★★★★☆☆ Billy Elliot – fragmenteret, men aktuel historie

Det Kongelige Teater sætter alle sejl til i den charmerende og rørende musical Billy Elliot, der – blandt meget andet – handler om at tro på sig selv. Tonen er rå, men hensigten god i fortællingen, der også handler om en solidaritet, der gik tabt, og individualismens gennembrud. Det giver en lidt fragmenteret historie, men forestillingen overbeviser med fremragende præstationer af de unge spillere og sit overflødighedshorn af følelser, frigørelse og kontrasterende kulører.

Det starter flamboyant i de maskuline minearbejderes omklædningsrum. “Maggie, Maggie, Maggie – ud, ud, ud,” lyder det kæphøjt, mens en lille dreng får konteksten præsenteret for os med sine mange spørgsmål. Vi er i midtfirsernes krisestemning, hvor Margaret Thatchers regering lukkede miner i hobetal og indvarslede industrisamfundets og dermed også den faglige organiserings langstrakte død.

Tonen er rå, så det gibber i én, når minoriserede hånes og kønsroller virker stivnede i cement. Billy Elliot er godt og mundret oversat, men undgår ikke et lille lag af irritationsstøv med den loyale gengivelse af datidens sprogbrug, om end den karske tone også har en dramaturgisk funktion som symbol på det livssyn, der skal gøres op med i Billys – og hans families ud– vikling væk fra bokseringen og ind på balletskolen.

Kvinderne genkender drømmen

For Billy, der til premieren blev spillet graciøst med gavtyveglimt i øjet af Silas Santin, er jo en danser. Det opdager han tilfældigt, da han dumper ind på fru Wilkinsons danseskole. Hun ser Billys talent og bliver i Annette Heicks nedtonet-kontante skikkelse hans gode fe, der insisterer på, at der findes en anden vej end den, der fører ned i de allerede dødsdømte miner.

Billys sorgramte far og strejkeaktivistiske storebror er lidt længere om at se lyset, mens Anne Marie Helgers vidunderligt distræt-dansante bedstemor ligesom danselæreren genkender og tror på drømmen. Billys mor er død, men følger ham, til han selv kan danse ud i verden. Billy Elliot er på den måde en klassisk coming of age-fortælling, der her balancerer mellem eventyrets skæbnebestemthed og de barske historiske rammer.

Legende queer i alle regnbuens farver

Det er betagende smukt, når Billy og hans fremtidige voksne jeg, der danses blændende af Alban Lendorf, svinger sig i kulminens industrielle lamper. Det er legende queer, når legetøjet springer ud i dans i alle regnbuens farver. Det er skønt, når pigerne på danseskolen vrænger næse og udfordrer deres tutu-typologi som pendant til Billys mønsterbrud.

Det er bimlende sjovt, når Billys ven Michael sætter tingene på plads og insisterer på sin glæde ved kjoler. Michael blev ved premieren spillet af den fænomenale Vilhelm Kroner Ingvald, der forstår at levere en punchline og at fylde lige præcis det, han skal, som sidekick til hovedkarakteren. Cadeau til instruktør Heinrich Christensen, der får så unge spillere til at stråle sammen på scenen, og også lykkes med virkelig morsomme sidekarakterer som den parodiske kulturelite, Billy møder ved optagelsesprøven på balletskolen.

Det er tårefremkaldende rørende, når Billy og hans mor synger deres breve til hinanden, og Mads Rømer Brolin-Tani kalder også en klump i halsen frem med sit storspil som den knugede far med følelserne piblende under det tumpet-tunge ydre. Hans mandetype er gået af mode, og han ved ikke, hvad han skal sætte i stedet, før Billy viser vejen.

Et kludetæppe af historier

Billy Elliot er stadig en stærk og rørende fortælling om at tro på sig selv – og på fællesskabet. Men det er samtidig noget svært forstemmende ved rammefortællingen, for det blev jo ikke til “Solidaritet for evigt,” som minearbejderne synger. Det blev til individualisme og materialisme-amok.

Derfor er Billy Elliot både en uhyre aktuel historie om polarisering og en tidløs fortælling om mønsterbrud, men også et lidt usammenhængende kludetæppe af historier, der ikke nødvendigvis spiller sammen – i hvert fald ikke set med nutidens briller.

Det sagt, er Det Kongelige Teaters udgave af musicalen charmerende legesyg. Et overflødighedshorn af følelser, frigørelse og kontrasterende kulører, der bedårer med Miles Hoares varierede trin, med Det Kongelige Kapel fejende akkompagnement under Robert Houssarts ledelse, og med Benjamin la Cours monumentale gråligt-brune scenografi, der opererer forførende i flere niveauer i Jonas Bøghs præcist-dunkle lyssætning.