Iscenesættelsen af EN FORTÆLLING OM BLINDHED fra Aarhus Teater, S/H og Momentum er en tankevækkende og på mange måder ekstrem oplevelse, der udvider forståelsen af, hvad teater egentlig er.
Der er mange parametre på hvilke man kan måle værdien af en teateroplevelse. En fortælling om blindhed er på ingen måde en skøn oplevelse. Tværtimod vil den formodentlig være decideret skadelig for mennesker, der lider af PTSD. Men det er så afgjort en mindeværdig oplevelse, der på overbevisende manér sætter fokus på publikums sanser, og ikke mindst lader det være op til hver enkelte at tage aktivt stilling til de dilemmaer, der præsenteres. Og så prikker instruktør Christian Lollike lidt til vores opfattelse af, hvad teater er.
Jeg ligger på en hård feltseng med en lille pude under nakken. Mit syn er hæmmet af et par briller, der er gjort mathvide, og min hørelse er fokuseret på de lyde, som lukkes ind gennem de hovedtelefoner, jeg har på. Rundt omkring mig er verden af lave. Jeg fornemmer vildt, blinkende stroboskoplys, en bragende rumlen, der kan mærkes helt ind i mine knogler, og ind over det hele lyder en højenergisk, råbende stemme, der giver mig en fornemmelse af dommedag. Ikke just den traditionelle teateroplevelse, hvor en skuespiller spiller en rolle, mens publikum ser på.
Ret genialt instruktørgreb
En fortælling om blindhed er en helt særegen teateroplevelse. Med tyk streg under oplevelse. Christian Lollike har stået for iscenesættelsen, der er skabt i et samarbejde mellem Aarhus Teater, S/H og Momentum. Lollike har sammen med Sigrid Johannesen bearbejdet José Saramagos roman fra 1995. En by rammes af en hidtil ukendt epidemi, der gør beboerne blinde. For at mindske den formodede smitte interneres alle de blinde på en anstalt. Og det er netop denne oplevelse, publikum gives. At ligge blind blandt ukendte mennesker og ikke ane, hvad der sker rundt omkring.
Gennem brillerne kan jeg se lys og mørke og fornemme farver, selvom alt mest opleves som en tåget masse. Det udnytter Balder Nørskov til fulde i sit lysdesign, som er kontrastfyldt og består af flere mindre lamper, der er placeret for at give hver enkelt feltseng den helt optimale blindhedsoplevelse. En oplevelse, der forstærkes af brugen af 3D-lyd i Asger Kudahls lyddesign, hvor lyden serveres helt retningsbestemt direkte ind i publikums øregange. Og så er der lugte. Ubehagelige, stinkende lugte, som passer ind i historiens gru. Men alligevel bliver jeg flere gange usikker. Er det min hjerne, der spiller mig et puds? Det virker nederdrægtigt (men stærkt!) at udsætte publikum for det oveni i alle de andre grumme indtryk.
I mørke skærpes høresansen helt naturligt. Jeg kan høre et barn græde til højre for mig, en mand, der kaster op ud over gulvet til venstre for mig og lyden af seksuelle overgreb et sted bag mig. Selvom vi alle ved, at der er tale om iscenesatte lydbilleder, så er oplevelsen ikke desto mindre ret intens. Havde jeg ikke haft en smal stribe kig gennem brillernes sider i udkanten af mit synsfelt, kunne jeg måske være kommet helt i tvivl om, hvad der var virkeligt.
Lollikes instruktørgreb virker måske oplagt, når man ser det lidt udefra, men det er altså en vild idé at blænde sit publikum og lade dem få sanseoplevelser, der matcher fortællingens personers. Som jeg ligger der på feltsengen slår det mig, hvor sårbar jeg er. Jeg har en fornemmelse af andre mennesker omkring mig. Jeg hører lyden af stemmer – både samtaler og angstfulde udbrud. Og jeg mærker de sporadiske vibrationer fra et menneske, der rent faktisk bevæger sig tæt forbi mig og måske støder mod min feltseng på sin vej.
Meningsfuldt grænseoverskridende
Før forestillingens start ledes publikum ind i et lokale, hvor der er opstillet række efter række af feltsenge. På hver feltseng ligger en lille pude, et par briller, der minder om dem, man bruger som værn mod fyrværkeri til nytår, og et par store hovedtelefoner. Midt i lokalet står skuespiller Simon Matthew i noget, der ligner en mellemting mellem en dj-pult og en bardisk. Han er klædt i hvidt fra top til tå. Hans ansigt og skaldede isse er sminket hvide, og hans øjne er malet rødrandede. Via mikrofonen guider han os på plads og sætter gang i fortællingen. Hans stemme følger publikum hele vejen igennem. Som fortæller, som den djævelske stemme, der stiller spørgsmåltegn ved vores integritet, og som dommedagsbebuder.
Med En fortælling om blindhed sættes der for alvor fokus på vores sanser. Og selvom jeg kun skal ligge og lytte, så sidder der en indgroet angst i kroppen for, hvad der vil ske, mens jeg ikke kan se. Vil nogen gøre noget? Røre mig? Forskrække mig? Der ligger en iboende forventning i mig – en frygt, der minder om den, man føler, når man ser en god gyserfilm. Det eneste jeg ved på forhånd er, at jeg ikke kan regne med, at mine grænser er de samme som forestillingens. Jeg er vant til, at min intimsfære overskrides på teatret, at nogen står for tæt på, ser mig for længe ind i øjnene, taler til mig eller noget helt fjerde. Lollikes iscenesættelse er så udspekuleret skabt, at det, Simon Matthew rent faktisk gør, kun er en lille brøkdel af oplevelsen. Det hele handler lige så meget om, hvad jeg som publikum er i stand til at forestille mig, der kan ske. Og giver du dine tanker lov at fare, så er jeg sikker på, at oplevelsen vil blive endnu mere ekstrem.
Læs mere om forestillingen her.
