For cirka 10 dage siden skulle vi have haft premiere på Desertør. En forestilling der skulle spille på Revolver, Østerbro Teater. Forestillingen var baseret på Halfdan Piskets grafic-novel og mit mål var at skabe en følelse af at træde ind i en tegneserie på scenen.
Vores hovedperson, en dukke, styret af de tre spillere skulle give den animalske følelse af et væsen-agtigt-menneske der gennemgår et tab, og et traume. Noget der skulle føles ægte med en distance. Fordi distancen kan være med til begribe og processere virkeligheden, og til at behandle et så mørkt tema. Det er første gang jeg eksperimenterede med dukketeater i et stærkt sanseligt visuelt rum – hvor ordene blev sekundære og den fysiske krop blev et udsagn!
Desværre har vi fået aflyst forestillingen dagen inden premieren pga Corona-epidemien – og derfor får forestillingen ikke sit liv. Et scenisk værk er ikke en skulptur eller et maleri der kan opbevares eller gemmes. Det er skabt af mennesker i mødet med mennesker. Og findes i den spilletid der er, nuet. Derfor er det så skrøbeligt og bestandigt på samme tid, fordi det er en oplevelse og et “nu” der findes i en tidsperiode, og når det er oplevet, ejer du værket. Derfor er det trist når værket ikke får sit fysiske møde med sit publikum. Det kan føles som at have bygget en skulptur for til sidst at smadre det, eller male et maleri for til sidst at kassere det. Men i sidste ende har det ikke kostet menneskeliv, og det tab jeg føler, er jeg sikker på mange gennemgår i mange forskellige brancher.
Men det minder mig om, hvad teaterrummet kan og hvad det sceniske liv er. I disse tider hvor mødet med andre mennesker er begrænset og afstand fra medmennesker skal holdes (med god grund!) minder det mig om, hvor vigtigt den fysisk sensoriske krop er. Blikket, gestussen, åndedrættet, bevægelserne, følelserne, fysikken og sproget. Er med til at skabe kommunikation mellem os mennesker, og er med til at skabe dialog, forståelse og interaktion. Årsag, handling. Redskaberne til at skabe liv på scenen.
Når vores kommunikation/mønster/vaner/instinkter/ritualer bliver afbrudt og omkodet mister vi kontakten til os selv og vores medmennesker. Det kan give en følelse af at være i ubalance og et ubehag. Det kan være skræmmende, men også erfaringsrigt og som en vækkelse. Fordi det kan hjælpe os med at blive klar over vores strukturelle mønstre, som vi ikke kan træde ud af. Man bliver klar over, hvor næringsgivende menneskekontakt er, hvor vigtigt det er at mødes. Jeg opdager abstinenserne af mit manglende sociale liv. Pludselig har jeg en følelse af at være voyeur til mit eget liv disse dage, fordi mine normer er brudt og min virkelighedsopfattelse er sprængt.
Det er netop det som teateret kan, sprænge virkelighedsopfattelser, få dig til at simulere en verden for en kort stund, tage stilling til den, måske bare opleve den kropsligt, eller blive ramt af den ind i sjælen. Teateret er mødet med det ubekendte, eller med det helt nære. Det er det indre møde, og det fysiske møde. Det er oplevelsen af menneskekroppen, der handler.
Selvom det kan føles som om, det netop er det, som Corona-epidemien har taget fra mig nu, mødet, menneske til menneske (kernen i mit erhverv) så har det også mindet mig om, hvorfor jeg instruerer, og hvorfor jeg arbejder med at skabe scenisk liv. Det har vækket en passion og forfinet et håndværk – det har fået mig til at sætte ord på vigtigheden af min metier – At vi mennesker har brug for kunsten til at processere, hvad vi ikke kan begribe med ordene – vigtigheden af at fortællinger ikke kun skal siges for at forståes men også opleves for at mærkes.
Derfor vil jeg ikke græde over aflysning af forestillingen, men være håbefuld for de kommende historier, der skal sættes til skue i fremtiden. Jeg vil skåle for mit erhverv og for teaterrummet, som giver plads til den vitale kraft, vi alle lige nu føler er taget fra os, kontakten.
