Med fortællingen om Stygge Krumpen og Elisabeth tager Vendsyssel Teater fat i historien om kendte, nordjyske skæbner. Selvom handlingen ind mellem bliver for kompleks, er resultatet alligevel seværdigt.
Maria Hellebergs romaner er elsket af mange, fordi de udfolder historiske emner i en mere spændende og dramatisk fortalt fiktionsramme. Og det er da også oplagt at vælge en historie med lokalforankring i det nordjyske.
Kærlighed og tro
I Anders Lundorphs iscenesættelse af Maj Rørbæk Damgaards dramatisering introduceres vi for en række parallelle forløb. Først og fremmest er der kærlighedshistorien mellem den katolske biskop på Børglum Kloster og den unge adelskvinde Elisabeth, men også splittelsen mellem den gamle og den nye tro. Mellem den katolske kirke og Luthers protestantisme, der omtales som »en ekstremistisk oprører sydfra«.
Anders Gjellerup Koch er biskop Krumpen, der med sine egne ord er »katolsk helt ind i marven«. Med en gulvlang vest, der gør det ud for bispekåbe, lange, mørke slangekrøller og misundelsesværdigt store fingerringe er han magtfuld i sit udseende, der matcher hans hovmodige ambitioner, men som dog kommer til at stå i kontrast til hans ellers milde, næsten lidt vattede person. Trods sit cølibat og sin ed til kongen, kaster han sig ud i en hed kærlighedsaffære, og skyr ingen midler for at skabe et komplot, der skal vælte Chr. II af tronen. Vi forstår handlingen, men Krumpens motivation er mere uklar. Langt hen ad vejen fremstår han mere kejtet end udspekuleret. Og det er en generel udfordring for iscenesættelsen, at der ikke er plads til, at skuespillerne for alvor kan komme i dybden med personerne.
Laura Kold er lidenskabelig og frembrusende som den unge, smukke Elisabeth, der med sit uskyldige udseende og lange, røde hår opsøger biskoppen for at slippe bort fra sit mildest talt forfærdelige ægteskab. Lige så venlig og smilende Hans Holtegaard kan fremstå, lige så helt utroligt modbydelig og skræmmende er han i rollen som den sadistiske Bonde Due, der har giftet sig med den unge kvinde udelukkende for medgiftens skyld. Det er fuldt forståeligt, at den unge flygter fra en mand, der kalder hende et »bæst« og taler højt om at sælge hende som hore på markedet i Aalborg. Også hendes forelskelse i biskoppen er troværdig. Kolds Elisabeth er klart den, der får bedst plads til at udfolde personligheden i historien.
Bogens kompleksitet giver udfordringer
Men der er mange flere fortællinger viklet ind i hinanden i Stormene. Lue Støvelbæk er den kutteklædte, unge munk Andreas, der indtager pladsen som Stygge Krumpens højre hånd og bistår ham i tykt og tyndt gennem historien. Nonnen Dorthe, der er stukket af fra klosteret, får i Clara Ellegaards fortolkning en velfungerende, næsten naiv renhed, som giver hende en sødme og naturlighed til trods for hendes stive klædedragt.
Elisabeths ugifte søster Lene, hendes barndomsveninde Margrethe, den utilregnelige Erik Banner, som har et godt øje til Elisabeth og mange flere personer, hver med deres livshistorie og udvikling, er forsøgt presset ind i. Bogens kompleksitet og over 700 sider lange historie gør den måske ikke til det mest velegnende valg til iscenesættelse.
Der opstår indimellem lidt teksttunge passager og steder, hvor mange detaljer skal forklares i få sætninger. Et få sekunder langt blackout markerer ti års forløb, som kortvarigt opridses i bisætninger. Flere af skuespillerne har tendens til at snuble lidt i deres replikker. Men når det er sagt, så er det stadig en flot forestilling. Ikke mindst på grund af de ellers upåklagelige skuespilpræstationer og den interessante scenografi.
Sceneteknisk interessant
Den store runde sal på Vendsyssel Teater kan noget helt særligt. Ikke kun, når det drejer sig om den mere tekniske, men i høj grad også om stemning og opbygning af fortællingen. I Stormene har Steffen Aarfing skabt en scenografi af to konstruktioner i metal og træ, som kan hejses ned fra loftet. Den ene er som et stort, rundt bur, der fires ned midt på den runde scene. I første akt udgør buret et kammer på Børglum, og i andet akt – skarpt aftegnet af Anders Kjems’ lyssætning – bliver den fængselscelle, hvor Stygge Krumpen tilbringer år af sit liv. Uden om dette bur kan en kæmpestor, toetagers cirkelkonstruktion hejses ned. Publikum sidder i mørket hele vejen rundt om scenen og på balkonerne, hvor de er i øjenhøjde med skuespillerne, når de går rundt på reposen øverst på cirkelkonstruktionen. Der er intet genkendeligt i scenografien, som mimer bygningsværk, men den fungerer virkelig fint som ramme for de forskellige godser og klostre i historien.
Også i kostumerne har Steffen Aarfing trukket en række mere stilistiske valg. For eksempel er næsten alle – mænd som kvinder – iført tykbundede, robuste, sorte støvler med gule stikninger i kanten. En moderne kontrast til deres klædedragter, som godt nok leder tankerne hen på noget traditionelt, men alligevel hele tiden med et tvist af noget moderne. Således er Jørgen Bings skurkagtige Erik Banner iklædt en lilla, pelsbesat kåbe og en tung guldkæde om halsen, der sammen med støvlerne og hans skaldede isse mere signalerer gangster end adelsmand fra 1500-tallet. En ret fin hentydning til hans utilregnelige personlighed.
Stygge Krumpen og Elisabeth har mange år med fremgang og overflod. Lige indtil tiderne skifter og de kommer i modvind. Skipper Clements bondeoprør ruller hen over Danmark, og i Nordjylland brænder bønderne Elisabeths godt ned til grunden. »Helvede er løs,« som Andreas udtrykker det. Og vi ser det rent fysisk ske med askeregn over scenen, der drejer rundt og rundt under fødderne på skuespillerne. Alt er i oprør, og verden som de hidtil har levet i er i opløsning.
Stormene er et ambitiøst projekt. Det er historiefortælling om alt fra det Stockholmske blodbad, bondeoprøret og reformationen, og så er det en mere jordnær historie om forbudt kærlighed, personlige ambitioner og en enkelt kvindes forsøg på at bryde med normerne.
