Stor respekt til Opera Hedeland for at satse på digital opera til børn og unge. Men det produktionsmæssige underskud i Purcell-operaen The Fairy Queen lokker ingen med på vognen.
Det går den gale vej for Opera Hedelands digitale produktioner. I hvert fald hvis man sammenligner sidste års ganske forfriskende udgave af Mozarts Figaros Bryllyp med den versionering af Purcells The Fairy Queen, som udkom i sidste uge.
Instruktøren er lidt overraskende den samme, Freja Friberg Lyme, men ellers er det vanskeligt at se, at det er samme organisation, der står bag årets satsning for børn og unge.
Ud i naturen
En god udfordring har det givetvis været at bevæge sig væk fra teaterkulissen i Mozart-operaen og ud i det fri med Purcells barokeventyr fra 1692. Det passer jo umiddelbart bedre til Opera Hedelands fokus på udendørs forestillinger. Den udmærkede idé forløses dog ingenlunde.
Først og fremmest er man gået på kompromis med musikken. Sangerne synger ikke live, men mimer til en indendørs optagelse, mens de bevæger sig rundt i området ved Gisselfeld Kloster i Haslev. Det giver selvsagt problemer med synkronisering og det rent akustiske misforhold mellem indendørs og udendørs rumklang.
Amatøragtige optagelser
Hvor man i Hedelands første digitale bud på opera kunne følge musikerne i baggrunden hele tiden, ser man dem i The Fairy Queen kun i en kort optagelse i begyndelsen og slutningen af de 40 minutters video.
De otte medvirkende fra Concerto Copenhagen med Lars Ulrik Mortensen på cembalo fortjener bedre. Alle fortjener bedre, også vi, der ser med.
Man kunne håbe, at der så til gengæld var skruet op for det visuelle produkt. Det er på ingen måde tilfældet. Hele optagelsen skæmmes af rent ud sagt amatøragtigt lys- og kameraarbejde. Allerede i introduktionens stillshot af forestillingens hjemløse mand, den ellers prægtige basbaryton Jakob Bloch Jespersen, er billedet helt sløret.
For de allermindste
De rystede billeder minder om noget, der er optaget med GoPro-kamera, og oplevelsen er som at se alt gennem fiskeøjne. Så dårlige optagelser har jeg kun set i virtual reality.
Måske redder det The Fairy Queen, at målgruppen øjensynligt er de allermindste. Handlingen er fjollet som intet andet: Én fe fortryller nogle andre feer til at blive forelsket i hinanden og i en hjemløs mand. Efter lidt forfølgelse på græsplæner og i et drivhus fortryder hun, magien ophæves, og alle tilgiver hende. Slut.
Produktionen er målrettet børn fra 0. og helt op til 6. klasse. Men tror man, at man får dem til at se noget så umiddelbart tørt som barokopera med så uskarpt et visuelt udtryk? Jeg tvivler. Figaros Bryllup havde dog i det mindste sms’er på skærmen; The Fairy Queen har fem sangere i forskellige farver tøj.
Sangerne prøver
Det lader sig vanskeligt gøre at bedømme det musikalske, for man lægger ikke mærke til det, når det er sat til at spille andenviolin. Men sangerne er faktisk fine til at gestikulere og formidle det, der nok for de fleste forbliver en lidt abstrakt fortælling om at drille hinanden.
De fire feer er såmænd godt til stede og synger jævnt. Steffen Jespersen som kæk kontratenor og Sibylle Glosted som drillesyg sopran gør det fint. Det samme gælder Sofie Lund-Tonnesens sopran og Joakim Larssons basbaryton.
Udfordring for lærere
Jeg håber virkelig, at målgruppen formår at abstrahere fra, at man ikke kan se sangerne, når der optages i mørke. Og at lyset skifter styrke for et godt ord. Munter er The Fairy Queen, og der er gjort en indsats for at søge væk fra det indendørs setup.
Men hvad er vundet, når musikken er tabt, og når det visuelle indtryk kræver så stor overvindelse? Held og lykke til landets folkeskolelærere med at få deres elever igennem Opera Hedelands nye produktion.
Se forestillingstrailer her.
