Hotel Pro Forma folder sig ud i bredformat på Teater Republique. Amduat. En iltmaskine er anden del i kompagniets underverdenstrilogi. Den folder virtuost død og ægyptiske myter ud i kompagniets kendte billed- og lydstærke univers.
Det konkrete og det mytiske mødes allerede i titlen på Hotel Pro Formas nye forestilling Amduat. En iltmaskine, der er co-produceret med Teater Republique. Som det også så ofte gør i Kirsten Delholms drømmende universer, der spindes af billeder, lyd og stemning.
Således også i Amduat. En iltmaskine, hvis titel dog kommer fra Harald Voetmanns bogforlæg. I bogen sammenfletter Voetmann sin fars død på Holbæk Sygehus med den ægyptiske solgud Ras natlige rejse gennem dødsriget. Amduat betyder ”Det, der findes i underverdenen”, mens iltmaskinen er sig selv og pumper nogle gange hørligt, men mest gemt i forestillingens sorgfyldte og poetiske lydunivers.
Døden tager den tid, den skal
På Republique er scenen 28 meter bred. På gulvniveau ligger faren i sin dødsseng, der på samme tid er solbåden, som sønnen langsomt trækker frem og tilbage. Hele tiden tættere på døden, mens timerne tæller ned. For solgudens rejse foregår over 12 timer fra solnedgang til solopgang, hvor nattens evige kampe er udstået og en ny dag kan gry.
“At sige i den 12. time:
Jeg skal dø nu.
Det er ikke, fordi jeg vil det.
Men det er det, der sker.”
Sådan lyder det sidste stykke tekst, og det er det, der sker. Med uendelig langsomhed, men mættet af billeder, lyde og sære væsener fra den ægyptiske mytologi, hvor alle guder har dyrehoveder Amduat. En iltmaskine udforsker døden eller måske nærmere det at give slip. Give slip på livet. Give slip på den, der skal dø. For sønnen mildnes vågenatten af minder om en rejse med faren til Egypten efter morens alt for tidlige død sig.
At mærke det usigelige
Minderne transformeres til billeder og lyde, og isprænges små tekststykker. En absurd, næsten morbid parafrase over Jeg ved en lærkerede. Et minde om en gyngetur. Refleksioner over slægt. Omsorg. Det er i al sin nøgterne tone en sjælsrivende elegi, Harald Voetmann giver sin far. Og den bor godt i Hotel Pro Formas billedstærke univers, hvor vi selv må bygge mening – eller lade være og blot flyde med.
LÆS OGSÅ: Interview med Kirsten Delholm om underverdenstrilogien
Fabelagtige Jesper Kongshaug (lys) og Magnus Pind Bjerre (video) har skabt det sublimt-suggerende billeddigt, der udfolder sig på den ligeledes 28 meter lange skærm på bagscenen. Billeder, der forlænges i de roterende, spiralformede refleksioner, der på skyggespilsvis spejles i skærm og rum. Måske associerer de evigheden? Vi suges ind i billedstormen, der veksler mellem abstrakte mønstre og landskaber, ægyptiske tegn og digitaliserede slanger. Imens vi indhylles i Marie Højlunds hospitalslydbilleder og Hari Shankar Kishores live toner. Foran skærmen, hævet over sygesengen bevæger guder og mennesker sig. Næsten i slowmotion med bevægelser, der mimer de ægyptiske skrifttegn.
Kan man sætte ord på døden? På sorgen? Amduat. En iltmaskine er et dragende forsøg, hvor det kødelige endeligt ikke gemmes, men ligger synligt til skue i Bo Madvigs skikkelse i sengen. Dødsprocessen er smertefuld, men bliver her også sanseligt fabulerende og rammer dermed noget fællesmenneskeligt i os, så vi kan mærke det og gribe en flig af forståelse. Amduat. En iltmaskine er Hotel Pro Forma classic. Det er kendte greb, men det er også mere end nok, når de sættes så virtuost sammen.
Se mere om forestillingen på Amduat-videokanal.
