Toaster præsenterede i pinsen festivalen The Performance Bulletin med 15 samtidskunstnere i og udenfor Den Fries Udstillingsbygning. Programmet var fyldt med en vifte af performative praksisser, der på forskellig vis legede med vores sanser og udfordrede vores opmærksomhed. ISCENE var med til det meste.
Publikum inviteres til at åbne sanserne og stille spørgsmål til etablerede ideer og normer om samfundet gennem alt fra danseekstaser til performance-middage på The Performance Bulletin, der er kurateret af Iben Bach Elmstrøm i samarbejde med Toasters Miriam Frandsen og de deltagende kunstnere. Festivalen er Toasters tredje i sæson 24/25, og medvirker flot til at udvide kendskab og perspektiver på den aktuelle performancescene.
LÆS også ISCENEs interview med Iben Bach Elmstrøm her
Sæt kroppen fri
Fréderic Gies’ Technosomatics (Sessions) er et værk fra 2025, der udforsker dans som en somatisk praksis. Indledningsvist gennemgås de syv chakraer og hvilke bevægelser, der kunne komme fra dem. Med udgangspunkt i Gies’ klub- og rave-praksis sættes vi i gang med et to timer langt danse-set med lukkede øjne til teknomusik. Ideen er at overgive sig til kroppens egne kræfter frem for styret identitet. Et offentligt rum fyldt med kameraer og forbipasserende er imidlertid ikke helt optimalt for alle til at slippe kroppen fri. Enkelte spørger fx, hvad film og fotos skal bruges til.
Éva Mags At First, I Feel I’ve Got Nothing (2025) finder sted under det store træ ved cafeen. Et rundt, rødt og hvidt feltet plastunderlag udgør scenen. Tøjstykker i kropsformer ligger klar til at blive fyldt op med ler. I processen over fire timer udforsker otte stærke performere kroppens behov i formgivningen. De er skiftevis voldsomme, blide, kærlige eller drillende over for hinanden og leret.
De undersøger kroppene, leret og stoffet i utallige formationer for at tune sig ind på, hvad det er, kan og har behov for. Undervejs opstår interessante bevægelige skulpturer og interaktioner til den elektroniske musik, der cuer stemninger og situationer. Gradvist formes ler og stoppes i dragterne, mens performernes egne kroppe skaber de mest rørende og tankevækkende stemningsskulpturer.
Det sagte sus fra køleskabet
Aske Thibergs Theres A fra 2025 er en udforskning af, hvordan mening opstår i fraværet af væsentlige (støjende) elementer. Næsten som et studie i, hvad kedsomhed kunne, før vi blev udsat for mentalt overload. Performer Poul Helmer Laursen sidder ovenpå en stor elevator uden for Den Frie og gentager minimalistiske bevægelser: løft af ben, hånd skubber tilbage, arm ind over krop, rysten, hænder for ansigt.
Elevatoren kører ham højt til vejrs, mens benene stadig dingler ud over kanten, og en video kommer til syne, da elevatordøren åbnes. “Når jeg lukker døren, er det eneste, jeg kan høre, køleskabets summen” fortæller skærmen, hvor vi følger med i fortællingen om den døde myre på køleskabets top og dvæler ved observationer af byen: himlen, et cigaretskod, tyggegummi, en lynlås.
Der tones ud til billedet af en gul, hypnotiserende prik, der spejler lyden af en evigt hoppende bordtennisbold. Den dukker af og til op i det enkle, men af og til skærende, elektroniske lydrum, og giver sin egen lydlige accent til kedsomhedens struktur. Livet går, folk passerer forbi, og bag busken i det fjerne drages vores blik mod tre små heste, der hører til en helt anden performance. Vi er i byen, i naturen, og i individets alenehed på samme tid. Det er i al sin enkelhed rørende og dybt fascinerende.
Er den virkelig?
Kristoffer Akselbos Once I Was a Human (2025) er en fortælling om at finde nye kommunikationsveje, hvor normer og interaktioner har mistet deres oprindelige betydning. Akselbo kan ses rundt om Den Frie og Østerport Station dehumaniseret med behåret maske, store ører og klør, der stikker ud af skoene. En mor river sit barn i armen ved synet og siger: ”Vær ikke bange, du kan godt se, den ikke er virkelig, ikke?”
Det lille troldevæsen er nok mere virkelig end de fleste. Den søger øjenkontakt og kigger mildt og undersøgende på dig. Måske tager den et vvs-rør frem og spiller. Mere er der ikke – de repetitive mønstre i ruten og det nøgne forsøg på kontakt. De umiddelbare møder har et rørende, ægte nysgerrigt udtryk, som selv børn får slukket i en verden, hvor vi suser forbi hinanden for at undgå at se nogen eller noget. Væsnet genvækker nysgerrigheden, får folk til at standse, cykler til at slingre og smil til at ramme øjnene.
Til den mere komplekse – for ikke at sige dunkle – side var Rasmus Røhlings udendørs installation (Welfare Foreshortened) Perspective as Symbolic Form (2025), der var placeret i parken på vej til Kastellet. “You are now entering the EU” står der på banneret, der er monteret på to barnevogne. Formationen køres frem og tilbage på stien ved installationen. Den består af en samling objekter, nogle tegninger og to korte videosekvenser. De kan kun ses, hvis man kravler ind til skærmene indeni to lange frakker med royale og kirkelige attributter.
Koblingen til velfærdsstaten undveg mig, mens konnotationerne til kapitalisme var mere iøjnefaldende gennem logoeksponeringen. Pointen forekom dog formentlig at være knyttet til vores egen ageren i og med installationen, men de muligheder var relativt hurtigt udtømte.
Medialiserede fordoblinger
Eau Pernices Mellemtiden (2025) er et lydværk, vi hører på vores egen telefon. Jeg havde problemer med at åbne lydfilen, men kom afsted med instruktioner i øret. Ud ad hovedindgangen og ned på det nærmeste perron, hvor jeg på lydsporet kom for sent til toget og var fanget i mellemtiden.
Virkeligheden interagerede finurligt med de immersive lydoplevelser i mit øre – og sluttede kontemplativt med en operasanger, der sang Brahms. En lille fin bagatel, der peger på de (mentale) åndehuller, der åbnes – eller kan åbnes – når vi pludselig står uden formål – om end det kun er til næste togafgang.
Sara Sjölins Back to The Future (2025) er en kommentarperformance. I to-timers præsentationer ses videooptagelser med tale, der fx udforsker et shoppingcenter i en form for metanarrativ efter fri fantasi. ”They have objects, but are afraid people will steal, so you can’t really interact with the things at display,” lyder det fa fra filmen. Samtidig står Sjölin selv i rummet og tolker på det, hun ser i en fordobling eller forstyrrelse af betydning.
Sjölin er på tidsrejse og ser tilbage fra 2050:” This one was not built as a shopping mall, but an office space – they changed it to a capitalist museum.” Hun åbner den ene materialistiske verden efter den anden, som vi tror, vi kender, men skifter så perspektivet til et postkapitalistisk blik mellem humor og tragedie. Det er et høfligt rusk i normer og konventioner, som bliver mangetydigt foruroligende i sin underspillede form.
Massehysteri og ro i outrerede outfits
Sofie Winthers Hoarders Hive II fra 2025 er så massehysterisk underholdende, at publikum får udleveret ørepropper. Morsomt, skævt og surrealistisk i alle sine kreative påfund fra en performer, der gør som en hund af et trommesæt, der gør tilbage. En kaster sig ind i væggene og falder om i breakdance stunts – en går i bro og påfører make-up med fødderne. Alt til smældende drøn fra et trommesæt og højintens energi.
10 performere bevæger sig eksalteret rundt og rundt som i en konkurrence om det mest outrerede outfit og mest særegne udtryk i verden. Snart står de utålmodigt vibrerende i kø til at skrive på en væg (dem har vi en del digitale versioner af). Imens forsøger publikum på gulvet at give plads til performernes evige reorganisering med glimt af håb for en udvej. Døren står i hvert fald åben til fuglelyde som for at understrege denne analoge performance om at være fanget af sociale medier og andre overforbrug.
En helt anden jordbunden ro finder vi i Seimi Nørregaards interimistiske parasolhytte blandt træerne i Østre Anlæg, hvor hun holder Poetic Consultation in the Bushes (2025). En enkelt person er med hende i hytten fyldt med tekstiler og artefakter. I hendes rappe hænder og tillidsvækkende dialog forvandles klienten til et totemdyr eller et andet drømmevæsen, som de selv fortæller om. Imens kan et par enkelte tilskuere titte ind ad åbninger i hytten og følge transformationen.
Vandet veritabelt silede ned, da jeg var forbi, men Nørregaards professionalisme fornægtede sig ikke. Intimiteten blev øjeblikkeligt etableret og en blå grævling blev resultatet af denne konsultation. Der leges både med voyeurblikket og – helt lavpraktisk – lades en handske, en kost og et stykke kunstpels med poesi og performativitet.
Mad som udfordrer sanserne
Ligesom tøj/mode får vidt forskellige performative udtryk i festivalen, bliver mad også brugt som greb i en vifte af udtryk, der på hver deres vis skabte fortællinger ved at udfordre sanserne og måltidets konventioner.
Elisabeth Molins As If You Could Just Eat Time (2025) udfordrer virkningsfuldt synet som dominerende sans ved at snyde øjet og de sociale konventioner og samtidig sætte andre sanser i spil. Først udstyres vi med en smagløs velkomstdrink af de distante performertjenere, der styres af blikretninger, der undviger øjenkontakt. Så bænkes vi om bordene og udstyres med et stykke spiseligt papir med æbler i forskellige stadier af råddenskab. Mit var særdeles råddent og harmonerede ikke med det lyse budskab i bunden af mit glas: “New beginnings”.
Samtalen om bordet var i gang og tog fart, da næste ret, en hvidlig suppe i en rød skål ankom. For lugtede den ikke fuldstændig som bolognese? Der var ingen overensstemmelse mellem syn og duft, men duften blev bekræftet af den dybe smag af tomat. Hvide chokoladelemmer og -torsoer og indtørrede pærer bragte som “æblerne” tiden i spil, mens performerne lod deres kroppe mime fråds og forstoppelse, slowmotion og hast, mens kameraer her og der dokumenterede tiden, der gik.
Svampens univers
Performancen var en rigtig samtalestarter og det viste Beyond Darkness Hyphea (2025) sig også at være. Nadja Mattioli og Nanna Hanfgarn Jensen fortsætter her deres kunstneriske undersøgelse af svampens univers. Stadig i totalt mørke, men nu i en middagssetting. To og to ledes vi ind og placeres i en kreds. Kopper med en kølig væske går rundt, til alle har en, og så starter fourageringen i jorden mellem os. De heldige finder alle seks bidder, jeg måtte nøjes med fem.
Det er angstprovokerende at lede med fingrene i jorden, når man intet kan ske. Vi gisper forskrækket, når fingrene rammer de små stykker svamp, der som menuerne på alle middagsperformances er skabt i samarbejde med køkkenchefen på Den Fries café. Cadeau til ham, for mage til velsmag og varieret intensitet skal man lede længe efter.
I mørket forstærkes smags- og følesansen. Skrøbelige teksturer veksler med muskelstruttende, klæbrige med glatte overflader, før smagene eksploderer i vores munde afsluttet med en knasende sødme. Nadia Mattioli leder os igennem og knytter måltidet til refleksioner over forarbejdede fødevarer, mens samtalen mellem os bliver en konversation, men en særdeles åben en af slagsen, hvor nysgerrigheden forplanter sig jagten på mad til smagen i munden. Magi i mørket.
Den erotiske mælk
Claudia Lomoschitz‘ Water of Life and Domination (2025) havde en ganske anden, men også lattermild tone. Bænket om små borde dækket med smukt, organiske formet lertøj i jordfarver bliver vi introduceret til mælkens mytologi, til dens forbundethed til frugtbarhed og moderskab, men også til dens afrodisiske egenskaber og i en grotesk morsom scene også dens visuelle lighed med sperm.
Fem serveringer af mælk i brunlige nuancer bevæger sig fra det let sødlige til dybe, nøddeagtige smage, mens Claudia Lomoschitz nøgternt taler os ind i en verden af egyptiske og romerske gudinder. Liv, død og reinkarnation. Fødsel, amning og mænds kontrol af kvinders kroppe. Bryster, læber og slangers slibrige symbolladede spor over kroppen.
Mens vi sipper mælken rulles kvinders krop og historie ud, fornemt forlænget i performer Alex Franz Zehetbauers drillende “milk, milk, milk”-kommentarer og hans forrygende, sensible stemme, der hylder os i blid sang med krasse ord og siden i orgastisk, magtfuld opera. Til slut falder vi til patten i bogstavelig forstand og sutter de sidste dråber af den erotiske, livgivende væske i os. Det er svært at forlade det generøse, begavede og sanselige rum, hvor vi på ny er blevet fanget ind af en dragende performance og vores egne sansers umiddelbare reaktioner.
Mellemmenneskelig tilstedeværelse
Også Persona Non Grata og Kasper Hesselbjerg bød på performances, der undersøgte middagen som fænomen med fokus på henholdsvis adfærd og madens sammenhæng med kosmologi. Der var stor søgning på disse performances og mad viste sig som frugtbare greb med nærmest uendelige variationsmuligheder. det gav overraskende unikke formater, der alle havde et stort element af mellemmenneskelighed gennem publikums aktive deltagelse og oplevelsens af at være fokuseret tilstede. Opmærksomheden var ikke bare fanget, men blev også fastholdt i et øjeblik i tiden, før vi atter forsvandt som elementarpartikler ud i den pulserende strøm på gaden.
Andre performances havde andre virkemidler. Enkelte som Akselbos, Mags og til dels Thibergs kunne betragtes på afstand. Hos Gies, Pernices, Winthers og Nørregårds måtte vi sætte vores egne kroppe i spil i varierende grad, mens det hos Røhling og Sjölin måske mere var intellektet, der blev aktiveret i forsøget på at forbinde punkter, der gjorde modstand mod rationelle forklaringer.
Hedonistisk dekadence
The Performance Bulletin lykkedes således med en bred præsentation af værker, der sanseligt legede med oplevelsen af at være i det offentlige rum. Intimt sammen – og hver for sig. Festivalen formår at iscenesætte tidens hedonistiske decadence, hvor en kokkekultur på jagt efter Michelinstjerner forvandles til en kropslig og sanselig samværsform.
Nogle værker fungerede bedre end andre, men blot den stadige tilstedeværelse af Akselbos væsen og Mags heroiske dansere i regnen, som vi stødte på hver gang, vi nærmede os eller forlod bygningen skabte en sammenhæng i rummet, som også forplantede sig til en udveksling mellem publikum og mellem performerne selv, så fornemmelsen af at være på en festival også var stærk.
Toaster har haft en forrygende sæson med tre festivaler og en række co-produktioner, herunder den fem måneder lange teaterserie Staten med fix + foxy. Platformen har bidt sig fast og folder sig ud. Alt er ikke lige godt på en festival, men det format skal også måles på modet til at vise diversiteten indenfor det kuraterede fokus, og vi fik på Den Frie et forfriskende bud på, hvad kunst i det offentlige rum også kan være. Sitrende, sjælerystende enkelt, sansevakt samtalende og immersivt kropsligt absorberet.
