Duoen Karin Ørum og Astrid Lynge Ottosen skabte sammen de rå kostumer til Bellevue Teatrets succesmusical Den Evige Ild.
Hvad ser vi på billederne, og hvorfor har I valgt netop denne stil til kostumerne?
Billedet øverst er Dronning Elizabeth 1. og Ned Willard – den mandlige hovedperson og gennemgående fortæller. Billedet nederst er hele ensemblet i Den Evige Ild (2019). Til en forestilling med et så stort persongalleri opfandt vi vores eget dogmesæt for kostumerne og tog udgangspunkt i ensemblet og Shakespeares teaterform.
Det blev til et påklædningssystem på scenen, der tydeliggør fortælleformen, hvor få skuespillere spiller mange roller. På det fælles grundkostume bygges de enkelte kostumedele ovenpå. Et ærme, et skørt, en krave, og den enkelte kan dermed med enkle virkemidler skifte mellem mange karakterer.
Hvad overraskede jer, da skuespillerne begyndte at arbejde med kostumerne?
Vi var meget spændte på, om de enkle virkemidler var nok for skuespillerne. Men de arbejdede med de små forskelle på fineste vis og skabte et bredt persongalleri. Selvom hovedkaraktererne kun havde ét kostume, var der mange løsdele at holde styr på, og det krævede meget arrangement på bagscenen. Alle kostumedele hang på sidescenen klar til lyn-skift, spillerne hjalp hinanden i kostumeskift, og det var med til at give en særlig dynamik.
Hvilke udfordringer havde I med at lave kostumerne?
Det var tidskrævende, fordi vi lavede tekstilerne fra bunden og ikke købte os til brokade/smock-syede eller revne stoffer. Renæssancekostumer med korsetter og store skørter er desuden altid en udfordring, da vi jo i nutidens teater gerne vil have en kropslighed og en fysik tilstedeværelse, som man overhovedet ikke har i rigtige renæssancekostumer.
Hvad giver kostumerne til fortællingen?
Vi tog udgangspunkt i renæssancen rent stilhistorisk, men gav også kostumerne et moderne tvist, da Den Evige Ild har mange problematikker, der er relevante i dag. Alle spillere havde fx Birkenstocksko på, og vi arbejdede med sort denim, som vi behandlede ud fra et historisk perspektiv.
Malede brokade, smock-syede, flettede, rev i stoffet og fik på den måde silhuetter og overflader, der lignede renæssancens tekstiler. Det var også vigtigt at fortælle i klare billeder, da persongalleriet er så kæmpestort.
Derfor var ensemblespillerne i hvide og neutrale grundkostumer. Protestanterne var sorte med den sorte denimside udvendig, mens katolikkerne havde farver og brokademønstre på den lyse denim-bagside.
Ved at vende et skørt eller et ærme kunne spillerne skifte imellem at være katolik eller protestant eller en neutral medspiller. Vi synes, at skiftene gav en legende energi og en lethed til den store episke historie.
