Populært lige nu

Kaptajnen på skibet – Forenede Forestillingsledere, Regissører og Rekvisitører 

Forestillingsledere, regissører og rekvisitører er nogle af de mere usynlige faggrupper i scenekunsten, men de spiller en afgørende rolle i de fleste forestillinger. Ofte...
Annoncespot_imgspot_img

★★★☆☆☆ Madama Butterfly – hvor blev ambitionerne af?

Guido Paevatalus iscenesættelse af Puccinis Madama Butterfly, et gæstespil af guidOperaDen Fynske Opera, fortæller den velkendte historie om en amerikansk officers udnyttelse af en japansk pige. Trods fint musikalsk håndværk savner kammerudgaven dog i høj grad ideer.

Da det går op for den gråhårede officer Pinkerton, at han skal til at gifte sig med en barnebrud på 15 år, den naive Cio-Cio-san, holder han og den amerikanske konsul i Nagasaki vejret nogle få sekunder. Ups, hvad? Men så lyser begge herrer, spillet med høj volumen af Niels Jørgen Riis og instruktør Guido Paevatalu selv, op i et smil: Godt scoret, Pinkerton. For guidOperas kammerudgave af Madama Butterfly søger på intet tidspunkt at bringe Puccinis opera fra 1904 ind i det 21. århundrede.

Faktisk er det vanskeligt at se, hvad ideen med opsætningen i det hele taget er. Scenografien er fattig og sættes aldrig i spil: Officerens hurtige giftermål og lige så hurtige flugt tilbage til Amerika uden Cio-Cio-san, der også går under det sigende trofænavn Butterfly, udspiller sig i en japansk stue bestående af papirvægge og diverse småmøbler i urimeligt umatchende træsorter. Det ligner resultatet af en tur i Kirkens Korshær, og det samme gælder kostumerne, der mangler selv den mindste grad af finesse eller slægtskab med hinanden.

Madama Butterfly, Guidopera. Foto: Trine Lai
Madama Butterfly, Guidopera. Foto: Trine Lai

Spild af godt musikalsk håndværk

Helt igennem besynderligt bliver det, da Cio-Cio-san i ægtemandens fravær og nu med en lille søn i huset forsøges giftet væk på ny med det, der skal forestille at være en rigmand. Problemet? At hun, der nu skal forekomme ludfattig, fra anden akts begyndelse er klædt i dyr rød silke, mens rigmandens gyldne kappe ser ud til at have ligget på nogens loft i tre generationer.

Egentlig er det synd, at Guido Paevatalu ikke har haft anden ambition for opsætningen end at løbe Puccinis værk igennem så omkostningsfrit som muligt. For den musikalske forvandling fra orkester til blot fire instrumenter er enormt elegant arrangeret af pianist og kapelmester Leif Greibe. Med sit eget bevægelige spil – fyldt med tremolo og brudte akkorder – lyder han i egen ret som et halvt orkester, og de tre kolleger på violin, cello og klarinet supplerer med stort overskud.

Madama Butterfly, Guidopera. Foto: Trine Lai
Madama Butterfly, Guidopera. Foto: Trine Lai

Stive bevægelser

Også Julie MeeRa Albertsen i titelrollen havde fortjent en mere dristig iscenesættelse. I modsætning til Niels Jørgen Riis og Guido Paevatalu, som er velsyngende, men alt for kraftige til det lille rum, fylder Albertsen lige, hvad hun skal, med sin moderate sopran. Nuvel, hun er gravid i syvende måned, får vi at vide inden start, og hun er nødt til at dele den guddommelige sidste tone i første akts finale over i to, men da hun for alvor kommer i centrum efter pausen, højnes tilstedeværelsen på scenen betragteligt.

Ellers er det småt med skuespilmæssig kemi. Officer Pinkerton synger på et tidspunkt, at hans begær er som en feber, men ordene falder i bambuslænestolen med cognac i hånden og uden den mindste antydning af overophedelse. Bevægelsen på den tomme scene er akavet, kropssproget stift, og det ser mest ud, som om sangerne bevæger sig fra den ene sangerpositur til den næste.

Til sidst vender den bortløbne ægtemand selvfølgelig tilbage for at se – og hjemtage – sin søn, nu med en ny kone under armen. Som i øvrigt synger så svagt som et løvfald. Scenen bades uopfindsomt i rødt lys, da Butterfly fører sin fars kniv i maven og begår seppuku, rituelt selvmord. Vi når altså frem til slutscenen, men uden at være efterladt med noget alvorligt mindeværdigt. Og selvom musikken er arrangeret flot, rører den os aldrig for alvor, sådan som Puccinis rørstrømske klange kan gøre det med et rigtigt orkester. Så hvad var egentlig meningen?

Komponist: Giacomo Puccini. Libretto: Luigi Illica, Giuseppe Giacosa. Instruktør og scenograf: Guido Paevatalu. Kapelmester: Leif Greibe.

Medvirkende: Julie MeeRa Albertsen, Niels Jørgen Riis, Guido Paevatalu, Josefine Andersson, Jonathan von Schwanenflügel, Mogens Gert Hansen, Hans Lawaetz, Jasia Julia Nielsen, Anna Mai Laszlofi Päevatalu.

Musikere: Leif Greibe, Charlotte Rafn, Nina Reintoft, Simon Kovacs.

Spiller på Den Fynske Opera 4.-10. februar 2022.

Seneste

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn...

Dansehallerne søger scene-/driftstekniker

Ansøgningsfrist: 15. april 2024
Annonce
Sune Anderberg
Sune Anderberg
Selvstændig kulturjournalist og kritiker, skriver fast for en række danske medier. Medlem af Reumert-juryen og Anmelderringen, cand.mag. i musikvidenskab fra Københavns Universitet.
Annonce

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen i Nykøbing Falster i sidste uge for at diskutere en ny scenekunstreform. Debatten forløb roligt,...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening, der i år havde indbudt skuespiller Rasmus Krogsgaard til at præsentere næste års program...