Mandag morgen starter Nørrebro Teater en livestreaming fra deres tomme teatersal. Her kan tilskuere se Jan Elhøj og Morten Kirckhoffs fascinerende fotografier fra Forladte Steder-bøgerne.
Mens vi venter… kalder Nørrebro Teater projektet, hvor de livestreamer 24 timer i døgnet i mere end en uge fra deres tomme teatersal. Jan Elhøj og Morten Kirckhoff har i 10 år fotograferet forladte steder i mere end 35 lande. Deres billeder er både vidnesbyrd om noget, der var en gang, og rummer samtidig plads til refleksioner over foranderlighed og det ultimative forfald.
Med Mens vi venter… kan alle interesserede opleve 100 forladte steder på et forladt Nørrebro Teater. Kig forbi livestreamingen og se de utrolige, forvarslende og vanvittigt flotte fotografier.
”At se på Jan Elhøj og Morten Kirchhoffs Forladte Steder giver et kæmpe sug i maven. Al bevægelse og liv er sat på pause, og i tomrummet fra det liv, der mangler, bliver der plads til et bombardement af fortællinger om dét, der var og dét, som kommer. Samme sug får man af at åbne døren til en tom teatersal. Alt sitrer i en spændt stilhed. Derfor er Forladte Steder også en påmindelse om at passe godt på vores kultur- og kunstverden. Ikke for bygningernes skyld. Ikke kun for de mange mennesker, der normalt arbejder her. Men først og fremmest for dig, der kunne sidde i salen og for det samfund, der har brug for kunsten i alle dens afskygninger. For med kunsten følger nuancer, forståelse, eftertanke og empatiens perspektiv. Uden kunsten ville vi mentalt blive til forladte steder,” siger teaterdirektør Mette Wolf om Mens vi venter…
Mens vi venter… går live mandag den 12. april kl. 08 og slutter mandag d. 19. april kl. 17. Du kan se med her:
Læs mere om Forladte steder her.