Flotte kjoler, fejende danse, sensuelle bevægelser, begejstring, tårer og spidse albuer. Ja, what’s not to like i konceptet Vild med dans? Noget er dog gået galt på vejen fra skærm til scene, så blot en identitetsløs afglans af showet er tilbage. 

Jeg kunne sagtens se pointen, da musicalen Vild med dans blev annonceret. Det opulente game show har ud over bling, flotte kjoler og perfide dommere også drama på både dansegulv og i kulissen. Der er kort sagt masser af stof til både øjet og hjertet. Men et eller andet er gået grueligt galt på Østre Gasværk. Den magi, som Tv-showet jo vitterligt skaber fredag efter fredag, år efter år, udebliver i en musical, der ikke rigtig er en musical, og som aldrig finder sit ståsted. Er musicalen en hyldest af konceptet eller det modsatte?

Vild med dans på Østre Gasværk. Foto: Miklos Szabo

Vi er langt fra Sydney Pollacks 1969-filmatisering af Horace McCoys roman om depressionens ofre Jamen, man skyder da heste med bl.a. Jane Fonda, der satte et mere kritisk blik på udnyttelsen af underholdningsbranchens (læs: kapitalismens) menneskeforbrug. Den fortælling adresserede helt basale behov som sult, mens vi i dag jo mere lider af livsstilsproblemer. Således også i musicalen, hvor de kendte deltagere er udskiftet med almindelige mennesker. Thomas, der er skilt fra showets producer, og deltager for at vinde hende tilbage. Kontrolfreaken Christina, der vil have endnu en sejr til præstationssamlingen, og klodsede Majken, der aldrig får gjort noget færdigt. 

Det er et ok afsæt, men Thomas Markmanns manuskript fungerer ikke. Værst er det for stakkels Troels Thorsen, der som showopvarmer/coach må kæmpe sig igennem en decideret ikke-sjov kaskade af #notallmen-situationer. Der er ikke noget comic relief at hente i de replikker, mere tæer, der krøller op i nakken. Lige så synd er det for Mille Goris vært Kira, der vandrer stift rundt i fine kjoler, mens hun reciterer wiki-bites om de forskellige danse. De fire dommere, der vel nærmest er tv-showets hovedattraktion, glimrer ved deres fravær. Gad vide, om de var tænkt ind oprindeligt – i hvert fald er der placeret to podier, der umiskendeligt ligner dommerborde, på scenen. 

Vild med dans
Vild med dans på Østre Gasværk. Foto: Miklos Szabo

Iben Dorner og danseren Michael Olesen, der spiller Christina og hendes dansepartner Lukas, slipper bedst igennem, fordi de faktisk danser deres scener og sparer på ordene. Vi får et par brokker, så klicheen karrierekvinde er på plads, men derefter lykkes det for parret at tale gennem dansen. Niels Ellegaard er såmænd ganske sød som den forladte Thomas, og det er et fint greb, at kærlighedsgenvordigheder midt i livet får plads, men hans dialoger med ekskonen spillet af Camilla Bendix er som en guirlande af forudsigelige almindeligheder, der ville have været endnu værre med to ringere skuespillere. Lise Koefoeds Majken og partneren Sebastian spillet af danseren Morten Kjeldgaard gør, hvad de skal, men bliver på intet tidspunkt så interessante, at man engagerer sig i deres vinderprojekt. 

Vild med dans
Vild med dans på Østre Gasværk. Foto: Miklos Szabo

LÆS OGSÅ: Tilløkke Otto – en sailor går i land på Folketeatret

Det bliver bedre i anden akt, hvor dansen fylder mere, og selv Mille Gori får lov at vise, hvor dygtig en artist hun er. Bandet under ledelse af Mikkel Gomard fungerer, uden at man falder ned af stolen af begejstring. Sangerne James Sampson og Gry Trampedach gør det faktisk rigtig godt, men sniger sig i de fleste scener rundt ude i periferien med kun få øjeblikke i spotlightet. Sangene bliver derfor ligesom forestillingens øvrige elementer løsrevne brikker, der aldrig får fundet hinanden. 

Det forlyder, at der har været restriktioner fra BBC, der ejer konceptet og også krediteres i forestillingsmaterialet. Om det er forklaringen på en amputeret oplevelse, kan jeg jo ikke sige, men det er næsten forbløffende, hvor lidt det kunstneriske hold har fået ud af den folkekære skattekiste. Der er sjove, blændende kostumer – ud over de store og fabulerende kjoler er mænd i lingeri da også altid et hit – og der er enkelte flot eksekverede danse. Men helt overordnet virker det som om, der er taget for få beslutninger: vil vi fortælle en fundamentalt god historie, hylde et fænomen eller gøre nar med dets overfladiskhed? Vil vi bruge de traditionelle danse på nye måder eller skabe et nyt koreografisk univers? Svarene blæser i vinden, da sidste trin er sat.

Læs mere om forestillingen her

Læs også teaterdirektør Emmet Feigenbergs forsvar i Berlingske

Dramatiker: Thomas Markmann 
Instruktør: Rolf Heim
Scenograf og kostumedesigner: Karin Betz 
Koreograf: Peter Friis
Kapelmester: Mikkel Gomard
Sangere: James Sampson og Gry Trampedach
Musikere: Daniel Johannes Johansson, Frederick Menzies, Lars Vissing, Hans Find Møller, Eliel Lazo, Aske Drasbæk, Yohanier Ramón, Søren Reiff, Jens Gotholdt m.fl.
Medvirkende: Morten Kjeldgaard, Michael Olesen, Asta Björk, Mille Gori, Niels Ellegaard, Lise Koefoed, Troels Thorsen, Camilla Bendix, Iben Dorner, Katrine Nørgaard, Rasmus Grandt, Anete Lotus Jensen og Troels Graakjær

Spiller 22. februar-26. april 2020 på Østerbro Teater, Østre Gasværk