Terningekvinden er mere teknisk udfordrende end den eksistentielle provokation, den nok er tænkt som. Mindre kan dog også gøre det, og forestillingens impro-humoristiske form rammer især det yngre publikum lige midt i eksistensdannelsen.
Christian Lollike, Teater S/H er dette års kunstneriske leder af Teater Momentum under mottoet “The best way to predict the future is to invent it yourself”. Efter den roste sansedystopi En fortælling om blindhed er årgangens næste bud en teknologisk krævende afsøgning af at skabe ny mening med sin fremtid. Forestillingen er iscenesat af Teater S/H’s husinstruktør Sigrid Johannesen, der ønsker at skabe reel forandring i samfundet gennem scenekunsten, som hun bl.a. har redegjort for i en Bikuben Vision Salon i starten af året.
Terningekvinden er skrevet af nyuddannede William Lippert, der også snart er aktuel på Aveny-T med forestillingen Mit navn er Greta. Det fremgår ikke, men man må formode, at forestillingen er inspireret af George Cockcrofts roman Terningemanden (1971), der har stort set samme plot, om end forestillingen taler mere end vor tids præstations- og mærke efter-kultur end forlægget, der kan ses som en del af sin tids anti-psykiatriske bølge. Forskellen er måske ikke så stor, det handler i begge tilfælde om at lade – netop – tilfældet råde, eller som teatret selv formulerer det: ”at bryde ud af fasttømrede forventninger til, hvem man er, og hvordan man kan handle”.
Du har det jo ikke godt
Lucia er psykolog, gift med Thomas, som hun har Isa med. Hver dag foregår efter det samme mønster: morgensex, fodre datter og sende hende i skole, modtage klienter og bitche passivt-aggressivt over dem og tilværelsen generelt med kollegaerne, middag med mand og venner, i seng og så forfra igen. Karrusellen kører i overført betydning, men også i Marie Chemnitz flot udførte scenografi, der roterer i stadigt accelererende tempo. Man kan selvfølgelig opfatte den som ost med ost på, men det fungerer faktisk ret godt med de adskilte og dog forbundne livsrum, der udgør det hamsterhjul, som er de flestes vilkår – og som måske forhindrer dem i at være sig selv, i dette tilfælde Lucia.
I første og mest klassisk strukturerede del køres en dag igennem, hvor alle spiller til kamera og dermed til den skærm, der hænger over karrusellen. Spillestilen minder samtidig om Lollike-classic med zombie-lignende bevægemønstre, evige gentagelser og tæt på hysteriske grin. No wonder, at Lucia føler sig som tilskuer til sit eget liv eller i eksistensfilosofiske termer oplever sin tilværelse som uegentlig, bestemt af ydre faktorer. ”Du har det jo ikke godt”, siger hende veninde-kollega Vibe og tilbyder terapi.
Terningen bestemmer
Men Lucia tackler sin krise på helt anden vis, nemlig ved at lade terningen bestemme. At hun selv opstiller alternativerne trækker jo på sin vis det tilfældige ud af ligningen, men det lader vi ligge og går med på præmissen. Nu bliver publikum bragt på banen med input til drømme, følelser og handlinger, som Lucias stadigt stigende antal kloner ude i det odenseanske natteliv efter bedste evne forsøger at udleve. Malin Rømer Brolin-Tani giver Lucias desperation et stærkt udtryk, og formår at engagere hele salen i sit projekt, hvad enten det er den ældre herre på første række eller de storfnisende gymnasieelever på bagerste, der begejstrede blev ramt lige midt i eksistensdannelsen af forestillingens form.
Johannes Lilleøre er skøn som klient Michael, der drager virkelig vidtgående konsekvenser af sine bekymringer. På gaden jongler han både latin-hofter, dansepartner og angst for helvede med charmerende indlevelse, men også de to studerende Joachim Bach Rosendahl og Amalie Drud Abildgaard har godt fat om både roller og improvisationsdelen ude blandt de sagesløse odenseanere, der må stille op til lidt af hvert bl.a. tyveri, patetisk gademusikant og hjerteskærende kærlighedsscener.
Om Terningekvinden vil skabe en reel forskel i samfundet? Svært at svare på, men nok kun på mikroplan. Den er umiddelbart mest bare sjov, mens de mere rå konsekvenser af terningespillet blot skitseres i få scener. Humor skal naturligvis ikke afvises som forandrende kraft, og som sagt var der virkelig stærk appel til det yngre publikum i salen, ligesom især de yngre medspillere ude på gaden kastede sig frygtløst ind i kampen. Sjælsrystende er det ikke, men forestillingen pirker til vores fastlåste tankemønstre på en inspirerende måde, der kunne være udforsket dybere, men også er ganske fin, som den er.
Læs mere om forestillingen her.
