★★★★★☆ Pinocchio – plads til både latter og refleksion

Det Kongelige Teater har med Pinocchio lagt i kakkelovnen til en magisk, morsom og rørende familieoplevelse. I Lee Halls dramatisering og Sara Cronbergs iscenesættelse udfordrer fattigdom og nød vores moral, og frem for løgnens voksende næse, bliver netop dét drivkraften i Pinocchios kamp mod at blive, ikke bare en rigtig, men også en god dreng. 

Vi starter i den fattige legetøjsmager Gepettos værksted, der, trods en vis kvantitet af legetøj, virker både koldt og forladt. Hvem køber legetøj i en verden, hvor sult og kulde præger hverdagen?

Den ældre og lettere krumbøjede Gepettos (Niels Ellegaard) største bekymring er dog ensomheden, og derfor bruger han, hvad han har, til at skabe en dukke, der kan holde ham med selskab. En skovl, et gammelt dukkehoved, et bordtennisbat og vupti, Pinocchio er skabt i bæredygtighedens, og ja, fattigdommens navn.    

I en barsk verden bliver vores moral sat på spil

At få liv i den lille dukke, sørger Den blå fe for. Anne Plauborg og Andreas Jebro udgør til sammen Den blå fe, og dette makkerpar bliver foruden Pinocchios moralske støtte, også hans dukkeførere og stemme. De to giver Pinocchio både en maskulin og feminin side, som der dog ikke bliver gjort særligt meget ud af. Men det gør dog Plauborg og Jebros komplekse opgave med at jonglere både dukkehåndtering, Pinocchios stemme, samt at spille den egentlige karakter som Den blå fe, mulig og faktisk ganske velorkestreret.

At bruge, hvad man har, bliver gennemgående for forestillingens karakterer. Det gælder på rørende vis, da Gepetto sælger sin jakke for at købe en ABC-bog til Pinocchios skolegang, men også på grummeste vis, da den lumske ræv, spillet af Sigurd Holmen le Dous og den desperate kat, spillet af Marie Dalsgaard, bruger løgn og manipulation for at skaffe sig mad og penge på Pinocchios bekostning. At karakterernes onde handlinger udspringer af desperation og sult, giver denne iscenesættelse et fint ekstra lag, hvor vi faktisk langt hen ad vejen kan sympatisere med dens karakterer.

Dukketeater i kæmpeskala

Sara Cronbergs iscenesættelse er på mange måder dukketeater i stor skala. Lovens lange arm er et par kæmpe hænder og en rungende stemme. Et ansigtsløst system, der på ingen måde er i øjenhøjde. Generelt slipper ingen skuespillere i denne forestilling for også at agere dukkeførere. Marie Dalsgaard og Sigurd Holmen Le Dous må forholde sig til rollen som kat og ræv, der også spiller et ældre dukkepar og et par tyvagtige fugle, al sammen i forsøget på at lokke penge ud af Pinocchio. Den klodsede skiften mellem ræv og kat og dukke og fugl fungerer godt som et comic relief, hvor vi lige bliver mindet om, at det hele jo bare er noget, vi leger. 

Matthew Rawcliffe spiller rollen som Pinnochio, og selvom han stadig er styret af den blå fe, så er man ikke i tvivl om, at der gemmer sig en dygtig danser med egen kropsbevidsthed inde i det store dukkehoved.

Også scenografien bliver en storslået og dynamisk dukke, der med dens tæpper og et scenegulv, der kan hæves og sænkes, skaber bevægende rum til ”dukkernes” store fysik, både som den omsluttende kæmpehval, en mørk skov, den slet ikke mirakuløse Mirakelmark og det dybe hav. 

Genkendelighed kan både være skræmmende og morsom

Man kunne – med forestillingens underlæggende fokus på fattigdommens desperation – frygte, at den blev en moralprædiken, hvor vi alle skal have det dårligt over vores forbrug og vores privilegier. Men forestillingen balancerer det melankolske med en masse jokes, humor og genkendelighed fra hverdagen. Herunder en Pinocchio, der smider sig skabagtig på gulvet for at få sin vilje. En handling, som både fik børn og voksne til at trække på smilebåndet i genkendelse og måske en smule selvrefleksion. Derudover trækkes forestillingen ind det moderne samfund med både lyssværdskamp og en overdådig techno-fest, hvor flere små størrelser måtte rejse sig fra deres sæder og danse med til de rytmiske toner. 

Historiens fremdrift er til tider en smule vag. Nogle steder dvæler forestillingen meget længe ved en specifik, og ikke nødvendigvis sigende sekvens, og andre steder når vi nærmest ikke at lande og forstå, hvad der foregår, før dukken trækkes videre.

Men Pinocchio bevæger sig hele tiden med et overordnet mål om at hjælpe sin far ud af fattigdommen. Et mål, som i sidste ende giver os troen på, at mennesker vil hinanden det godt, og at kærligheden er større end fristelsen til at tage de lettere, men ikke nødvendigvis gode valg.