Populært lige nu

Annoncespot_imgspot_img

★★★☆☆☆ 1001 NAT løber en smule sur i sin egen labyrint af visuelle positurer og løse referencer

Østerbro Teater har hænderne nede i den helt store fortællekiste med dramatiseringen af 1001 NAT om kvinden, der fortalte sit folk frit ved at forføre den morderiske konge med ord. Trods stærkt spil af særligt Stina Ekblad og Stephanie Nguyen står det dog temmelig uklart, hvad den ufokuserede forestilling vil os.

Rummet er store flader af lys og sorte sengetæpper. Forskudte perspektiver i et labyrintisk løb, der mimer 1001 NATs kringlede fortællestil. Sjældent går dens mange fortællinger direkte mod målet, men snor sig ad omveje, mens noget gemmer sig i skyggerne eller bag næste dør. Som forestillingens program fint formidler, er den pointerede historie jo også blot vores forventning, fordi vi er vokset op i en vestlig fortælletradition.

Annonce

Så vidt, så godt. Den præmis køber jeg – og Bente Lykke Møllers visuelle fortolkning af den. Der er ingen sanselig eksotisme i den scenografi – og det er selvfølgelig en aktuel pointe i sig selv. Men hvor jeg som oftest – tæt på altid – lader mig fuldstændig forføre af Staffan Valdemar Holms konsekvente og egensindige iscenesættelser, blev jeg simpelthen ikke ramt af det, jeg denne gang mest af alt oplevede som udvendighed og mangel på fokus.

1001 nat
1001 nat på Østerbro Teater. Foto: Natascha Thiara Rydvald.

Rødstrømpekamp og en kastreret kanin

Sproget er stærkt og dragende i Ellen Wulffs oversættelse. Man kan selvfølgelig diskutere udvalget af historier, men Karen-Marie Billes dramatisererede bånd af fortællinger fungerer for så vidt udmærket ved omvendingens kunst. Først da vi når pausen, får vi efter uendelige tilløb rammefortællingen på plads: ”Nu skal du høre”.

Du’et er selvfølgelig os, men jo især kong Shahriyar, der også først entrer scenen da. Indtil da har tre kvinder på skift og sammen fortalt os en række historier flettet ind og ud af hinanden. De er vesirens datter, fortælleren Shahrazād, men fortællestrukturen udpeger selvfølgelig også, at de er folkets stemme. Shahrazād rider på en bølge af folklore, en fortælletradition, som hun former til ny mening ved at bruge den som forførelsesmiddel over for kongen, der som bekendt ynder at tage sig en ny jomfru hver nat og slå hende ihjel om morgenen, fordi ”ingen kvinder er rene”.

Den blodige praksis sætter Shahrazād en stopper for med sine 1001 nætter fulde af historier. Hvor kong Shahriyar de første nætter tager hende med en løvens brølen, ender han som lille kastreret hund – eller måske kanin – pibende sin orgasme ud i skammekrogen. Hun har knægtet ham, men lugter stadig blod på ham. Hun ofrer sig for folket, men sejren overvinder ikke helt de mange mord, der gik forud. Den herskendes rå magt, hvad enten vi nu skal opfatte ham som konge eller mand. Shahrazāds rolle som frihedskæmper får i hvert fald en snert af rødstrømpekamp i sig via de sjove 70’er kostumer, der dog mest bruges til at understrege kvindernes nærmest grafiske bevægelsesmønster. Visuelt ganske frapperende, men hvad det – ud over 70’er konnotationen – har med noget at gøre, stod ikke skarpt for mig.

1001 nat
1001 nat på Østerbro Teater. Foto: Natascha Thiara Rydvald.

Mærkværdig på en diffus måde

Måske et forsøg på at strømline spillestilen? Eller kvinderollen? Eller det iscenesatte element, som historien om den forførende fortæller jo også er et udtryk for. Bedst fungerede det, når kvinderne langsomt vuggede bort i labyrintens dunkelhed eller pludselig dukkede frem bag en mur. Mindre godt, når vi for femte gang skulle se et kroget ældre menneske med bøjede knæ. Særdeles godt, når Stina Ekblad giver den som sladdervorn papegøje, lettere aparte når Mille Hoffmeyer Lehfeldts Plattform-persona dukker op i en ellers fint finurlig fortælling om et pantsat barn og et forsvundet æsel. Stephanie Nguyens lange danserkarriere fornægter sig ikke, når hun formelig snor sig over scenen for i et splitsekund at stivne koket i positur.

De supplerer hinanden godt, og har alle tre gyldne øjeblikke, ikke mindst i de liderlige stunder. ”Kvinders begær er større end mænds,” som vi jo nok ved – og ellers får slået fast her blandet op med den række af volds- og overgrebshistorier, der også er en del af 1001 NAT. Den er, som kongen undervejs siger, ”en god og mærkværdig historie”.

For mig dog denne aften desværre mest mærkværdig på den dårlige måde. Trods det overvejende fine og humoristiske spil, er det mig en gåde, hvad jeg skal tage med mig. En gåde, jeg ikke rigtig har lyst til at løse. Dertil er forestillingen for diffus og løber selv en smule sur i en labyrint af ekspressiv gestik og løse referencer til kønskamp, der formentlig er tænkt som et vestligt udtryk for det arabiske forlægs særlige struktur. Jeg synes ikke, mødet mellem de to kulturudtryk lykkes. Det bliver et visuelt postulat, der nok er konsekvent, men ikke rigtig samler sig til en fortælling selv.

Se forestillingstrailer her.

Læs forestillingsprogram her.

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce
Anne Liisberg
Anne Liisberg
Kritik- og debatredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.
Annonce