Det første tilbud på de nye digitale scene Revolver play er Christina Hagens monolog Det spejl de kalder dig, der med skuespiller Tina Gylling Mortensen i front på mange måder minder om Coronamonologerne.
“Min fisse er en pose fuld af Bent. Fuld af frygt og ulevet liv,” siger skuespiller Tina Gylling Mortensen næsten helt i starten af den første af de tre dele, som Christina Hagens monolog Det spejl de kalder dig er udgivet i.
Den ligefremme stil og den uskønne sprogbrug, som er så kendetegnende for Christina Hagens tekster, gennemsyrer hele monologen, som også er den første udgivelse på Revolver Play.
Nydelig bedstemor med beskidt mund
Hun sidder der bag skærmen, som var vi i gang med endnu et af tidens utallige digitale møder. Klædt i en påskegul bluse med et matchende tørklæde og en praktisk pagefrisure ligner hun en hvilken som helst moderne bedstemor. Men kun ved første øjekast. For ikke så snart er skuespiller Tina Gylling Mortensen begyndt at tale, før illusionen brister.
“Hvad synes du om bedstemødre, der sutter pik?,” spørger hun netop som billedet skifter og vi i et nærbillede ser hende stoppe et helt æg i munden. I sin instruktion dyrker Emil Rostrup kontrasterne, som forstærker grimheden i Hagens tekst.
I alle tre afsnit af Det spejl de kalder dig sidder Tina Gylling Mortensen ved et bord og fortæller. Rummet omkring hende er neutralt – nærmest kedeligt – og hun fremfører monologen som talte hun om vejret. Mens hun taler skifter billedet til en række andre optagelser af hende, hvor hun fremstår noget mindre bedstemornydelig.
Sex, æg og en sort elsker
Hun fortæller om sin forelskelse i en ghanesisk mand, om sin ungdom, om sine seksuelle oplevelser og om sine tidligere mænd Frank og Bent. “Frank han boller mig analt,” konstaterer hun tørt netop som billedet skifter, og vi ser hende skære et hårdkogt æg i skiver.
Hun fortæller om sit dybtfølte ønske om at blive elsket. Drømmen om at møde én, der elsker hende. Om håbet. Om at elske en gigolo. Og om at måtte nøjes med at se kærligheden til en anden spejlet i sig selv. “Min sorte kæreste elsker sin sorte kone og sine sorte børn”.
Mens Tina Gylling Mortensens stemme fortæller fra sin plads ved bordet foran skærmen, ser vi hende ligge henslængt på en sofa med en ansigtmaske og en udbrændt smøg i mundvigen. Vi hører hende fortælle, at elskerens pik ligner en knivmusling, og vi ser hende gå rundt i en dyrehandel med mundbind på mellem fiskene i akvarierne. Vi ser hende stirre drømmende ud i luften, mens hun holder en konkylie op til øret og hendes stemme taler om hendes længsel mod manden i Ghana, hvor hun lige nu ikke kan rejse hen.
Det spejl de kalder dig
Det spejl de kalder dig er en monolog, der på mange måder minder om Coronamonologerne, som vi oplevede sidste forår, og hvor netop Christina Hagen også var blandt dramatikerne. Det er et velfungerende alternativ til de teateroplevelser, som vi alle savner netop nu. Men det bliver aldrig helt det samme som at se teater. Emil Rostrups instruktion underbygger teksten og det fungerer godt med de mange klip. Men det bliver langt mere filmisk end scenisk i sin helhed.
I sine tekster formår Christina Hagen at sætte alting på spidsen. Længslen, vreden, frustrationerne. Vi er trætte af Corona. Trætte af restriktioner. Og selvom vi måske ikke netop vil til Ghana, så kan vi nok alle genkende ønsket om at kunne gøre noget mere end blot sidde derhjemme.
På Revolver play er der allerede planlagt flere digitale udgivelser, der som Christina Hagens skal udkomme i mindre afsnit. Næste gang er det Stine Pilgaards roman Meter i sekundet, der dramatiseres til Revolver play.
Læs mere her.
