Mungo Parks nye skitseformat er lagt godt i hænderne på dobbeltdebuterende instruktør og dramatiker Amelia Høy, hvis tekst Celeste forløses stilfærdigt insisterende af garvede Henrik Prip.
Det kan ikke være mere aktuelt. Men det kunne nemt være blevet mere forudsigeligt. Amelia Høy debuterer overbevisende med Celeste, en på samme tid porøs og stram tekst. Porøs i sine underfortalte huller og fine gennemlysning af svære følelser. Stram i sin struktur, der uden at blive skematisk cirkler omkring temaer og fysiske fikspunkter – lampe, mobil, laptop, chokoladekop. Vi får ikke svar, men muligheder. Det er god dramatik.
Lagkage eller demo?
Ordet er givet til Thomas, der fejrer sin 60 års fødselsdag ganske alene. Telefonsvareren bobler over med mere eller mindre bøvede tillykker fra venner og familie. Også fra den vigtigste af alle, datteren Celeste. Hendes besked er et afbud. Hun prioriterer en demo mod strukturel racisme over fars runde dag.
Det er der mange grunde til. Helt almindelige familiegrunde, hvor børn distancerer sig fra forældre. I dette tilfælde dog spidsformuleret både af et raceperspektiv og af morens død. Celestes mor var et godt menneske, der døde relativt ung, og efterlod Thomas og Celeste. Thomas er ikke et dårligt menneske, men har som de fleste forældre jokket grundigt i spinaten over for sit barn. At han er en hvid, privilegieblind mand, mens datteren er afro-dansker skærper deres aktuelle konflikt, og peger også på øjeblikke i deres fortid, hvor Thomas ikke har givet Celeste de bedste råd. Det, der fungerer for en hvid mand, kan vende sig mod ham som et frygteligt våben.
Volden som sprog
Vold snor sig som et spor gennem Thomas’ selvransagelse og banker også på udefra, da politiet ringer og spørger efter datteren. Der er sket noget til demoen. Tekstens store force er, at den er åben for vores fantasi om, hvad der er sket, og holder sit fokus skarpt på Thomas’ skift mellem fortvivlelse, selvbebrejdelser og macho-vrede. Det er svært at være menneske. Det er svært at se sig selv i spejlet – især når det er datteren, man ser derinde. ”Sjældent har et barn lignet sin mor så meget udenpå og sin far så meget indeni,” som Thomas desperat udbryder mod slutningen.
Henrik Prip forløser teksten med al den indestængte smerte og forvirring, en 60-årig far kan føle, når verden har bevæget sig videre. Det, han troede, var rigtigt, er nu forkert. De øjeblikke, hvor han skulle have sagt fra, gjorde han det ikke – undtagen når han brugte volden som svar. Hans ensomme sofa er derfor ikke kun skueplads for et familieopgør mellem generationer, men et opgør mellem generationers forståelse af verden og de strukturer, der regulerer den.
Den konflikt rammer Amelia Høys tekst lige midt i tidsånden med en tekst og iscenesættelse, der både dramaturgisk og sprogligt hæver sig velgørende over de nemme løsninger og de løftede pegefingre. Celeste er trods betegnelsen skitseformat en helstøbt, lille forestilling, der i Prips fornemme præstation taler op og inddragende til sit publikum.
SE OGSÅ: Amelia Høy introducerer Celeste
Paneldebat
Efter forestilling den 9. september er der paneldebat med skuespiller Henrik Prip, Tess Skadegaard Thorsen (Ph.d. fra Aalborg Universitet med speciale i filmbranchen og diversitet og repræsentation) og Ditte Marie Munch-Jurisic (Ph.d. og post.doc. i ubevidst bias i forhold til etnicitet, Roskilde Universitet). Mungo Parks Diversity Manager, Fahad Saeed er ordstyrer. Temaet er dilemmaer og drømme i en dansk nutid med politisk identitet, generationsmøder samt diversitet som naturligt vilkår for modernitet.
