★★★★☆☆ Tivolirevyen 2025 er på vej

Mange forventninger har været knyttet til Linda P og hendes greb på revygenren. Tivolirevyen 2025 er hendes første bud og den er en både underholdende og uegal rodebutik. Den indeholder elementerne til et funktionelt koncept og vil uden tvivl også finde sit publikum allerede i år.

Ingen kan som Linda P hvisle: “Slap af Elon Musk”.

Replikken falder i det gennemgående handlingsspor om dystopiske tendenser i samtiden, som udspiller sig mellem Thomas Warbergs alarmistiske persona og Kurt Ravn og Linda P’s mere hyggeorienterede/ virkelighedsfornægtende ditto i Tivolirevyen 2025. “Der har altid været trusler,” siger Ravn tørt, da de to yngre søger trøst for verdens fortrædeligheder.

Italesætter tidens afmagt

Sporet slås an fra start og kulminerer midt i anden del efter at have runderet klima(aktivisme), krigsangst/prepping og bemeldte Musk og hans nu tidligere kammesjuk i Det Hvide Hus. Temaerne angribes med hverdagskarakterer og oneliners, og Tivolirevyen lider dermed også af denne sæsons udprægede mangel på satiriske tekster, der spidder tidens udfordringer gennem politikeres ageren.

Ofte opfattes det som en mangel, hvis der ikke er konkrete politikerparodier i en revy, men der er masser af eksempler på det modsatte, fx brystede Hjørringrevyen sig gennem mange år af netop ikke at have det. Og Tivolirevyen 2025 lykkes langt henad vejen med at italesætte den afmagt, de fleste oplever i tiden. Og som der måske endnu ikke er gode satiriske svar på, fordi virkeligheden er kompleks.

Jeg har i hvert fald efterhånden fået nok af tandløse tekstlige repetitioner om Mette og Trumps magtmanøvrer, hvor rammende de kropslige parodier end er. Langt mere berørt blev jeg af Linda P’s dystre Lyden af stilhed til tonerne af Simon & Garfunkel, der med ord som “tillid er en billig udsalgsvare, der aldrig får den samme værdi igen” sætter kniven ind i det måske vigtigste tab, vi oplever i både den analoge og den digitale virkelighed i dag.

Karaktererne lever

Klimaaktivisterne får deres bekomst i Nødbremsesporet af Marie Østerby. Aktivisterne er de første til at afbryde Linda P i at kvæde sin vise ,med mange vers, som hun gentagne gange forsøger sig med uden held. Meget held har de kluntede aktivister heller ikke med deres glemte banner og limklistrede fingre i en forudsigelig tekst. De har dog den væsentlige pointe, at det er svært at høre, hvad folk siger, jo højere de råber.

Thomas Warberg byder, ud over sin gentagne panikfigur, særlig stærkt ind med sin egen Parforhold 2025. Gennem publikumsinddragelse får den også et efterliv hos parterapeuten. Hovedteksten leveres med Warbergs fornemme sans for kropskomik og idiotisk raseri på en bund af dyb indsigt, og pickuppen er et gammelt trick, der virker.

Linda P har trukket sin intimiderende bollecoach af stalden. Hun er stadig sjov på den klæge måde, men toppes af den selvfede karakter i samme forfatterpar, Søndergaard & Bisgaards, Pitch, der også giver et fur til orkestret, men som også kun lever i kraft af karakteren. Vase & Fuglsang har en enkelt tekst med, Vi finder ting, der skriver sig ind i et genkommende tema om den aldrende del af befolkningen. Denne sketch fungerer med sin sikre dead pan-instruktion, som Linda P og Kurt Ravn leverer til fulde på. Men scener som Lige nu i Silkeborg og Dating er begge underligt bedagede og gumpetungt vraltende tekster om ældre mennesker.

Kurt Ravn er umiddelbart the odd one out i trioen, men han smelter fint ind og brillerer i kraft af sin vidunderlige sangstemme. Den kombineres med særlig komisk kraft i et af revyens bedste numre, I falder bare ind med tekst af Linda P. Her handler det også om publikumsinddragelse, men især om at sætte barren for højt og tro, at alle har samme forudsætninger for at nå i mål.

Formen er ikke helt på plads

Mathias Groves kompositioner og arrangementer er blændende og leveres med stort overskud af hans knalddygtige orkester og mageløse Xenia Lach-Nielsen. Hun synger som en drøm og mestrer med stil den tidslomme i 1950-60’erne, hun af uvisse årsager er placeret i. Konceptet ligner Aarhus Revyens, hvor band og sanger fungerer som sammenbinder. Men hvor der i Aarhus ofte kun gives et svirp med halen, får vi her ret lange numre hver gang og selvom musikken er skøn, undviger sammenhængen til det tekstlige univers og bliver noget langt og skematisk i spyttet.

Gøje Rostrups scenografi er elegant og velfungerende med fortæppets glimt af revyhistorien i Tivoli, de enkle sætstykker med naivistiske tegninger, der effektfuldt kan farvelægges, og en en uhyre raffineret brug af den lille drejescene, hvor især Xenia Lach-Nielsen holder til.

Som det fremgår er der virkelig mange bolde i luften i Tivolirevyen 2025, der krydser revyelementer med sketchshow, standup-greb og musicalvibe. Det kan der med tiden komme noget rigtig godt ud af, men formen er endnu ikke på plads, selvom jeg retfærdigvis skal sige, at jeg morede mig særdeles godt undervejs trods det svært svingende niveau i tekster og idelige stilskifter.

Det fortællemæssige flow og meta-dynamikken mellem de tre spillere er de originale greb, som kunne udvikles endnu mere til en unik revy-stil, for også revyen må gerne udvikle sig nye steder hen. Forkærligheden for parykkarakterer og sangerindens rolle kan derimod med fordel gentænkes. Det sagt, kan man roligt gå i Tivoli og få en fornøjelig aften allerede i år.