I dag er det præcis et år siden, den første corona-relaterede nedlukning af Danmark startede. Handlekraften hos danske teatre er enorm og der er utallige tilbud med digitalt teater, som publikum kan opleve hjemmefra.
Her på ISCENE har vi skrevet en del om digitalt teater i løbet af det seneste år. Et format, der har udviklet sig langt hurtigere end nogen i deres vildeste fantasi kunne have forestillet sig.
For at markere et-året for den første nedlukning har vi her samlet en række forslag til digitale teatertilbud, som du kan opleve i marts måned.
LÆS OGSÅ: Ny rapport giver indsigt i publikums oplevelse af digital scenekunst
Virtuelt laboratorium på AAT Stream
I morgen, den 13. marts, omdannes Aalborg TEaters nye digitale scene AAT Stream til et virtuelt laboratorium, når forestillingen The Robot Project og det tilhørende forskningsprojekt om kunstig intelligens livestreames ud i stuerne.
The Robot Project handler om robotter, viden og kunstig intelligens. Teamet bag forestillingen har allieret sig med videnscentret Enactlab, der laver deres eget videnskabelige forsøg under forestillingen ved hjælp af seerne.
Publikum, der ser med på livestreaming, skal svare på et interaktivt spørgeskema omkring forestillingen og kunstig intelligens. Derved kan teamet bag The Robot Project få svar fra tusindvis af mennesker omkring deres holdninger på én gang.
The Robot Project spiller på AAT Stream 13. marts kl 19.00. Læs mere her.
Zoom-gæsteforestilling på Får302
Tænker du over hvilken scenografi du har til diverse Zoom møder? Eller på hvordan du fremtræder? I en online forestilling forsøger fire personer at forstå, hvad det vil sige at være et “ægte menneske”, når virkeligheden af deres verden er en repræsentation. Hvad betyder den endeløse “jagt” på at fremstå som et autentisk menneske? Og kan vi være det på zoom?
Forestillingen Is it Really Ever Really Really Real? Really?, der er et prisnomineret gæstespil skabt til Zoom, undersøger menneskelige og institutionelle drifter og normer, der er med til at gøre, at vi alle vil være den bedste version af os selv og opfylde en endeløs række succeskriterier.
Is it Really Ever Really Really Real? Really? streames 16. marts kl. 20 hos Teater Får302. Læs mere her.
Scenekunstfilm om Irak-krigen hos GROB
På baggrund af Projekt Glemmebogens teaterforestilling Den Retfærdige Kriger, præsenterer Teater Grob i samarbejde med instruktør, producent og skuespiller Ina-Miriam Rosenbaum scenekunstfilmen En Retfærdig Krig, som stiller skarpt på Anders Fogh Rasmussen og hans begrundelser for at gå i krig i Irak.
Baseret på indholdet af FNs resolutioner og de fakta, vi kender, bliver refleksioner fra tidligere udsendt soldat Sara La Cour blandet med vinklet satire, rap og spoken word, når filmen mikser spekulative udlægninger af, hvad der skete i møderne mellem Fogh og George W. Bush, Fogh og Per Stig Møller og Fogh og hans embedsmænd.
Scenekunstfilmen En retfærdig krig har premiere på Facebook 22. marts og vil derefter være tilgængelig på teatrets hjemmeside frem til 28. marts. Læs mere her.
Meter i sekundet på Revolver Play
På Østerbro Teaters digitale scene Revolver Play forvandles Stine Pilgaards anmelderroste roman Meter i sekundet til digitalt teater i korte videoformater.
Lise Baastrup giver krop og stemme til Stine Pilgaards brevkasserredaktør. Og det er netop brevene til brevkassen og redaktørens svar, som Kristoffer Lundberg iscenesætter i de korte videoer.
Der ligger indtil videre to film fra Meter i sekundet foruden de tre i Christina Hagens serie Det spejl de kalder dig. Se mere her.