★★★☆☆☆ Dynastiet – anslag til moderne kongedrama lider under et skitseagtigt manus

At iscenesættelsen af Thomas Markmanns Dynastiet på Teater Katapult bliver instruktør Anders Lundorphs sidste, er usigeligt trist. Både fordi jeg ville ønske, at han havde nået meget mere, og fordi jeg ville ønske, at han havde fået noget bedre materiale at arbejde med på sin sidste forestilling. 

Historien i Dynastiet begynder med en jagt blandt Danmarks magtelite på et af Danmarks skrantende godser. Scenografien er Signe Kroghs, og noget af det bedre ved forestillingen. Den består af en let skrånende bakke med buskads og træer, hvis grene vinker let i vinden. Som det meste danske natur ligner den mere en stor have, og er genkendelig og anonym på samme måde.  

Godsejendommen, som den illuderer, er ejet af Kim Veisgaards Mühlendorf. Han forsøger at få de andre til at investere i en golfbane på området, så selve slottet kan ’reddes’ – eller med andre ord, holdes lukket for offentligheden. 

Som shakespearesk kongedrama

Alle har selvfølgelig deres egne agendaer. Kristian Grummes Johan prøver at få sikkerhed for, at det er ham, der skal overtage direktørposten efter sin mor, Sonja Oppenhagens Elizabeth von Scholl, der helst bare vil undgå emnet, mens Lue Støvelbæks fail son Daniel forgæves forsøger at gøre sin far stolt. 

Da faren til førnævnte fail son, Victor Marcussens Iago-agtige Jørgen Markvardsen, afslører for Johan, at det ikke bliver ham, der kommer til at overtage direktørposten, begynder selve stykket intrige.

Ideen – kampen i familien om direktørposten som shakespearesk kongedrama – er udmærket. Udførslen er dog ærgerlig.

Et skitseagtigt manuskript

Ærgrelsen skyldes hovedsageligt manuskriptet af Thomas Markmann. Meget af det, især i tredje akt, virker svært skitseagtigt, som om det er skuespillernes improvisationer over en synopsis af stykket. Et eksempel er, når Johan afpresser sin mor for at få direktørposten. Her virker det hverken som om karakteren eller dramatikeren egentlig ved, hvad det er, han afpresser hende med. Som om det er noget, man har besluttet, at man ville udfylde senere, og så har forsømt at gøre inden premieren.

Det er dog ikke med de dramatiske scener og monologer, at det står svagest til. Det værste er de lyriske passager, hvor dyrene, som magteliten jager, kommenterer handlingen og karaktererne.

At det er et dumnaivt dådyr og en (ræverød) ræv, som jages, er i sig selv gemacht nok, men symbolikken i hvilket dyr, den lidt blødsødne Johan dræber, inden han gennemgår sin forandring til hensynsløst magtmenneske, er over the top. 

Sikken et spild

Holdet er stærkt, og i momenter får man en anelse om, hvor meget bedre det kunne have været med et manus, der også var det. Fx med den stemning, der opstår imellem Oppenhagens Elisabeth og Grummes Johan i tredje akt, som fungerer bedre, end de skitseagtige scener egentlig burde tillade. Når Elisabeth griber sit jagtgevær mod slutningen af netop den scene, så er man et åndeløst øjeblik i tvivl om hensigten med det. Vil hun udøve vold mod sig selv eller sønnen?

Også Kim Veisgaard skaber en medrivende karakter med sin Mühlendorf. På mange måder minder han om karakterer, Veisgaard tidligere har skabt, såsom hans Jakob Engstrøm i Gengangere på Aarhus Teater i 2012: Han er skiftevis stolt og servilt slesk, frastødende og medynksvækkende, patetisk og latterlig.

Det, der overlever én

For de fleste af stykkets karakterer i Dynastiet, er det en kamp om et eftermæle, der er på spil. For Mühlendorff er det godset, for Elisabeth er det hendes families virksomhed og renommé. Alle vil skabe noget, der overlever dem.

Efter forestillingen tænkte jeg på, hvordan Anders Lundorphs værker vil overleve ham. For mig personligt vil det især være hans opsætning af Rødt og Grønt på Aarhus Teater i 2010, som var en af de første forestillinger, jeg var virkelig begejstret for.

I momenter har Dynastiet også den slags øjeblikke, som jeg synes Anders Lundorphs iscenesættelser altid havde: noget grusomt og ømt spædet op med noget morsomt. Jeg ville bare ønske, der havde været flere af dem.