Magtbalancen skælver lød titlen da Aarhus Teater, Sort/Hvid og Bikubenfonden inviterede til online kunstsalon VISION. En salon som satte Kina og kunsten til debat i en panelsamtale med undertitlen Er fremtiden kinesisk? Og hvem vil vi gerne være?
Kunstsalonen skulle oprindeligt være afholdt på Aarhus Teater i forlængelse af forestillingen Made in China (Aarhus teater / Sort/Hvid) – men det blev som resten af landets forestillinger lagt i graven af COVID-19. Heldigvis overlevede salonen, i online format, hvor forestillingens manuskript blev afsæt for debatten og publikum var med på Zoom.
Dramatiker og instruktør på Sort/Hvid, Sigrid Johannesen, åbnede samtalen, da hun fortalte om tilblivelsen af Made in China. Med i panelet sad billedkunstner Bjørn Nørgaard og Kinaekspert Mette Holm, og journalist Lene Winther var ordstyrer.
Sigrid Johannesen fortalte, hvordan hun fik blik for Kina, under læsningen af en vens rejseskildringer fra Zimbabwe, hvor Kinas tilstedeværelse begyndte at fylde. Et Kina, som gradvist overtog det afrikanske lands infrastruktur, mens de vestlige medier understøttede billedet af en stormagt på hugst i den globale virkelighed.
”Jeg var drevet af en nysgerrighed overfor Kina og vores opfattelse af landet, og spurgte mig selv: Er vores vestlige system virkelig det bedste? Hvad kan vi lære af at se mod Kina, hvilke positive fortællinger er der? Jeg gav projektet undertitlen: CHINA SAVES THE WORLD for at minde mig selv om mindsettet, mens jeg skrev.”
På jagt efter svar mødte Sigrid Johannesen flere kinaeksperter, men fandt ikke det, hun søgte. Hun opsatte i stedet en fiktionspræmis om, at fremtiden var kinesisk og hun derfor måtte blive kineser. For at finde svar i virkeligheden mødte Sigrid en kinesisk kvinde som indvilligede i at tage med til Kina og oplære hende. Sammen rejste de rundt i en måned og mødte det officielle Kina. Stykket er bygget op over den præmis og skildrer en kvinde som rejser til Kina og hjem igen.
Både billedhugger Bjørn Nørgaard og journalist Mette Holm har rejst og boet i Kina af flere omgange igennem mange år og kender landet med alle dets kompleksiteter.
Mette Holm forklarer om Kina i dag: ” Der sker uhyrlige ting i Kina, men vi kan ikke opgive dem. Det nytter ikke at lukke nogen ude. Vi kan lære meget af dem og de kan lære meget af os. USA’s politik er, at vi skal inddæmme Kina. Men USA er ikke længere i en udenrigspolitisk situation, hvor de kan forlange noget, og for hver millimeter, Trump har veget, er Kina bare sprunget til. Xi Jinping har en vision om, at Kina skal være et stort flot land, hvor alle arbejder med glæde, og den vej går gennem ham. Han er den rette far til at lede det kinesiske folk. Det er derfor, det kommunistiske system har så travlt med at hente ressourcer ind i resten af verden. Hvis kineserne får det bedre – så beholder kommunistpartiet magten.”
Bjørn Nørgaard supplerer: ”Man oplever lidt det samme i Rusland – vi kommer til at dæmonisere en hel kultur pga. nogle magthavere, som vi af mange grunde har en masse imod. Det er ikke godt. Vi skal være nysgerrige – samarbejde med dem.”
Kina og kunsten i en kontekst
Bjørn Nørgaard har rejst, arbejdet og udstillet sin kunst i Kina, og kender alt til kunstscenen og de udfordringer, der er i landet. Konteksten spiller en afgørende rolle. De kinesiske kunstnere ved, hvordan man navigerer i det politiske landskab, og Nørgaard fortæller om en kinesisk karikaturtegner, som var ekstremt samfundskritisk, men da hans tegninger fik plads på et stort kunstmuseum, blev de opfattet som kunst og ikke som politiske.
”Du laver altid kunst i en kontekst og arbejder med den. Indimellem har der selvfølgelig været situationer, hvor der har været uoverensstemmelser med mine billedstrukturer og konteksten. Men jeg gider ikke hyle op om uretfærdighed. I stedet ser jeg på, om vi kan vende konteksten – kan vi blive klogere begge parter. Jeg lavede fx en stor udstilling på CAFA Art Museum i Beijing, der hed Min fars bogreol. Her skulle 400 af min fars bøger indgå. De stod i hvert deres rum, og de var selvfølgelig hovedsageligt på dansk. Man må ikke indføre bøger i Kina, som ikke er oversat, så vi måtte diskutere om det var bøger eller en skulptur – og det blev skulpturer, lyder det muntert fra Bjørn Nørgaard.
Sigrid Johannesen kender også til censuren i Kina og er godt klar over, at hendes stykke ikke kan spilles i den nuværende form. På sin rejse mødte hun derfor et partimedlem som i detaljer forklarede, hvordan hun skulle omskrive forestillingen så den kunne vises – ”og denne vejledning er faktisk kommet med i stykkets slutning,” forklarer Sigrid.
Hun er også bevidst om, at det kan opfattes som lidt ”let”, at være en dansker, som siger, vi skal være kinesere, men forklarer:
”Jeg måtte spørge mig selv: hvor er det farligste sted at gå hen – og det er at vælge et positivt blik på Kina. Det er ikke gjort for at provokere, men i håbet om at kunne skabe noget, som skubber folks bevidsthed.”
Så hvad er det du som kunstner kan i forhold til os journalister? Lyder det fra ordstyrer Lene Winther.
”Jeg kan møde virkeligheden på en anden måde med en fiktionspræmis og dermed skubbe grænsen for, hvad virkeligheden kan indeholde. Det er en tankeprøvning, et eksperiment, En alternativ virkelighed jeg udfolder og forhåbentlig skubber til nogle af de forestillinger om, hvad fremtidens virkelighed kan udfoldes omkring.” lyder det fra Sigrid Johannesen.
Bjørn Nørgaard følger op: ”Vi skal give slip og lade det, vi tror på, møde noget andet. Vi skal lade os inspirere og fascinere – som jeg er fascineret af Kina. Vi skal ikke bilde os ind, at alle lande i verden skal være ligesom os – det er en virkelig dårlig idé. Vi skal ikke være bange for at acceptere, at andre værdier end vores kan noget. Som Kierkegaard siger: ”Den der ikke giver slip, det kan godt være han overlever, men han taber det hele.” Du skal give slip for at vinde det hele.”
