Revolver-scenen på Østerbro Teater har inviteret britiske Ed Atkins og amerikanske Steven Zultanski ind for at skabe den anden hybridforestilling i teatrets trilogi, hvor scenekunsten nytænkes i samspil med andre kunstarter. Forestillingen Sorcerer undersøger begrebet nærvær gennem en moderne form for autotekst, der forløses optimalt af en nonchalant intens skuespillertrio.
Hvordan tager du din trøje på? Altså hovedet eller armene først? Sådan starter dialogen i Sorcerer, hvor tre venner smalltalker i den enes hjem. De kommer også omkring, hvad de ønsker at være gode til, har fantasier om at blive mast, og leger en leg, hvor de et ord ad gangen møjsommeligt og ikke særlig rædselsvækkende bygger en horror historie op.
Akavet intimitet
Der sker med andre ord ikke en skid – eller med lidt pænere ord: det, der sker, er ikke særlig dramatisk. Alligevel sker underet. Det dramatiske nærvær er intenst og ikke-handlingen udløser alt fra klukken til højlydte latterkaskader hos publikum. Fordi de tre kan sætte en punchline nonchalant ikke-teatralsk, men også – og måske især – fordi det er akavet.
Akavet, fordi det er så uhyre intimt, og samtidig bevæger sig i en form for hyperrealitet. Scenografien mimer en lille lejlighed, men sengen er faldet uden for scenen og står og distraherer abjekt, hjemlig og udstødt på samme tid, mens en stor skærm på bagvæggen fremtræder som sløret spejl i forestillingens første del. Hverdagens lyde som smasken og plasken forvrænges på lydsporet, der af og til gør opmærksom på sig selv under dialogen.
Universet er kendt og ukendt på samme tid. Som i horrorgenren, der introduceres i første dels selskabsleg med ord og foldes ud i anden dels mime, hvor et ansigt sirligt og koncentreres pilles af foran førnævnte spejl. Lejlighedens ejer er alene tilbage og fordriver tiden foran spejlet eller i distræt og dog helt kropsligt nær interaktion med lejlighedens objekter. Horrorreferencerne peger ind i et felt, hvor latter blander sig med gru, og forestillingens attraktion er blandt andet evnen til at blande umiddelbart uforenelige følelser og udtryk.
En tekst baseret på transskribering
Sorcerer undersøger glæden i nærværet. Mellem venner og med sig selv. Forestillingen kan fx i det scenografiske og dialogen ses i den absurde tradition. Den byder dog med sine populærkulturelle referencer, Nønne Mai Svalholms elegante, koreografiske flow i særligt anden del, og det faktum, at dialogen er baseret på transskribering af samtaler mellem de to forfattere, ind med en anden nytænkning af det sceniske rum, der mere er i slægt med dele af performancekulturen.
Sorcerer indgår således også i en trilogi, hvor Revolver-scenen inviterer samtidskunstnere ind for at udvikle scenekunsten i samspil med andre kunstarter i forskellige former for hybridformater, som der for tiden eksperimenteres med på mange scener. Hverken britiske Ed Atkins, der nok er særlig kendt for sine videoværker, eller den amerikanske forfatter Steven Zultanski, er uvante med at arbejde med ord, men blev ifølge dem selv både betagede af dramatikkens mangel på ornamentering og skræmte af at måtte slippe kontrollen, når deres ord og univers blev overtaget af skuespillerne.
Hvem er troldmanden?
Ligesom teksten er en ikke-tekst havde makkerparret i første omgang forestillet sig at iscenesætte forestillingen med ikke-skuespillere. Det kunne muligvis have været interessant på en anden måde, men duoen har fået meget forærende til en tekst, der nemt kunne være kollapset for en utrænet spiller med den professionelle trio, der har erobret deres værk. Peter Christoffersen, Lotte Andersen og Ida Cæcilie Rasmussen skaber ikke bare de karakterer, som teksten ikke selv bidrager med, men også et varmt og interessant rum mellem sig, som man får lyst til at gå ind.
Så hvem er titlens troldmand? Det får vi aldrig at vide med ord. Måske er det nærværet, måske teatret selv, måske venskabets rummelighed, selvforglemmelsen eller glæden ved at være alene med sig selv. Det er ikke vigtigt. Sorcerer er ikke et revolutionært bud på en ny teaterform, men et værk, der i sin insisteren på at give sig tid til at folde hverdagen ud rammer noget essentielt om det at være menneske.
SE OGSÅ: Interview med Ed Atkins på Louisiana Channel
Se forestillingstrailer her.
Manuskript, koncept, instruktion og scenografi: Ed Atkins og Steven Zultanski. Koreograf: Nønne Mai Svalholm. Musik: Lawrence Giffin og Steven Zultanski. Chefdramaturg og kurator: Rikke Hedeager.
Medvirkende: Lotte Andersen, Ida Cæcilie Rasmussen og Peter Christoffersen.
Spiller på Revolver 19. marts – 9. april 2022.
