Det Flydende Teater føjer med Valkyriens kamp forfatter og forkæmper for kvinders forhold Thit Jensen til deres portrætrække af markante historiske skikkelser. Det er blevet en stærk musikdramatisk fortolkning, hvor hovedpersonen står frem i nuanceret karakter.
Den blide augustaften ved Bagsværd Sø er næsten den ultimative antitese til den kvinde, Det Flydende Teater i år har taget under behandling i Valkyriens kamp. Thit Jensen blev ikke uden grund kaldt en valkyrie, dvs. en stridbar kvinde. Hendes liv var præget af kamp. Kamp for at blive anerkendt som forfatter, kamp mod patriarkatet, kamp for kvinderne og ikke mindst kampen for retten til prævention.
Kampviljen får Thit ind med modermælken i det lille himmerlandske samfund, Farsø. Thit vil for alt i verden undslippe dets middelalderlige normer og aldrig ende som sin mor, nedbrudt af barnefødsler. Fint sat i scene med snærende bånd og blide toner vekslende med skrig. De evige fødselsskrig.
Roser og laurbær
Thit vil noget andet. Hun vælger laurbær, hæder, fremfor roser, kærlighed. ”Jeg vil!” bliver hendes mantra. Det bringer hende langt, men kommer også til at koste. Valkyriens kamp er spundet omkring valget mellem de to positioner. Det placerer hende først mellem bror Johannes V. Jensen og deres kusine Jenny, siden mellem veninden Johanne og sin unge ægtemand Gustav. Jenny og Johannes bakker ikke Thits forfatterambition op. De svigter hende, men hendes egen fordømmelse af deres romantiske forhold bidrager også til venskabets fald.
Siden skubber hun næsten Johanne og Gustav i armene på hinanden med sit nærmest monomane fokus på arbejdet og afvisningen af både det lyse og lette og det for hende så afskrækkende moderskab. ”Hvert ord koster. Hvert ord har en pris,” lyder omkvædet mod slutningen. ”Alt det fine og sarte i livet er gået tabt,” hvisker Thit selv, men rejser sig atter til kamp. Hun hører kun sin egen sandhed og har ikke plads til mennesker, der ikke deler den.
Julie Petrine Glargaards tekst viser fint denne – i den tid måske nødvendige brist – og lader Thit fremstå både beundringsværdigt ambitiøs og usympatisk krigerisk. Hendes ”sorte finger,” som kaster forbandelser mod dem, der svigter, er næsten parodisk. Men også en brik til forståelsen af det komplekse menneske Thit, der kunne kæmpe for konkret fødselskontrol og samtidig var stærkt optaget af det spirituelle.
Et ensomhedstæppe
Først skriver og skriver hun på sine mange små lapper med ungdommelig glød. Så drager hun determineret og selvbevidst ud for at erobre verden. Siden forstenes kroppen i lag på lag af sort. Thit vælger hæderen, men med kampen følger et ”ensomhedstæppe,” som vi tydeligt kan mærke i Ene Øster Bendtsens stadigt mere forkrampede mimik og tunge trin.
Omkring hende danser med langt lettere fødder Malin Rømer Brolin Tani og Søren Bang Jensen som parrene Jenny/Johannes og Johanne/Gustav. De mærker og bruger deres krop mere end Thit, hvis berettigede forurettelse over kvindens begrænsede muligheder ender med at forkrøble hende trods alle laurbærrene, al den indhøstede hæder hendes forfatterskab og foredrag endte med at give. Der er en fin dynamik mellem de to kropslige udtryk, der lægger sig op ad tekstens struktur.
En snert af 70ernes kampsange
Bedst er dog, som så ofte før hos Det Flydende Teater, musikken. Marie Louise von Bülows tekster og kompositioner og Christine Worre Kanns stemme rammer hele spektret af kampgejst og smertepunkter. Grundtonen er sat i mol, men med en virkeligt velfungerende snert af 70’ernes kampsanges ukuelige tro på en ny tid. Det helt særlige ved dette teater er det musikalske rum, der som en gudbenådet medspiller løfter de biografiske fortællinger ind i et større eksistentielt rum og giver dem kant.
Valkyriens kamp føjer sig til rækken af musikdramatiske portrætter af kulturkarakterer fra de seneste par hundrede års Danmarkshistorie. At trække markante Thit Jensen ud af glemslen er prisværdigt og rammer måske også noget i en tidsånd med lidt mere følsomhed for de valg, vi træffer? Hun har med al sin stridbarhed betydet uendelig meget for generationer af kvinder efter hende. Det er værd at blive mindet om, mens lyset langsomt dæmpes omkring søen som en næsten symbolsk tilsanding af denne markante skikkelse i vores fælles historie.
