Kasper Wiltons sans for det klassiske taleteater foldes magtfuldt ud i Folketeatrets udgave af Per Olov Enquist Fra regnormenes liv. Ellen Hillingsø og Ole Lemmeke gnistrer hver for sig og sammen i rollerne som Johanne Louise Heiberg og H.C. Andersen.
I Kim Witzels underspillede, men knivskarpe scenografiske fortolkning af det mentale og historiske biedermeierrum toner først Johanne Louise Heiberg frem. Flankeret af et hvidt væsen, der af og til udstøder obskøne tirader. I væsnet er fortrængningen inkarneret som i scenografiens tågede slør, hvorfra de øvrige karakterer ankommer næsten som drømmefigurer.
Ellen Hillingsø funkler som fru Heiberg
Ind kommer først Johan Ludvig Heiberg og de to ægtefællers isfrosne forhold afdækkes i et kort elegant svirpende replikskifte, der samtidig baner vejen for aftenens uventede gæst. H.C. Andersen, der har blameret sig ved hoffet. I det øjeblik han åbnede munden for sin store tale med titlen Kærlighed overvinder alt, faldt hans gebis ud – og det er svært at tale om kærlighed med støv på tænderne. Andersen søger trøst hos Heibergs. Det finder han ikke, men til gengæld ser han og fru Heiberg sig selv i hinanden, mens Preben Kristensens følelsesmæssigt forkrøblede Heiberg mestendels kigger på stjerner på loftet.
Det er nogenlunde historien i Per Olov Enquist uhyre velgjorte kammerspil fra 1981, der nu igen kommer til live i Kasper Wiltons ligeledes uhyre klassiske iscenesættelse. Det er efterhånden sjældent at se denne form for naturalistisk taleteater, der trækker skuespillet helt i front. Enquists tekst er da også Gefundenes Fressen for den retorisk stærke skuespiller med replikker, der kan vendes fra kompliment til hån med et minimalt toneskift, og billedtemaer, der flyder gennem teksten og dukker op i atter nye varianter.
Ellen Hillingsø kan skabe en karakter med sin stemme alene og funkler i rollen som fru Heiberg, kaldet Hanne. Såret og perfid på samme tid. Bevidst om sit tab, men villig til at spille spillet, som hun selv kalder det, for at bevare den sociale gevinst. Konfronteret med Andersens forfjamskelse, går hun først til angreb på hans romantisering af barndommen, men genkender så alligevel noget i ham, der et kort øjeblik giver hende håb om at smelte den ishinde, hun er frosset fast i. Vejen op gik gennem overgreb kulminerende med hendes mands indfriede mål om at forme hende som et kunstværk.
Tragedien lyser mod os
Som hendes portræt hænger på væggen, er hun også selv et sætstykke i mandens biedermeierfantasi. Nu tænder Andersen noget i hende. Ellen Hillingsø kommer hele vejen rundt, holder pansret næsten til, men lader så en blid længsel, lidt rendestenssnak eller en småberuset hvid løgn slippe igennem. Ole Lemmeke er helt på højde med sin H.C. Andersen, der nok er ydmyg, men sandelig også kan stikke til, hvis han bliver tirret nok. Lemmeke tripper, afbryder, regerer rundt. Men farligheden lurer under overfladen. Han bliver aldrig latterlig, om end han trækker en del latter fra salen med sine krumspring.
De to er historien, og vi tror på dem. De to mudderplanter, der strakte sig mod solen. De regnorme, Hanne som barn vaskede rene, men som døde i solens lys. De spiller begge spillet. Hun ved, at hun har mistet sig selv. Han aner det blot. Sammen kunne de måske have skrevet en anden historie. Nu er det for sent. Tragedien lyser imod os, som lyset går ned over de fire bænket om bordet, mens Hanne læser højt og dermed iscenesætter Andersens naivt-platoniske forestilling om det fuldendte forhold.
Fra regnormenes liv er taleteater i sin reneste form. Forestillingen kommer ikke – og er formentlig heller ikke tænkt til – at tiltrække nyt publikum til teatret. Men som en koncis klassisk iscenesættelse lever og overbeviser den – især i kraft af Ellen Hillingsø og Ole Lemmekes stærke samspil.
Se forestillingstrailer her.
