★★★★☆☆ I Belong in the Woods and Have Always Done So – besættende affære mellem højromantik og black metal

Jacob Ridderberg har konceptueret et fascinerende bizart møde mellem højromantik og black metal i operaen I Belong in the Woods and Have Always Done So. Han indtager selv den hæse hovedrolle: en figur, der er så besættende, at man kunne ønske sig et større fokus omkring den.

Prøv at spørge din foretrukne AI-tjeneste: Hvad får man, hvis man krydser naturromatik á la Robert Schumann med dødsdriften fra det norske black metal-band Mayhem og kalder det en opera? Svar: I Belong in the Woods and Have Allways Done So.

Genrer, der umiddelbart virker uforenelige, bliver sat på den samme scene i komponist Jacob Ridderbergs foruroligende hybridværk. Men Ridderberg vil meget mere end bare at blande genrer. Måske for meget.

Hacket naturromantik

Kammerorkestret sad bomstille på scenen foran en storskærm, da vi kom ind i salen. De var malet sort-hvide i ansigterne – corpsepaint, som man kender det fra metalverdenen. Var det en koncert med klassisk musik eller black metal, vi havde forvildet os ind til? En speak lød over højttalerne. Stemmen talte om menneskets længsel efter træernes udødelighed. En mytisk stemning sænkede sig over salen. Vi hørte om Yggdrasil, verdenstræet fra den nordiske mytologi.

Musikerne satte ind efter introspeaken. De spillede et sært hjemsøgende forspil: en henført romantisk stil, der føltes hacket. Det var, som om noget havde gjort lyden mere kvalt, som om den drømmende poesi var blevet inficeret af en nedbrydende virus.

AI-æstetikken var til at tage og føle på. Også i de billeder, der under hele forestillingen tonede frem på skærmen bag orkestret. Her lignede det, at Ridderberg havde bedt den kunstige intelligens imitere den dunkle ærefrygt over for naturen, man finder hos den højromantiske maler Casper David Friedrich.

Sammen med billederne fulgte en masse tekst i en svært læselig, gotisk font. “The only fascinating landscape is the human face,” stod der på et tidspunkt. I den anakronistiske verden, Ridderberg skildrer, kan vi ikke skelne mellem menneske, natur og teknologi.

Hæse kraftanstrengelser

I værket indtog Ridderberg selv den ubestridte hovedrolle og entrerede efter forspillet i fuld black metal-ornat. Ligbleg i ansigtet, mørnet læderjakke og nittearmbånd til over albuerne. Men skoven var også en del af hans påklædning: Bukserne var syet sammen af bark.

I en storladen gestik betrådte han blade, der lå i en bunke på scenen og flækkede bark, der var mic’et tæt op. Lyden var så forstærket, at man kunne smage hver en lemlæstende detalje og det gav en makaber fornemmelse af knogler, der brækker.

Han tog mikrofonen, men det var som, om hverken stemmen eller sproget ville ud. Kun hæse og kneblede halslyde forlod hans krop. Ridderberg var utroligt dragende i sit evindeligt forhindrede forsøg på at få stemmen til formulere noget. Det var en umådelig kraftanstrengelse for ham at fremtvinge de hviskende lyde, og man blev revet med af den dystopiske figur: Hvad var det for en indre kamp, han kæmpede?

For mange idéer fordærver maden

Netop fordi kroppene på scenen var så interessante, savnede jeg et større fokus omkring dem.  Storskærmens tekst pumpede hele tiden en masse diskurser ind i værket, som det var svært rigtigt at få greb om. Og da flere af musikerne og Ridderberg på et tidspunkt satte sig ned i salen for at se på skærmen sammen med publikum forsvandt al spændstighed fra forestillingen.

Der var for mange ideer i spil på én gang. Ridderbergs besættende figur bar forestillingen og man kunne måske ønske, at han havde spillet mere op ad sit morbide ensemble end en storskærm, der ikke rigtig trængte igennem i salen.

Forestillingen var en del af MINU Festival 2024.