen igennem. Han udstiller sin sårbarhed i både fysisk og psykisk forstand, men han er tilsyneladende også selv i fred med den.
Champions er en velfungerende og rørende performanceinstallation om det behov for at blive accepteret, som vi alle i bund og grund bærer på. »I feel fucking alone,« lyder Constantinous stemme fra højtaleren. Og efter at have fulgt installationens mange klip mellem lydbidder med farens nærmest absurde udtalelser og videoprojektionerne med de to bryderes rejse, så kan der ikke være nogen tilbage i lokalet, der ikke forstår denne udtalelse.
Måske er det umage match pointen
Efter en kort pause, der på ingen måde er lang nok til at fordøje de følelsesmæssige indtryk, som Champions har efterladt, er det blevet tid til aftenens anden performance, Mass Effect.
Ifølge programteksten er Mass Effect »en kunstnerisk kommentar på det aktuelle sociopolitiske klima, hvor samfund ofte afvikles, demonteres og forskelle fremhæves for at skabe adskillelse.«
Men helt ærligt, så har jeg svært ved at genkende den beskrivelse fra publikumspladserne, hvor jeg sidder.
Mass Effect er et underholdende show, der mixer elementer fra stomp med elementer fra dans, og mest af alt bliver en overbevisende men ikke i sig selv så interessant demonstration af de syv medvirkendes kondition. I de tre kvarter, forestillingen varer, løber de, hopper på stedet, svinger arme, sparker med benene og løber igen. Stort set uden pauser. Kun afbrudt af små ophold, hvor deres hivende vejrtrækning kommer i fokus – og hvor vi blandt publikum virkelig kan se, hvordan sveden pibler frem på deres kroppe.
Det sveddryppende og intense tager til. Og anstrengelserne kan ses på de muskuløse kroppe – især mod slut, hvor de alle en efter en tager tøjstykker og sko af, indtil de alle syv danser fuldkommen nøgne. Et faktum, der selvfølgelig giver forestillingen en lighed med Champions, men som ikke ellers bidrager med et tydeligt budskab.
Der er ingen tvivl om, at de syv dansere på scenen er i bedre form end gennemsnittet, og de bevæger sig fint over gulvet som en samlet masse. Kun akkompagneret af deres egne fodtrin og indimellem af deres stemmer. Det er imponerende, at de kan holde tempoet og energien oppe på så højt niveau så længe.
Kontrasten til det stringente, klare budskab i Champions er lidt for markant. Og netop fordi den første forestilling havde så meget på hjerte, kommer Mass Effect til at fremstå som en lidt ligegyldig underholdning efterfølgende. Men måske er netop det umage i matchet en pointe i sig selv.
Læs mere her
