De frie scenekunstnere er ofte udfordret af ikke at kende publikum, når de er på turné og lejer sig ind på faste scener. Men der er faktisk masser af muligheder for at knytte kontakt – særligt hvis man skeler til andre brancher. Lasse Marker, strategisk kommunikationsrådgiver, giver her sit bud på, hvordan de frie scenekunstnere kan udvikle deres kontakt til publikum, mens kommunikationsansvarlig Janne Hovmand Storm byder ind med erfaringer fra branchen.
Som med mange andre ting i tilværelsen er danskernes tilgang til kultur bundet op på vaner, og hvordan disse vaner tager form, viser en stor undersøgelse om Danskernes kulturvaner, udarbejdet for kulturministeriet i 2012. Undersøgelsen har måske nok nogle år på bagen, men den er stadig relevant at skele til i forhold til hvordan scenekunsten kan knytte stærke kontakter til- og udvikle deres publikumsmøder.
”Ser du på museumsverdenen, så kommer to tredjedele af de besøgende for at se museet – ikke nødvendigvis den aktuelle udstilling,” fortæller strategisk kommunikationsrådgiver Lasse Marker.
”Måden danskerne bruger kultur på, er at gå på et museum, de kender. Fx ’på fredag tager vi på Louisiana og så ser vi, hvad der er’, fordi Louisiana er et museum, de kender, godt kan lide og gerne vil identificere sig med. De frie scenekunstnere har ikke samme muligheder i forhold til at skabe et hus, med et fast brand, da de ofte lejer sig ind i andre teatres bygninger. Det de i stedet kan gøre er at brande deres kompagnis profil. De skal være ekstremt tydelige i hvilke fortællinger, de skaber om dem selv, og ikke have så meget fokus på den enkelte forestilling, så publikum ved, hvad de får når de opsøger et bestemt kompagni eller gruppe.” Lyder et af rådene fra Lasse Marker.
På Teatret MÆRKVÆRK, der skaber teater til teenagere og turnerer i hele landet, kender man godt de mange udfordringer, der kan være i forhold til at møde publikum på lejede scener. Kommunikationsansvarlig for teatret Janne Hovmand Storm, fortæller: ”Der er selvfølgelig altid den udfordring, at man som projektteater, der lejer sig ind, kan forsvinde i det etablerede teaterhus egen profil. Men Anne Gry Henningsen, der er kunstnerisk leder, har som oftest fået forestillingerne ind på scener, som matcher vores profil. Fx har vi de seneste år spillet på Teater Grob i København, som profilerer sig på at vise ny dansk dramatik og som har fat i et yngre publikum.
I forhold til at profilere teatrets profil i modsætning til deres forestillinger, er det et tiltag, som allerede er i gang.
”Da Anne Gry Henningsen i 2015 etablerede MÆRKVÆRK, markeredes det med en sætning, der fortæller, at teatrets kerneydelse er; teater til teenagere. Det får lov til at fylde i vores materialer. Derudover laver vi en del tiltag, der styrker brand og profil. Vi arbejder fx altid med temaforestillinger og dertilhørende debatarrangementer, hvor en fagperson står for debatten. Vi forsøger også at skabe oplæg, der matcher skolernes læringsplaner og foregriber problematikker, der kan bremse købsprocessen eller opstå i kølvandet af forestillingerne, som fx med under huden, der handler om død, sorg og savn. Her fik vi en forsker i sorgarbejde, til at bistå os med at formulere en række råd til, hvordan man bedst muligt tager varer på de unge før, under og efter forestillingen, og disse råd skrev vi ind i et brev, der blev sendt ud til de lærere som skulle se forestillingen med unge. Disse tiltag er med til at styrke den profil, at vi er et teater, der tager tematikken og de unge seriøst, så lærerne fremadrettet tør købe vores forestillinger uagtet temaet.”
Janne Hovmand Storm er godt opmærksom på, at de, med deres salg til skoler og lærere, bruger en anden kommunikationsstrategi, end når der sælges til privatpersoner.
Og her har Lasse Marker da også lidt andre råd. Han siger:
“Hos teatrene møder man ofte det synspunkt, at nye publikum skal ind og klædes på for at forstå forestillingen – så derfor skal der være en intro. Men tanker om at IKKE-brugerne skal klædes på til at forstå forestillingen er en myte, for ifølge den seneste publikumsundersøgelse, som Applaus har lavet, så er det kun 2% af publikum, der synes, at manglende info er en barriere.
Det kan sagtens være en god ide at lave en after-talk, men man skal bare være bevist om, at det er brugere, som i forvejen ved en del om teater, som primært kommer og gerne vil vide mere. Mit råd er, at scenekunsten skal lade sig inspirere af brancher, der ligger tæt på.
Fx satte Kristeligt Dagblad ud med en hovedstrategi, om at indsamle email-adresser på eksisterende- og potentielle kunder, og det er som et af de få store medier lykkedes med at vækste.
Det koster ikke noget at sende tilbud ud til kunder som selv har givet adresser. Teatrene har den fordel at de fleste i dag køber billetter online og dermed oplyser deres mailadresser. De adresser skal de frie scenekunstnere, som gæstespiller på de mange scener, kræve at få fra billetudbyderne.
Det er deres publikum og dermed deres adresser, som de skal sende tilbud ud til.”
Lasse Marker ved godt, det er et langt sejt træk at få skabt nye kommunikationsstrategier og det koster ressourcer, men han er yderst positiv, når han ser på branchen og siger:
”Jeg havde regnet med at det frie felt ville være mere optaget af kunsten end af publikumshenvendelser, hvor de faste scener jo har en fast forpligtelse til at skulle få publikum ind. Men jeg oplever faktisk det stik modsatte og ser en stor interesse fra feltet til at imødekomme publikums behov for formidling.
Janne Hovmand Storm ser også en positiv udvikling, men understreger:
”Det handler om PENGE – og det bliver du nødt til at skrive ind, understreger hun. For det tager tid at udvikle nye tiltag og skabe kommunikationsstrategier, og det omfatter ikke kun presseafdelingen, men hele holdet.
Det her kræver at kommunikationsfolket/billetfolket bliver lukket ind i den kunstneriske proces. Jo tættere du er på det kunstneriske produkt, jo lettere er det at finde og bruge forskellige elementer til at kommunikere og formidle direkte til forskellige publikumsgrupper. Det stiller krav til det kunstneriske hold og teaterledelsen, der skal se kommunikationsprocessen som en del af værket – fx møder plakaten jo publikum længe før forestillingen har premiere, og de to skal jo helst være forenelige. Jeg er helt sikker på, at det, at vi nu har sat fokus på at undersøge, hvem vores publikummer er, åbner vores tanker og blik og dermed også for muligheden for fx at få øje på og kommunikere med alle dem, der gerne vil i teatret, men måske bare ikke kommer så tit.” lyder det som afslutning.
